Nyt samarbejde skal styrke interessen for dart i lokalsamfundet

Nyt samarbejde skal styrke interessenDartskolen 2025 i MAGION skal bidrage til at styrke interessen for dart blandt unge. Foto: Billund Kommune

En ny aftale mellem Billund Kommune, Hejnsvig Dart Klub og Dansk Dart Union skal styrke dartsporten i lokalsamfundet og give unge talenter nye muligheder

Det gode samarbejde mellem Billund Kommune, Hejnsvig Dart Klub og DDU har resulteret i en aftale, som strækker sig over de næste tre år. Her er der sikret et økonomisk tilskud på 50.000 kr. om året fra Billund Kommune til Dartskolen, hvilket skal sikre en endnu højere kvalitet og skabe et solidt fundament for Dartskolen fremadrettet.

Dartskolen 2025 afholdes i år i MAGION i Grindsted, som dermed bliver vært for sit første dart-arrangement. Indbydelserne er allerede sendt ud, og håbet er, at arrangementet vil bidrage til at styrke interessen for dart blandt unge og skabe endnu mere aktivitet inden for lokalidrætten.

“Vi er glade for at kunne fortsætte det gode samarbejde med DDU og Hejnsvig Dart Klub. Dartskolen er en fantastisk mulighed for unge talenter til at udvikle deres færdigheder. Dart er nemlig en sport, der både kræver en god kasteteknik, præcision og koncentration. Jeg glæder mig til at følge udviklingen af Dartskolen i de kommende år,” siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.

 

Dartskolen afsluttes med det store internationale stævne IYC

Årets dartskole afsluttes med det internationale dartstævne International Youth Challenge, hvor unge dartspillere fra hele verden mødes for konkurrere. Stævnet giver deltagerne på Dartskolen mulighed for at teste deres færdigheder mod nogle af de bedste unge talenter internationalt.

“Vi er utrolig stolte af det samarbejde, vi har med Billund Kommune og DDU, og vi ser frem til at afslutte Dartskolen med et fantastisk internationalt stævne. IYC vil give deltagerne en enestående chance for at måle sig med spillere fra hele verden, og vi er glade for at kunne tilbyde dette på dansk jord,” siger Mette Hansen formand for Hejnsvig Dart Klub og Ungdomsudvalget ved DDU.

Dartskolen finder sted fra den 27. juli til den 1. august, mens International Youth Challenge afholdes den 2 og 3. august 2025 skriver kommunen i en pressemeddelelse.