Lokale virksomheder går sammen om lærlinge- og elevnetværk i Billund Kommune
Der er rift om de unge mennesker – både når det gælder valg af uddannelse, læreplads og fremtidig arbejdsgiver.
Derfor har Billund Erhverv, med opbakning fra det lokale erhvervsliv,etableret et lærlinge- og elevnetværk på tværs af kommunens virksomheder.
Initiativet hedder Lærlinge- og Elevnetværket, og det skal øge tiltrækningen af lærlinge og elever, skabe relationer, øge trivslen og styrke tilknytningen til både virksomheder og lokalområdet.
”Vi ved, at sociale relationer er vigtige, og det er ikke blevet lettere for unge mennesker at etablere nye sociale relationer igennem de seneste år. Relationerne har betydning for de unges trivsel i
uddannelsesforløbet og for deres tilknytning til arbejdspladsen og vores område”, udtaler Marie Skov Lillelund, direktør for Billund Erhverv.
Lærlinge- og Elevnetværket, som første gang mødtes i januar, består allerede af 130 lærlinge og elever, og foreløbigt har 12 lokale virksomheder bakket op om indsatsen.
De bedste rammer for lærlinge og elever
Der kommer løbende nye virksomheder, som ønsker at give deres lærlinge- og elever muligheden for at være med i netværket, eller som blot ønsker at bakke op om indsatsen for at vise, at erhvervslivet i
Billund Kommune står sammen for at skabe de bedste rammer for vores unge mennesker.
En af de virksomheder, der har tilmeldt sig Lærlinge- og Elevnetværket er C.K. Produktion i Billund, og direktør Andreas Haahr er ikke i tvivl om værdien af netværket: “Vi har et ønske om, at dem, der
kommer til os, falder godt til og finder sig til rette, både i det arbejdsmæssige, og så sandelig også i det fritidsmæssige – så derfor vil vi gerne tilbyde vores lærlinge, at de kan deltage i netværkets
arrangementer, så de kan møde nye mennesker og få nye relationer”.
Netværket kan bruges aktivt af virksomhederne, både når de skal rekruttere nye lærlinge og elever, og når de skal fastholde de eksisterende. Det skal ganske enkelt være soleklart for alle, at det er attraktivt
at kigge efter job blandt virksomhederne i Billund Kommune, da virksomhederne ønsker at skabe de bedste rammer for deres yngre medarbejdere.
Udover aktiviteterne for de unge, inviteres virksomhederne til to årlige arrangementer, hvor der sættes fokus på rekruttering og fastholdelse af yngre medarbejdere skriver Billund Erhverv i en pressemeddelelse.
Et godt netværk tager tid at udvikle
Billund Erhverv har, på opfordring fra lokale virksomheder og med støtte fra Ole Kirk’s Fond, HK Sydjylland og Fagbevægelsens Hovedorganisation de næste tre år, sat indsatsen med Lærlinge- og
Elevnetværket i søen.
”Vi ved, at nye initiativer tager tid, både at udvikle og få godt i gang, så vi er glade for, at vi får støtte til indsatsen de næste tre år, så vi både kan nå at udvikle indsatsen, prøve flere ting af og også drage
erfaringer, som kan sætte retning for indsatsen fremover”, udtaler Marie Skov Lillelund, direktør i Billund Erhverv.
Ifølge Camilla Madsen, kontorchef for HK Sydjylland, er fagforeningen interesseret i, at de unge lærlinge og elever får en god start på deres arbejdsliv, og derfor bakker fagforeningen op om initiativet.
”Vi har valgt at være partner i Lærlinge- og Elevnetværket hos Billund Erhverv, da vi er optagede af relationerne mellem vores unge mennesker og deres arbejdsgivere. Som fagforening er det væsentligt
at være en aktiv part af det, der, for de fleste, er starten på et langt og godt arbejdsliv. Vi mener, at vi er stærkere sammen, og vi vil gerne være en fagforening, som de unge mennesker har gavn af. På samme
vis vil vi gerne være deres arbejdsgiveres samarbejdspartner, så vi får skabt de gode forløb for alle parter. Det tjener os alle bedst”, siger Camilla Madsen, kontorchef for HK Sydjylland.
Sociale aktiviteter i løbet af året
Der afholdes cirka 10 årlige aktiviteter for virksomhedernes lærlinge og elever. Næste aktivitet er den 5. marts, hvor Lærlinge- og Elevnetværket er inviteret i Lalandia efter lukketid til bl.a. bowling og minigolf.
Aktiviteterne i 2025 er godt i gang med at blive planlagt og de unge vil blandt andet også blive inviteret til håndboldkamp med GGIF, Speedway i GSK og med på en fælles tur til EURO Skills i Herning.
Lærlinge- og Elevnetværket er for alle medlemmer af Billund Erhverv, og man kan som virksomhed også blive medlem, selvom man pt. ikke har lærlinge eller elever.
De deltagende virksomheder, som fra opstarten har valgt at støtte netværket, både ved at tilbyde det til deres lærlinge og elever og med økonomi, er CBRE, CK. Produktion, GEV, Lalandia, LEGO, LEGOLAND,
NEK, IFF, Scandinavian Avionics, Sparekassen Kronjylland, Svend’s Værktøj og Zebicon. Flere lokale virksomheder har ligeledes meldt sig på banen med sponsorstøtte for de enkelte aktiviteter.