Mads D. Frandsen er årets brandmand 2024 i Grindsted

Årets Brandmand 2024Mads D. Frandsen modtager prisen som årets brandmand 2024 i Grindsted af Thomas De Fries Hansen

Mads D. Frandsen er årets brandmand 2024 i Grindsted

Lørdag den 28. december 2024 var der Nytårsparole på brandstationen i Grindsted

Det er en fast tradition at der på brandstationen i Grindsted i forbindelse med den årlige nytårsparole bliver valgt en person der får titlen som årets brandmand m/k.

Denne hæder går til en person, der ikke blot udfører sit arbejde, men som også kan være et forbillede for nogle af de andre brandmænd m/k.

I talen som Thomas De Fries Hansen holdt på vegne af brandmændene lød det:

Han er en brandmand, der altid er på pletten ved et udkald. Han har samtidig en evne til at udfordre det eksisterende og opfordrer os til at tænke nyt. Et eksempel på dette hans spørgsmål til, hvorfor vi gør tingene på en bestemt måde, og om der kunne være andre, og måske bedre måder at gøre det på. Uden at være belærende eller bedrevidende, men på en reflekterende og eftertænksom måde. Og det er nu meget sundt lige at skulle redegøre for nogle af de ting vi gør lidt instinktivt.

Han er en stille og rolig person, der lader andre komme til. Han er god til at lytte og lære fra sig, og han er næsten altid positivt indstillet. Han hjælper gerne andre med den begrundelse, at sådan vil han gerne selv have, at andre gør mod ham. Hans interesse for faget og hans stigende kompetence ses, selvom han ikke har været i faget så lang tid.

Selv når han ikke får meget søvn på grund af familie forøgelse, stiller han op til brand og vedligehold. Dette vidner om hans dedikation og engagement i jobbet og sine kolleger. Han har endda ”lagt sig flad” for jobbet da han en dag styrtede på sit el-løbehjul på vej til en brand, da det var glat, men det stoppede ham ikke – styret skulle bare lige rettes lidt 

Kære kolleger og gæster, lad os give en stor hånd til årets brandmand 2024, Mads D. Frandsen.