Meny købmand Martin Dam Ørts Hansen har fået en god start i Sdr.Omme
Martin overtog Meny i Sdr.Omme 1. september 2024
Han havde været ansat som Butikschef i butikken fra februar 2023. Da han blev ansat af Iver Egsgaard lå det da også i kortene at det var med henblik på at Martin på et tidspunkt skulle købe butikken af Iver.
Første julehandel
Martin har som selvstændig købmand haft den første julehandel i butikken. Det er forløbet som han havde håbet på, med masser af kunder og fremgang i antal af kunder set i forhold til 2023.
Vi bliver generelt godt besøgt forklarer Martin. Det er super fedt at vi bliver valgt til fortæller Martin.
Ny afdelingsleder i Blomsterafdelingen
I forbindelse med at Lene og Iver stoppede som købmandspar i butikken, stoppede Lene samtidig som leder af blomsterafdelingen.
Den nye leder af blomsterafdelingen Anja Grønberg, har tidligere haft sin egen blomsterforretning, Morsbøl Goodies ved privaten på Morsbøl Søvej i Grindsted.
Anja blev ansat i Blomsterafdelingen, med henblik på at hun skulle tage overtage ledelsen, når Lene stoppede. Hun har siden 1. september stået for afdelingen.
Pigerne fra blomsterafdelingen – Foto: René Lind Gammelmark
Ny slagter
I 2024 fik butikken en ny slagter, Oliver. Han arbejdede i Kvickly Grindsteds slagterafdeling inden han kom til Meny. Slagterafdelingen kører stabilt her i Sdr.Omme, hvor der er en del forskellige opgaver og aktiviteter.
Personalet i slagterafdelingen – Foto: René Lind Gammelmark
Lokale medarbejdere
De fleste af medarbejderne i Meny kommer fra lokalområdet op til 25 km radius fra Sdr.Omme, som Brande, Grindsted, Billund, Ølgod.
Fremtiden byder på flere nye ting
Da jeg købte butikken, var der en udskiftning af køle og fryseinventaret. Det gamle vi har i dag, bruger Freon, og senest i 2030 er det slut med køle- og fryseinventar der kører på Freon. Det vi har nu trænger også til en udskiftning så det passer godt at vi gør det nu forklarer Martin.
Det er en proces vi nu er i gang med. Vi regner med at butikken med nyt køle- og fryseinventar skal stå klar før påske.
Meny kæden holder også 10 års jubilæum som kæde, det betyder også at vi kører på med masser af kampagner. Det startede den 4. januar – og kører 6 uger med ekstra tryk på. Sidst på året kommer der igen en markering af jubilæet.
Dagrofa har købt årstiderne, der er en stor netbutik der sælger måltidskasser. Det er meningen at det skal være med til at styrke Meny med flere højkvalitetsprodukter og nemme måltidsløsninger. Det er meget nyt, så lige hvad der kommer til at ske ved vi ikke helt endnu forklarer Martin.
Stor udvidelse af fængslet
I forbindelse med den store udvidelse af Sdr.Omme Fængsel forventer Martin Hansen da helt klart at der kommer flere kunder i butikken.
Vi har i forvejen et super godt samarbejde med fængslet, for i forvejen leverer vi mad ud af huset – såsom sandwich og smørrebrød til betjentene. Vi sælger en del nemme måltider til fængselsbetjentene der kommer ind i butikken for at hente det. Med 120 flere fængselsbetjente, er der også mulighed for at vi kan vækste i butikken på den måde.
Folk stjæler også i Sdr.Omme
I forbindelse med udskiftning af køle- og fryseinventaret kigger vi da selvfølgelig også på at indrette butikken, for at minimere tyveri fra butikken. De fire måneder jeg har haft butikken, har vi vel haft omkring 20 sager der er endt med en politianmeldelse, og det kunne jeg da godt tænke mig at vi kunne minimere fremover fortæller Martin Hansen.