Kai’s Corner: Borgergade i 30’erne – 3.del

Kai's Corner

Af Kai Bayer

Borgergade i 30’erne – 3.del

I anledning af aktuelle butikslukninger i Grindsted midtby samt – formentlig – store, kommende ændringer af bymidtemiljøet omkring Grindsted Midtpunkt, kunne en genudsendelse af en vandring gennem den engang så flotte og driftige bymidte, beskrevet af Knud Eskildsen, være på sin plads.

Om ham kan oplyses her, at han var barn af byen, født 8. september 1924. Han gik på Grindsted Kost- og Realskole, hvorfra han dimitteredes i 1941 med præliminæreksamen. Herefter blev han elev i Varde Bank’s Grindsted afdeling og blev allerede i 1946 som ung, knap 22årig bankassistent tilknyttet Grindsted Handelsskole som timelærer. Fra slutningen af 1950’erne varetog han endvidere regnskabsmæssige opgaver samt andre i fortsættelse af, at han derhjemme havde både skrivemaskine og duplikator. Begge var han fortrolig med fra besættelsestiden, da han var blandt dem, der fremstillede lokale illegale blade. Som fuldmægtig i Varde Bank blev Knud Eskildsen endelig pr. 1. august 1964 fastansat på handelsskolen som handelslærer, fulgt op af de obligatoriske handelsfaglærereksamener.

Ovennævnte kommentarer er skrevet af forhenværende Handelsskoleforstander Ruben Karstoft i oktober 1994. Ruben Karstoft døde den 25. decenber 2022.

 

Ejendommen Borgergade 13 er for længst borte

Her havde urmager og guldsmed P. Gaarde Sørensen sit domæne. Han var måske byens mest markante type, når han haltende skred over gaden med sort kalot og guldbriller. Jo, han var sit fag bekendt. I haven 50 meter nede i smøgen lå Grindsteds daværende telefoncentral med sine max. 200 abonnenter. Her var Gaarde Sørensens kone den myndige og altdominerende leder.

 

Borgergade 15

Umiddelbart efter smøgen i nr. 15 fandtes føromtalte malermester H. Hansens farvehandel. Den eneste specialforretning i denne branche. Skal jeg karakterisere H. Hansen og hans kone, så bliver det med absolut gode superlativer, da de var meget omgængelige og rare folk. Privat boede de på Vinkelvej, som nu hedder Nørretorv.

I samme ejendom havde husets ejer manufakturhandler Alfred Christiansen sin forretning. Det er egentlig utroligt, at denne branche kunne bære så mange butikker, men for mig at se gik denne butik i det mindste udmærket, men den var også godt betjent, først og fremmest af Sofie og Alfred Christiansen, men også af sønnen Poul Henry Christiansen (POP) var trådt ind på arenaen. In casu bag disken!

Umiddelbart efter Christiansens ejendom kom man til en smøge, som førte til karetmager Larsens hus og værksted. Larsen var en jysk fuldvægter, som tog del i byens liv på visse områder bl.a. som formand for Andels Elektricitetsværket. Hans virksomhed hørte nok til de mindre, men der fandtes selvfølgelig stadig hestevogne, som skulle repareres med hjul og lign.

 

Borgergade 17 – Christiansborg

Ellers er vi fremme ved kæmpeejendommen – efter byens forhold – nr. 17, kaldet Christiansborg, idet dens bygherre var grosserer Chr. Severinsen, som dog ikke tilhørte 30’ernes Grindsted, men snarere 20’ernes.

Her havde Stefan Hansen en efter forholdene stor cykelforretning, der blev drevet af ham selv og sønnen Svend. Det havde været naturligt at også Villy, en yngre søn, havde deltaget i forretningens drift, men han var en enspænder.

Stefan Hansen boede selv på 1. sal og på 2. sal boede autoforhandler Jens Hedegaard Kristensen og hans kone Helga. Længere henne ad en lang, mørk gang var indrettet en lejlighed for malermester Karl Eskildsen. Ligeledes på 2. sal boede autoforhandler Jens Sønderby og hans kone Karoline.

På 1. sal boede endvidere boghandler Chr. Damgaard Jensen og hans kone Randi, der voksede op som hele byens kæledægge, men som hørte til de stille personer. Damgaard Jensen selv var en selfmade forretningsmand, som børn gerne kom til. Han havde i øvrigt visse ideer som ikke var gængse. Engang havde jeg bestilt en bog, som han ikke havde hjemme. Da den kom hjem, kostede den mindre end den almindelige udsalgspris, for som han sagde, der var jo ingen lageromkostninger på den! Hvor møder man den form for forretningsmæssig imødekommenhed i dag! Senere købte Damgaard Jensen ejendommen og flyttede til de nuværende forretningslokaler for boghandelen. Det skal noteres, at Damgaard Jensen havde ”murerskeen” på maven – formentlig tidligere murer – nu frimurer!

 

Fjerde del af fortællingen kan du læse her på Netavisen Grindsted den 4. februar 2025.