Af Carsten Sander Christensen
Runesten på egnen, futark og lidt om stenens betydning
En runesten er typisk en oprejst sten med en runeindskrift, men begrebet kan også anvendes på indskrifter på kampesten og på grundfjeld.
Traditionen med at rejse runesten som mindesmærke for døde mænd begyndte i det 4. århundrede og varede ind i det 12. århundrede, men størstedelen af de eksisterende runesten stammer fra den sene vikingetid. Mens de fleste af disse er placeret i Skandinavien, især i Sverige, er der også spredte runesten på steder, der blev besøgt af nordboerne.
Runesten var normalt farvestrålende, når de blev rejst, selvom dette ikke længere er tydeligt, da farven er slidt af. Runestenene er også blevet malet i stærke farver, især rød og sort, men hvide og blå farver forekommer også. Farverne var meget unikke i Vikingetiden.
Traditionen med at rejse sten med runeindskrifter dukkede først op i det 4. og 5. århundrede, i Norge og Sverige
Disse tidlige runesten blev normalt placeret ved siden af grave, selvom deres præcise funktion som erindringsmonumenter er blevet betvivlet. De tidligste danske runesten dukkede op i det 8. og 9. århundrede, og der findes omkring 50 runesten fra folkevandringstiden i Skandinavien.
De fleste runesten blev rejst i perioden 950-1100 e.Kr., og derefter blev de for det meste rejst i Sverige, og i mindre grad i Danmark og Norge.
Runesten her i Danmark blev rejst fra 700-tallet, men langt de fleste blev rejst efter kristendommens indførelse i slutningen af 900-tallet (f.eks. Jellingestenene). Det var datidens høvdinge og storkvinder, der rejste runestenene over familiemedlemmer, fæller og hirdmænd. Man rejste runesten for at vise slægtens kontinuitet, fællesskab og sikre den efterlevende slægt arverettighederne efter den person, som runestenen blev rejst over.
Runestenene viser endvidere de forskellige måder, hvorpå kristendommen ændrede det nordiske samfund, og en af de største forandringer gik ud på, at man ikke længere begravede den afdøde på klanens gravmark blandt hans forfædre. I stedet blev han begravet på kirkegården i kirken, mens runestenen ville tjene som et mindesmærke ved gården, men for visse familier var der mindre forandring, da de fik bygget kirker ved siden af familiens gravfelt. Inden for få generationer efter kristendommens indførelse havde samfundet vænnet sig til den nye samfundsstruktur, og runestenene mistede dermed deres betydning som markører for slægtskontinuitet og afgrænsninger af overgangen mellem hedensk og kristent samfund.
Ordet rune betød hemmelighed
Dette skal ses i sammenhæng med runernes magiske funktion. Ydermere er skrivning omgivet af mystik i kulturer, hvor størstedelen af befolkningen er analfabeter, og at tyde skriften er derfor en særlig kunst.
At læse hed på oldnordisk at rådgive runer; deraf det engelske to read (at læse).
Runealfabetet eller rettere runealfabeterne er en række skriftsystemer, der først opstod omkring år 200 i henholdsvis Tyskland og Norden. Som skrifttradition var runerne udviklet uafhængigt af den latinske. Den såkaldte runerække kaldes futark efter de første seks runestav og på runestenenes tid var der omkring 16 runestave.
Først fra omkring 1000-tallets start begyndte runerne at blive erstattet af det latinske alfabet, men runerne overlevede langt ind i middelalderen som et alternativt skriftsystem til det latinske.
Et eksempel er værket Codex Runicus. Det er et dansk håndskrift på 101 blade af skind fra omkring år 1300, skrevet med runer. Det indeholder en af de ældste og bedst bevarede versioner af Skånske Lov og andre mindre tekster.
Fra det gamle danske område kendes omkring 260 runesten, hvoraf langt de fleste er rejst i Østjylland og Skåne
Stenene er rejst synlige steder, fx ved veje, vadesteder og gravpladser, og de har formentlig også været med til at markere grænserne mellem forskellige magtområder. Her i området er det Jellingestenene der er de mest kendte. Men også herude på heden er der dukket runesten op.
Her er en mindre optegnelse af de vigtigste:
GRINDSTED-STENEN
Runestenen, et større fragment, blev fundet ved ombygningen af kirken i en bunke sten, der var tilovers ved byggeriet i 1922. Stenen er lavet på samme tid som Jellingestenene o. 970-980. Indskriften siger ”til minde om Gunnar”. Stenen befinder sig i dag på Sydvestjyske Museers Magasin i Ribe.
Privatfoto
BÆKKE-STENEN (ved Bække Kirke)
Runestenen, der fra o. 940, blev fundet i 1810 og sat ind i kirkegårdsdiget. I dag står den uden for Bække Kirke. Påskriften lyder ”Ravn-ungen Tue og Fundin og Gnyple de gjorde Thyras Høj.” Man mener den har noget med Thyra i Jelling at gøre.
BÆKKE-STENEN (ved Klebæk Høje)
Runestenen blev fundet i 1858 på en mark nord for Bække. Indskriften lyder ”Ravn-ungen Tue gjorde disse kumler efter sin moder Vibrog.” Stenen står nær den gamle skibssætning Klebæk Høje. Den er lavet på samme tid som Bække-stene ved kirken.
LÆBORG-STENEN
Runestenen, fra o. 930, blev fundet for mere end 400 år siden i Læborg. Efter sigende på en mark nord for landsbyen. I dag står den foran Læborg Kirke. Indskriften lyder ” Tue, Ravns ætling, huggede disse runer efter Thyre, sin dronning.” Ingen ved hvem Thyre er.
RANDBØL-STENEN (STORE RYGEBJERG)
I begyndelsen af december 1874 flækkede en stenhugger en stor sten, der var halvt nedsænket på en sandbanke. Han fik stykkerne op af hullet, opdagede, at der var skrift på undersiden og anmeldte sagen til Vejle Amtshus. Under stenen fandtes et skelet, formentlig af en kvinde, som blev undersøgt i København og genbegravet på stedet. Indskriften lyder ” Tue Bryde rejste denne sten efter Brydens hustru. Disse stave vil leve meget længe for Thorgunn.” Stenen blev genopført i 1984, forsynet med en ny arkitekttegnet betonbund, der tydeligt viser, hvad der er originalt, og hvad der er nyt. Den er placeret på sin oprindelige plads.
