Skiltemanden Clif har hele landet som arbejdsplads

Skiltemanden Clif: Clif Lykkehaab kommer rundt i hele landet i sin varevogn og klarer skilteopgaver. Foto: Jan Kronvold

Af Jan Kronvold

Clif Lykkehaab havde planer om at blive elektriker, men i stedet blev han skiltetekniker. Siden 2020 har han drevet sit eget firma, Solid Skilte i Grindsted, der kører i hele Danmark.

Siden 2020 har Clif Lykkehaab drevet skiltefirmaet Solid Skilte fra sin garage i hjemmet på Søndre Boulevard i Grindsted.

Hans lille firma har gennem årene fået en ret stor fast kundekreds i lokalområdet, men Clif holder sig dog ikke kun på hjemmebanen. Han kommer rundt i hele landet, da han også arbejder freelance for større skiltefirmaer. Det er både med montage, rådgivning, og sparring med sine samarbejdspartnere, så de kan finde den bedste løsning til kunderne. Så han er ofte med fra start af opgaver hos dem også, ligesom med sin egen kundekreds.

– Jeg har haft nok at lave siden jeg startede. Der var ellers store sommerfugle i maven inden jeg begyndte. Men jeg fandt ud af, at jeg havde et godt netværk, som bakkede mig op. Det blev jeg faktisk overrasket og glad over, siger 34-årige Clif Lykkehaab.

I de første år som selvstændig sagde Clif ja til alt, som kom ind. Han mener selv, at han er blevet bedre til at sige fra, men måske ikke så meget.

– Jeg siger stadig ikke nej til ret mange, fortæller Clif med et stort smil.

I Solid Skilte tilbyder Clif en bred vifte af opgaver indenfor skilte. Det er lige fra små klistermærker over bilreklamer og facadebogstaver til bannere og store facadeskilte – og så ellers alt der imellem.

 

Her ved skrivebordet foregår alt det kreative arbejde for Clif Lykkehaab. Foto: Jan Kronvold.

Travlt år med solfilm

Noget af det som Clif laver meget af, det er bilreklamer, men sidste år havde han mere end travlt med at montere solfilm, og det venter der mere af i år.

– De kolde måneder er der stille hvad angår solfilm. Men når det bliver varmere i vejret, så er der en del opgaver der venter, fortæller Clif.

Det var ellers slet ikke planen, at Clif skulle være skiltetekniker. Han havde sat kurs mod en uddannelse som elektriker, og var også begyndt på skole.

– Jeg kunne ikke sidde stille nok, så jeg afbrød uddannelsen, siger Clif.

Det var hans onkel, der fik ham skubbet i retning af skiltebranchen, da han vidste, at Clif var meget kreativ.

– Det var min onkel, der fik mig på andre tanker. Så jeg begyndte som fejedreng i skiltefirmaet Hall & Oehlenschlæger i Grindsted. Efter nogle måneder kom jeg i lære, og var der i de første halvandet år, indtil firmaet lukkede. Så kom jeg til firmaet Foiltech i Vesterhede, hvor jeg blev udlært i 2011. Jeg var på det første hold, der blev kaldt skilteteknikere i stedet for skiltemalere, som det tidligere hed, fortæller Clif.

 

Skiltemanden Clif

Det var ikke planen, at Clif Lykkehaab skulle være skiltetekniker. Han ville gerne have været elektriker, men på skolen fandt han ud af, at det ikke lige var ham. Foto: Jan Kronvold

Trængte til nye udfordringer

Efter endt læretid blev han ansat i et firma i Esbjerg. Her var han, til han blev selvstændig i 2020.

– Jeg trængte til nye udfordringer. Det var hovedårsagen til, at jeg blev selvstændig, siger Clif.

Uddannelsen består i dag af cirka 50 procent grafisk opsætning af logo og filer og kendskab til maskiner.

– Min grafiske tid i firmaet med kunder er ikke meget mere end fem procent, da det langt fra er hver gang at kunder skal have tegnet nyt logo.

– Jeg synes, at det er et alsidigt arbejde, hvor jeg kan bruge min kreative side. Det kan jeg godt lide, og så er der ikke to dage der er ens, mener Clif.

Han har altid tegnet meget, og han fik ofte at vide, at han var god til det. Det synes hans kunder åbenbart også, for Clif har stadig godt at lave.

– Jeg vil gerne have, at kunderne er tilfredse med mit arbejde, når de går herfra, siger Clif.

For nogle kan det være en ulempe at have sit firma samme sted som privatboligen. Det har det på ingen måde været for Clif og familien, der består af den bedre halvdel, Mette, der er ansat i Billund Kommune, og børnene Emil på syv år og Signe på tre år.

Skiltemanden Clif

Her ved skrivebordet foregår alt det kreative arbejde for Clif Lykkehaab. Foto: Jan Kronvold.

Ikke interesseret i vokseværk

– Jeg synes, at det har været et plus for os. Jeg er her når børnene kommer hjem, og hvis jeg har ting der skal være færdige, så kan jeg gå ud i værkstedet, når børnene er blevet puttet, siger Clif.

Hans plan med firmaet er, at holde det på samme plan som nu, hvor der kun er ham i firmaet.

– Hvis jeg skal vokse, så skal jeg være meget større. Det betyder, at jeg skal have ansatte, og det er jeg ikke så interesseret i, mener Clif.

Han har mulighed for at hyre sin bror ind til opgaver, hvor de helst skal være to. Det har han gjort nogle gange, og det fungerer godt.

Clif Lykkehaabs ordrebog er sjældent fyldt mere end en måned frem. I begyndelsen blev han lidt urolig over det, men nu har han vænnet sig til, at sådan er det typisk i branchen, da kunderne sjældent venter mere end mellem en og halvanden måned på fremstilling af skilte.

– Jeg har på ingen måde fortrudt, at jeg blev selvstændig. Det har været med til at udvikle mig rent personligt, mener Clif.

I øvrigt, så er navnet på firmaet, Solid Skilte, helt tilfældigt valgt – og altså ikke en bogstavkombination af nogen art.

– Jeg så navnet ”Solid” et eller andet sted, og så tænkte jeg, ja, hvorfor ikke, fortæller Clif Lykkehaab.

Man kan se mere til Clif Lykkehaabs firma, Solid Skilte, på solidskilte.dk eller på telefon: 7060 2116.