Moderne kirkekunst – foredrag med Egil Hvid-Olsen den 7. januar
Grene Sogn starter årets kulturelle indslag tirsdag den 7. januar kl. 19.00-21.30 i Menighedssalen ved Billund Kirke.
Aftenens oplægsholder er sognepræst og forfatter Egil Hvid-Olsen, som har beskæftiget sig indgående med moderne kirkekunst og har udgivet en bog om emnet i slutningen af 2024.
Her undersøger han 25 billedkunstneres værker i danske kirker, idet han fokuserer på de kunstnere, der ikke er brugt så ofte til kirkeudsmykning.
I foredraget gennemgår han Erik A. Frandsens helt nye værker i Billund Kirke og giver desuden eksempler på moderne udsmykninger i andre kirker.
Mange er skeptiske over for moderne kirkekunst, fordi alle kirkerum er præget af tradition, og en stor del af dem indeholder gammelt interiør skriver Grene Sogn i en pressemeddelelse.
Egil vil prøve at vise, at langt de fleste billedkunstnere griber opgaven meget samvittighedsfuldt an og forsøger at skabe langtidsholdbare værker med respekt for de rum, værkerne skal fungere i.