Vild naturfest på Billund Bibliotek lørdag i anledning af udgivelsen af Børnenes Naturbog
Billund Bibliotek havde lørdag den 1. februar fra kl. 10 til 14 inviteret til “Vild Naturfest”.
Det skete for at markere at Billund Bibliotek sammen med Silkeborg Bibliotekerne har lavet deres helt egen aktivitetsbog “Børnenes Naturbog”. Naturen var blevet hentet indenfor, hvor der var lavet bålplads med tipier og pyntet op til fest.
Alle børn der besøgte biblioteket lørdag fik udleveret et gratis eksemplar af bogen, som de så kunne tage med sig hjem.
Der var et spændende Ugleshow, hvor uglerne fra UgleRiget blev vist frem. De to Ugleeksperter, Joan og Emil fortalte børnene om uglerne, og børnene kunne få lov til at komme helt tæt på uglerne. For at kunne se UgleShowet skulle man på forhånd være tilmeldt, og biblioteket måtte melde alt udsolgt på forhånd.
Det var imponerende at se de 8 fugle, som UgleRiget fra Odense havde med. Der er tale om udenlandske ugler, for man må ikke holde nogen af de 8 uglearter der lever i Danmark i fangenskab.
Fra Australien havde UgleRiget den australske frømund med. Den har ikke kløer som ugler, men fødder som en høne. Når den sidder med munden åben er munden gul indvendig, hvilket gør at den også fanger insekter som den spiser.
Den største ugle de havde med var en ugleunge, Nebu på 8 måneder.
Efter en fortælling om hvad uglerne spiser, hvor de lever, og at ugler bliver omkring 8 år gamle inden de dør. Herefter var det tid til at børnene selv kunne få lov til at holde en ugle.
Der var også højtlæsning rundt om bålet i børnebiblioteket. Børnene kunne gå på spændende fuglejagt og deltage i lodtrækningen om vilde bogpræmier. Biblioteket havde også en ansigtsmaler der stod klar til male børnene.