Af Carsten Sander Christensen
Tiende – landgilde og lidt om skats historie
Ordet skat, altså det man betaler til offentlige myndigheder, har næsten altid været stridspunkt imellem borger/bønder og stat. Fra omkring 1100-tallets start og til i dag har man her i Danmark måtte erlægge skat til det offentlige. Men opkrævning af skat er meget ældre. Allerede i Babylonien for end 3.500 år siden opkrævede man skatter og i Bibelen måtte Abraham i 1. Mosebog erlægge skat til centralstaten. Der var i begge tilfælde tale om tiende, dvs. en tiendedel af personens samlede indkomst. Tiende blev oprindeligt betalt til en kirke eller en religiøs institution. Og det var især Kristendommen der udviklede denne form for skat.
Tiende
Og det var netop tiende man skulle erlægge fra 1100-tallet her i Danmark. Og til kirkerne over hele landet. Bønderne skulle betale en tiendedel af deres afgrøder, og den blev delt i tre: 1) til oprørelse og vedligeholdelse af kirkerne; 2) til underhold af præsterne (også kaldet præstetiende) og 3) til biskopperne (også kaldet bispetiende). De to første dele var bønder og borger glade for at betale, sådan da, men Bispetiende var meget ildeset i samfundet.
De lokale havde jo som sådan aldrig noget at gøre med biskoppen, undtagen når de skulle mange mange kilometer til en fjerntliggende bispegård. Tiende og dets størrelse førte til, at kirken blev tilført store midler, hvilket resulterede i opførelsen af mange romanske granitkirke. Der jo for nogen bygningers vedkommende, bl.a. her i Grindsted betød at kirkerne holdt helt op til nutiden. Og det var o. år 1200 at de fleste kirkeskibe blev opført i granit.
Tiende blev betalt i mere end 800 år.
Tiendeafløsningen fandt sted mellem 1908 og 1918. Og fra 1920 har man betalt kirkeskat. I dag eksisterer Tiende kun i kirkesamfund fx. i frikirker (Apostolsk Kirke og Pinsekirken), der står uden for folkekirken. Hvor medlemmerne kan indbetale et beløb til kirkens eller menighedens drift.
Men i de 800 år hvor man betalte offentlig Tiende, ændrede Danmark sig fundamentalt. I starten af 1500-tallet begyndte Nordeuropa at løsrive sig fra Pavestaten. En del af årsagen til at tilslutningen til reformationen var et håb og måske en lovning under hånden fra kirken om at slippe af med tiende til kirken. Men sådan blev det ikke for bønder og borger. Kun adelen slap for kirketiende. Bispetiende blev opløst og man betalte nu kongetiende. Kongetiende kom dog med tiden på private hænder og senere skete det samme med kirketiende. Kirken kunne eje mere jord end det der tilhørte præstegården og kirken kunne blive ejet af den lokale præst. Hvilket var meget normalt her på de sydjyske hedeegne. Her på egnen havde præster ligefrem fæstebønder.
Tiende kunne købes og sælges. Købte en godsejer både kirken og dens tiender skulle han ikke betale tiendeafgift, men han kunne selv bestemme, hvor meget vedligehold han ville bekoste på kirken og hvor høj præstens løn skulle være. Ejeren af Engelsholm var blandt andet med til at betale og restaurere Hejnsvig Kirke under de førnævnte vilkår. Tiendeejeren (godsejeren) kunne og fæste sin jord ud til lokale bønder og i så fald skulle disse erlægge skat til godsejeren.
Landgilde
En anden form for skat her på landet, var det såkaldte Landgilde. Landgilde var den ydelse fæstebonden årligt betalte jordejeren (godsejer, kirken, kloster etc.) som betaling for brug af fæstegårdens bygninger og jord. De enkelte bestanddele af Landgildet hed persiller. Landgildet bestod af både afgrøder og husdyr. Landgildets størrelse lå i hænderne på fæsteren. Størrelsen af skatten afhang således af fæsterens lune, landets konjunkturer og f.eks. lokale forhold (hvor stort et udbytte fæstegården gav).
Foruden Landgilde måtte fæstebonden også yde arbejde for fæsteren – det såkaldte Hoveri. Hvis godsejeren skulle have høstet, måtte fæstebonden stoppe egen høst og drage til godsets jorde for at høste. Visse fæstere ville dog gerne modtage en nærme aftalt ydelse i penge i stedet for at bonden udførte Hoveri. Ændringer i Landgilde skete ved forandringer i fæstebondens jordarealer eller ved ændringer i fæstegårdens størrelse og brugsværdi.
Der kunne jo opstå perioder i et lands historie, hvor det at svare skat nærmest var en umulighed. Landgilde kunne derfor blive nedsat eller endog i perioder falde helt bort ved fx stormflod og meget stærk sandflugt. Også brænde, misvækst, krige og sygdomme i dyr kunne gælde som force majeure i betalingen af Landgilde. Landgilde kunne selvfølgelig også stige. Hvis fæstebonden fik ny jord under sig, et større hus og ved større udbytte. De mange reguleringer på Landgilde kunne give anledning til uenighed mellem godsejere og fæstere. Og det gjorde det så også. I sidste instans måtte kongen ind i billedet, det var Enevælden, og her vidste hver godsejere eller fæstebønder, hvem der fik ret. Om Stavnsbåndets ophævelse i 1788 blev Landgilde blev mere eller mindre udfaset, da bønderne jo blev selvejere.
