Af Jan Kronvold
Den 1. februar har Michael Tullesen drevet MT Gulve og gardiner i 25 år.
For at stå så stærkt som muligt, ser han hele tiden efter firmaer, som er til salg.
For 38 år siden fik den dengang 15-årige Michael Tullesen job som arbejdsdreng hos Breinholt Bolig i Grindsted.
Michael gad ikke rigtig det med skolen. Han ville hellere ud og bruge sine hænder. Så han fik en læreplads som gulvlægger hos Breinholt Bolig.
– Når man ikke gider skolen, så skal man være håndværker. Jeg opdagede, at det var en stor tilfredsstillelse, når jeg havde lagt et gulv eller et tæppe. Det var spændende at kunne sige, at det her har jeg lavet, fortæller Michael.
Han var glad for at være hos Breinholt Bolig, som han betegner som en god arbejdsplads. Alligevel fik han lyst til at prøve noget andet.
Nemlig til at blive selvstændig, og det er den 1. februar 25 år siden, den beslutning blev truffet.
– Min morbror havde lokaler på Vejlevej i Billund, og vi blev enige om, at jeg kunne prøve at lave en gulvudstilling der. Jeg ville prøve det af. Flere leverandører sagde, at jeg skulle gøre det. De ville så hjælpe med nogle gode priser, fortæller Michael.
Han havde regnet med, at han bare skulle være sig selv i det nye firma.
Michael Tullesen tager stadig med montører ud og laver gulve. Foto: Jan Kronvold
Firmaet havde vokseværk
Men MT Gulve, som det hed dengang, voksede hurtigere end Michael havde turde håbe på. Indenfor det første år blev den første svend ansat. Der er i dag 14 medarbejdere hos MT Gulve & Gardiner.
– Gennem en leverandør fik jeg kontakt til en stor hotelkæde, som skulle have lagt 3000 kvadratmeter gulv i et nyt hotel i Aarhus. Det var en god start, men i begyndelsen var der flest private kunder, siger Michael.
Det har siden ændret sig, så i dag er det erhverv, der fylder mest hos MT Gulve. De private kunder udgør omkring 25 procent af omsætningen.
I 2006 kom gardinafdelingen til, og MT Gulve blev til MT Gulve & Gardiner. I 2008 flyttede firmaet til den nuværende adresse på Heimdalsvej 22F. I 2019 Etablerede Michael en afdeling i Haderslev. Det skete sammen med Karsten Løgstrup, der passer afdelingen i det daglige. Karsten Løgstrup er siden kommet med i hele firmaet.
Siden 2007 har Michaels hustru, Lene, hjulpet til i firmaet. Først på deltid, og fra 2014 på fuld tid. Hun står for firmaets administration.
– Min far, Jens, har faktisk været med i firmaet i alle 25 år. Godt nok ikke på fuld tid, men han har hjulpet til. Det fejrer vi internt med hygge i familien på søndag, fortæller Michael.
Hos MT Gulve & Gardiner leverer også klinker til gulve og vægge. De sætter dog ikke klinkerne op. Foto: Jan Kronvold
Søger to lærlinge
Han kunne snildt bruge et par svende mere i firmaet, men som i alle andre brancher, så hænger gulvlægger-lærlinge heller ikke på træerne. Så Michael må udlære dem selv – hvis han kan få fat i unge mennesker, der er interesseret i at komme i lære.
– Jeg har to lærlinge, som bliver udlært nu, og de bliver i firmaet. Derfor skal jeg have fat i to nye lærlinge. Men det er svært, men jeg søger alt, hvad jeg kan, og det skal nok lykkes. Jeg har altid kunnet finde nogen, mener Michael.
Selv om der er mange medarbejdere i MT Gulve og Gardiner, så tager Michael Tullesen ind i mellem stadig med ud og laver gulve. Både af nød, men lige så meget af lyst.
– Jeg vil hellere være med til at lave gulve end lave administrativt arbejde. Jeg er ligeglad med, hvad jeg laver. Jeg kan lige så godt rydde op, som at lave gulve, siger Michael.
Siden Michael Tullesen etablerede firmaet for 25 år siden er der sket en del med gulve og tæpper. Også med priserne.
– Da jeg startede lagde jeg en del trægulve, der var hele planker. Det var ret nyt dengang. I dag er det flyttet meget over på, at det skal være vedligeholdelsesfri gulve. Det er nemt. Tæpper er ikke ude, men i dag vælger folk en god kvalitet i de tæpper de har i eksempelvis værelser.
Denne gamle sofa har været Michael Tullesens mormors. Den sidder han ind i mellem i, når han lige skal tænke over noget, og så er den god at sidde i, mener Michael. Foto: Jan Kronvold
På udkig
MT Gulve har også fået epoxy-gulve med i udvalget. Det bruges primært i garager i stedet for klinker. Michael Tullesen har to mand, der kun laver epoxy til erhverv og private kunder.
– Og så er gulve blevet billigere. Det må være produktionen der gør, at det er blevet billigere, mener Michael.
I alle årene har Michael Tullesen altid haft noget at lave, og ordrebogen ser da også fin ud. Lige nu er der opgaver til resten af året.
– Men jeg skal sikre, at vi har noget at lave. Derfor laver jeg meget benarbejde, og har mange sponsorater ude for at reklamere for firmaet. Jeg er nødt til hele tiden at optimere. Derfor holder jeg hele tiden øje med, om der er nogen, som vi kan opkøbe. Vi skal være vågne og omstillingsparate, mener Michael.
MT Gulve & Gardiner kører ud i en radius af cirka 40 kilometer fra Grindsted. Det samme gør afdelingen i Haderslev, så det er et stort område der bliver dækket. Men en opgave i København, som der lige har været, siger Michael ikke nej til.
Hård branche
– Det er en hård branche. Ind i mellem kan jeg godt mærke det i ryggen, men vi gør meget for at passe på medarbejderne ved at købe det nødvendige løftegrej der skal til, og jeg tror, at jeg bliver ved så længe, at jeg kan holde til det. Jeg har mindst 10 gode år i mig endnu, mener Michael.
Grundlæggende er han meget tilfreds. Både med at han tog springet for 25 år siden, og med forholdene på Heimdalsvej. En ting, er han dog ikke helt begejstret for.
– I forbindelse med den grønne omstilling er der kommet meget mere papirarbejde. Alting skal godkendes og dokumenteres til alle projekter til erhverv. Det kræver ressourcer, fortæller Michael.
I fritiden spiller 53-årige Michael oldboys fodbold og paddel, og så bruger han og Lene meget tid i håndboldhaller på parrets to døtre på 16 og 18 år, der begge spiller håndbold.
I anledning af MT Gulve & Gardiners 25 års jubilæum er der på fredag den 31. januar reception i firmaets lokaler Heimdalsvej 22F fra klokken 12.00 til klokken 17.00.