Af Carsten Sander Christensen
Stavnsbåndet – udskiftningen, og lidt om udskiftning af Eg bys jorde
Da svenskekrigene i 1600-tallets Danmark var overstået, ligesom de fleste større krige i resten af Europa var gået til ende i begyndelsen af 1700-tallet, blev hele Europa og dermed også vores lille hedeegn udsat for en stor økonomisk nedtur. Især landbruget blev ramt. Her på egnen var situationen i landbruget o. 1720 mildt sagt problematisk. Svenskekrigene havde forarmet området, idet egnen igennem årtier var blevet udplyndret af tyske, svenske, polske og såmænd også af danske soldater. Dertil havde der i slutningen af 1650erne været en pest, der hærgede Grindsted-Billund området. Det betød, at næsten hver anden landmand her i områdets sogne var døde. Selv om man i de følgende tre eller fire årtier havde arbejdet med at genoprette landbruget, betød de manglende afsætninger af kvæg på grund af manglende efterspørgsler på markeder i Hamburg området, at der hurtigt opstod en alvorlig landbrugskrise.
Dette førte nemlig til faldende priser på alle landbrugsprodukter – dog især korn og stude.
Og studene var jo dem de lokale engbønder levede af. I 1730erne strammede det til. Krisen fik ikke kun konsekvenser for de enkelte landmænd men også for godsejerne og deres familier. Ja især godsejerne idet deres produktion var langt større end de små landmænds ditto. De fleste landmænd var jo desuden på daværende tidspunkt fæstebønder. Hvilket i dag svarer til at de var ansat som lønmodtagere hos godsejeren. Godsejerne så sig derfor tvunget til at indføre en række kriseforanstaltninger og en af dem var som bekendt stavnsbåndet. Her på egnen var det henholdsvis fæstebønder fra Engelsholm og Nørholm godser.
I 1733 blev stavnsbåndet så indført og strakte sig over de følgende 55 år
Stavnsbåndet på den mandlige del af landbrugsungdommen. I praksis betød det, at alle yngre fæstebønder i Grindsted sogn – i alderen 14 til 36 år – der ikke var søn af en præst eller godsejer ikke måtte forlade det gods de hørte uden særlig tilladelse fra godsejeren. Senere blev det endog ændret til at gælde for alle mænd mellem 4 og 40 år. I virkeligheden betød det at fæstebønder her på egnen var dømt til mere eller mindre at være på gården i hele deres arbejdsduelige alder.
1700-tallet var også en omvæltningernes periode
Oplysningstiden præget store dele af Europa (dog måske ikke så meget her på den jyske hedeegn) og nye frihedsidealer dukkede i befolkningerne. Det var derfor et stort indgreb i alle bønders frihed, at de ikke kunne bevæge sig frit, og hvis de så alligevel gjorde blev de taget af statens vogtere der jo krævede papirer når bønderne færdedes uden for deres sogne. Egentlig var stavnsbåndet indført af en helt anden årsag. Nemlig udskrivning af soldater i hele Danmark. Det nye udskrivningsvæsen påhvilede godsejerne og der vankede bøder, hvis de ikke kunne stille det nødvendige soldater fra de enkelte godser. Med stavnsbåndet havde de et bånd på fæsterne, så de ikke hverken kunne forsvinde (desertere) ved udskrivningen af soldater eller kunne forsvinde ud i det blå for at finde landbrugslykken andre steder i riget Danmark-Norge.
I sommeren 1988 i Grindsted fejrede man 200 året for stavnsbåndets ophævelse
Det blev officielt ophævet den 20. juni 1788. I 1988 var der optog gennem byen med gamle landbrugsmaskiner ligesom man var klædt i gamle bondedragter gennem tiderne. Ved samme lejlighed blev venneforeningen Karensmindes Venner stiftet og den har sat sit præg på byen i snart fire årtier. Fejringen i Grindsted var også en fejring af de ændringer der fandt sted i dansk landbrug i slutningen af 1700-tallet. Man opfattede stavnsbåndets ophævelse som en af de mange ændringer der på sig skulle gøre bønderne frie og fjerne det gamle godsejersystem.
I de følgende årtier og ind i 1800-tallet fandt udskiftningen sted
Dvs. nyfordeling af landbrugsjorden. I praksis betød det at gårdene i landsbyerne blev flyttet ud på markerne og heden – ligesom landbrugsjorden blev delt op i større parceller, hvor bønderne fik ansvar for opdyrkningen af egen jord. Her på egnen var der på grund af lille befolkningstæthed jo ikke så mange gårde. Men derfor var der alligevel en udskiftningsproces.
Salige skolelærer J. K. Nielsen har i sin bog ’Træk af Grindsteds historie’ beskrevet nogle af de processer især vest for Grindsted i Eg, Loft og Jerrig. Men også i Modvig – men der var kun en gård. Så jeg overlader ordet til J. K. Nielsen:
EG
Det er 29. August 1796. De faar usædvanlige fremmede i Eg. Der er kongelig Majestæts Stiftsbefalingsrnand over Vejle Amt, Hr. von Hellfried, der er Hr . Procurator Lindved, “paa Kammerraad Bolvigs Vegne i hans Forfald ved Svaghed”, samt Hr. Arndt Steenstrup til Gøddinggaard. D’Hrr. danner tilsammen Landvæsenskommissionen for Vejle Amt.
Saa var og til Stede Hr. Landmaaler Ravn fra Jelling, “der haver opmaalt Marken og siden er antaget til Markens Deling”.
Blandt Byerne i Grindsted Sogn havde Eg den Gang det venligste Udseende. Den blinkende Aa med sin grønne Eng, der gik lige op til Haver og Tofter, gav Byen et livligt og tiltalende Præg, som fremhævedes end mere af den mørke Baggrund, Lyngheden, hvoraf Byen var omklamret paa alle Sider.
Eg omtales i gamle Papirer allerede 1480.
1594 bliver hele Byen pantsat for 3000 Daler. 1651 er der kun 3 Gaarde, men 1768 “6 Beboere foruden en Møller”. 1796 nævnes 6 Beboere, østligst laa Møllen, der fra gammel Tid havde tilhørt Herregaarden Urup. Der fandtes et Underfaldshjul, der drev et Mølleværk, som betjente Tredieparten af Grindsted Sogn.
Den næste Gaard i Rækken ejedes af Mads Nielsen, en “bown” Bonde, der mer end de fleste havde erfaret, at “en Mands Walfaar bestod i hans Gywten” . Han havde overtaget sin Faders Fæstegaard. Over Indgangsdøren i æ Sals laa et Stykke Egetræ, hvori var indsnittet: Niels Madsen, Gud bevare dette Hus for Ildebrand og Tyvehaand. 1755.
