Anni Matthiesen overtager landdistriktsordførerskabet den 1. januar 2025 efter Hans Christian Schmidt, som har valgt ikke at genopstille ved næste folketingsvalg.
Anni Matthiesen, folketingsmedlem for Venstre og valgt i Sydjylland har siden 2011 været medlem af udvalget for landdistrikter og øer og var faktisk oprindelig med til at skabe landdistriktsudvalget på Christiansborg lige inden hun blev valgt til folketinget første gang.
Dette skete i samarbejde med Christian Mejdahl (tidl. Formand for Folketinget), Steffen Damsgaard (nuværende formand for Landdistrikternes Fællesråd og Kirsten Brun fra Hovborg. Derfor kender hun også til den dagsorden og de opgaver, som står øverst for de mindre samfund og dermed hvad der kan være med til at understøtte udviklingen i landdistrikterne. Hun bor selv i landsbyen Stenderup-Krogager i hendes valgkreds i Sydjylland og har derfor også her hverdagen og de kampe, som skal kæmpes for at sikre udvikling i de mindre samfund, helt tæt på.
Anni Matthiesen fortsætter uændret som børne- og undervisningsordfører samt som turismeordfører for Venstre og kan derfor nu blot sætte endnu et ordførerskab på CV’et: Landdistriktsordfører.
Anni Mathiesen udtaler:
”Jeg glæder mig rigtig meget til kaste mig ind i kampe for landdistrikterne og selvom det ikke er nyt for mig, at følge dette område, vil jeg naturligvis som Venstres ordfører gøre mit til at synliggøre de både mange muligheder og udfordringer der er i de tyndt befolkede områder.
”Jeg mener mine ordførerskaber nu hænger smukt sammen, da muligheden for at kunne tage uddannelser i hele landet samt udviklingen af turismeerhvervet i landdistrikterne fortsat har store potentialer. Jeg mener at disse dele – kombineret med at værne om foreningslivet og ildsjælene – kan være med til at sikre at der fortsat vil være lys og liv i vores landdistrikter” siger Anni Matthiesen.