BillundSkolen har fundet sin nye skoleleder

Foto: René Lind Gammelmark

Af Marianne Thorø

BillundSkolen har stået uden leder siden oktober, hvor den hidtidige skoleleder blev hjemsendt – blandt andet efter en skrivelse fra en stor gruppe forældre, der påpegede massive trivselsproblemer på skolen.

Men mandag den 3. marts 2025 kan skolen igen byde en ny skoleleder velkommen. Det bliver Monica Skovbølling Kruse, der kommer til Billund fra Øster Starup Skole, og som kommer med solid ledelseserfaring fra Vejle Kommune, herunder seks år som skoleleder.

Det melder skolechef i Billund kommune, Stefan Kelstrup, der har varetaget ledelsen af BillundSkolen, siden skolelederens hjemsendelse.

– Ansættelsesprocessen har været grundig med to samtalerunder, indhentning af referencer samt en omfattende testning. Konklusionen er, at Monica er velkvalificeret og et rigtig godt match for skolens medarbejdere, ledelsesteam, forældre og elever. Processen er blevet varetaget af Lundgaard Konsulenterne. Monica beskriver sin ledelsesstil som værdibaseret med fokus på ordentlighed, respekt og samarbejde. Hun ønsker at styrke både faglig udvikling og trivsel blandt elever og personale. Hun er lyttende, åben og tydelig i sine beslutninger og tror på, at gode resultater skabes gennem inddragelse og fælles visioner, skriver Stefan Kelstrup i en besked på Aula til BillundSkolens elever og forældre.