Af Kai Bayer
Om at møde fremmede
For adskillige år siden tilbragte jeg en begivenhedsrig uge i New York.
Og den største oplevelse fik jeg en søndag, hvor jeg havde besluttet mig for at tage op i Harlem til en gudstjeneste. Min venlige værtinde på morgenmadsrestauranten på Manhattan slog korsets tegn foran sig, og fortalte, hvor farligt stedet var. Hun forventede ikke at se mig i live igen.
Jeg tog alligevel derop. Med bybussen.
I den første bus, der standsede ved stoppestedet, sad et ægtepar – begge sorte – i mørkt tøj. På vej til gudstjeneste tænkte jeg. Kunne jeg tillade mig at spørge, om jeg måtte følges med dem ?
Jeg tog mod til mig, og spurgte, og vi faldt i snak. De skulle i kirke sammen med deres familie og kunne desværre ikke følges med mig. Desuden var det – dengang – for farligt at færdes som hvid i den del af Harlem, som de skulle op til.
Til gengæld kunne de anbefale en kirke på en sidegade til Martin Luther King Boulevard.
Hvor jeg kom fra, spurgte manden. Denmark, svarede jeg. Oooh, I’m coming to Denmark – Copenhagen and Colding – om en måneds tid ! Med Whitney Houston, fortalte han. Han var kok i hendes crew. Om jeg ville have en gratis billet ? Oh, yes – thank you. Han hev en elektronisk lommekalender op, og plottede mig ind. Ja, ja, den er god med dig, tænkte jeg.
De prikkede til mig, da jeg skulle af bussen, og vi sagde farvel til hinanden. Jeg fandt kirken, og udenfor kirkedøren kom djævelen himself i skikkelse af en lurvet yngre mand, der kunne tilbyde mig den bedste kvalitet crack, heroin eller kokain i New York. Men det havde jeg ikke brug for, så jeg afslog og gik til gudstjeneste.
Og sikken gudstjeneste !
Gospelsang, prædiken, op at stå og synge hallee-lujaa af fuld hals. Og så bagefter kirkekaffe og snak. Thank the Lord, sang vi i kor, inden vi alle sammen skiltes.
Ude på gaden skinnede solen. Djævelen var forduftet og livet var skønt. Sikke muligheder og oplevelser.
En nat 3 uger senere ringede min telefon klokken 03.15, ( 21.15 i NY ) og jeg frygtede det værste. Men det var Kokken fra New York, der lige ville vide, om det var Copenhagen eller Colding, jeg ville til koncert.
Colding, svarede jeg, og tænkte, at det måske var rigtigt nok med den billet.
Godt en måned efter jeg var kommet hjem, kørte jeg til Whitney Houston-koncert i Colding, som jeg havde aftalt med min ven fra New York. Stod længe i kø, og sagde så, at der skulle ligge en billet til mig.
Og minsandten – det gjorde der.
