Handelsstandsformand gør status på året, der gik og fortæller om årets forskellige tiltag.
Formanden for Grindsted Handel, Jonas Pedersen, fortæller i dette interview om, hvorledes året 2024 gik med Grindsted Handel’ s øjne, og hvorledes 2025 kommer til at forme sig med forskellige aktiviteter.
2024
Grindsted Handel’ s opgave er jo at skabe aktiviteter og skabe liv i byen for vore medlemmer, og når vi kigger tilbage på 2024, så er det jo gået godt rigtig godt langt hen ad vejen, konstaterer Jonas Pedersen.
Vi har haft mange aktiviteter, og til langt de fleste aktiviteter har vi haft god opbakning – og det er vi jo rigtig glade for. Vi er også både glade og stolte over så flot et aktivitetsprogram, vi kan præstere her i Grindsted. Det håber vi, at borgerne sætter pris på og fortsat vil bakke op om, udtaler Jonas Pedersen.
Sommerhygge, Festuge og Streetfood
12 fredage havde vi sommerhygge på torvet, hvor der igen var rigtig mange mennesker, der bakkede op om disse fredage.
Grindsted Festuge var i 2024 igen en succes. Vi har også haft streetfood, hvor der var rigtig mange mennesker i byen.
Juleprogrammet var desværre ramt af vejret, men alligevel var der fremmødt adskillige mennesker til mange af aktiviteterne. Vi kunne selvfølgelig godt have ønsket os lidt flere, men vi er jo også godt klar over, at når, der er aktiviteter for små og mellemstore børn, så er regn og blæst ikke den bedste cocktail. Det er desværre ikke noget, vi kan gøre noget ved.
Alt i alt synes Grindsted Handel, at vi har haft et godt år på aktivitetsniveauet.
Er ked af butikslukninger
Vi er i Grindsted Handel selvfølgelig kede af det, når en butik lukker. Store og gode butikker, der er lukket, har bidraget godt til byens liv. Vi ser det ikke som et udtryk for, at Grindsted ikke fungerer. Vi anser det som udtryk på udefra kommende ting. Ting, som vi som by og handelsstandsforening ikke kan ændre på. Det er vi rigtig ærgerlige over, men vi må se i øjnene, at sådan er det i rigtig mange byer. Hvis man går i mange andre byers gågader, så er der også mange tomme butikker der. Vi skal lade være med at stirre os blinde derpå og blive sure over, at det er sådan. Det er derimod vigtigt, at man støtter op om de butikker, der stadigvæk er her, mener Jonas Pedersen.
Nogen vil gerne have solgt deres butikker, men den nye Retailpark er en udfordring i forhold til at sælge.
Dens komme giver en kæmpestor usikkerhed i byen. Hvis eller når man skal i gang og skal investere rigtig mange penge i en ny butik eller renovering af eksisterende butik, så kigger man selvfølgelig på, hvordan udviklingen er i byen – og hvordan man forventer, det ser ud de næste 2-10 år frem i tiden. Vi må erkende, at der er en stor usikkerhed i forbindelse med Retailparken. Der er nok nogen, der ikke kan få lov til at låne pengene – mens andre bakker lidt tilbage og lige vil afvente og se udviklingen i det, der kommer.
Selv de eksisterende butikker i byen er selvfølgelig også spændte på, hvordan det bliver. Vi har valgt at se det på den måde, at vi afventer, hvorledes Retailparken udvikler sig, og så tage det derfra. Lad dem nu komme om 2 – 3 år – så tager vi udviklingen derfra og håber på, at vi da kan noget andet og mere, for det tror vi på, at vi kan, forklarer Jonas Pedersen.
Vi skal ikke se isoleret på, at butikker lukker, for det er ikke Grindsteds skyld, at det sker. Det sker overalt, og er nærmest et samfundsfænomen.
Det er vigtigt, at de butikker, der er tilbage, bliver brugt af kunderne – og kunderne tror på, at butikkerne vil være der fremadrettet. Butikkerne er helt sikkert enige om, at de fortsat skal være der, og det er jo op til kunderne, om det kan lade sig gøre med detailhandel i Grindsted. Det tror vi på og vil kæmpe for mener, Jonas Pedersen.
Usikkerheden omkring Retailparken er stor. Det er butikkerne i midtbyen spændte på, men vi tror, håber og forventer, at vi har en aktiv bymidte, når Retailparken kommer.
Mangler folk til at sørge for flagene
Hos Grindsted Handel leder vi stadig efter nogle foreninger, som kan være interesseret i at hejse flag til konfirmationer eller andre flagdage, og derved tjene penge til foreningskassen. Jonas Pedersen håber på, at folk vil henvende sig til ham, enten på mail eller ved at kontakte ham i butikken Hr. P på Vestergade 7 i Grindsted.
Et stort program for 2025
Vi ser frem til en tætpakket aktivitetsplan for i år. Vi har ambitioner om at lave lige så mange aktiviteter i år, som vi havde i 2024, fortæller Jonas Pedersen. Vi begynder med fastelavn bag Legekæden/Bog & Idé den 3. marts, og så kører det ellers bare derudad.
Der bliver 3 open by Night i foråret, hvor vi starter med vandrende vinsmagning den 4. april. Der kommer et par Open by Night mere. Og igen Open by Night til efteråret.
Vi gentager succesen med sommermusikken, hvor de to af arrangementerne vil henvende sig til børn, for at få dem med ned i byen. Der bliver hygget omkring børnene, og der kommer slush-ice i stedet for øl, ligesom der bliver forskellige aktiviteter – det er noget af det, vi arbejder på i øjeblikket, forklarer Jonas Pedersen. Det plejer at være hyggeligt.
Vi glæder os til festugen, som år efter år har været godt besøgt og med mange forskellige aktiviteter. Vi drømmer om, at der kommer noget streetfood igen i år. Det trak rigtig mange mennesker til byen – det var megafedt.
Der skal laves et godt juleprogram, så kunderne vil blive i byen for at handle deres julegaver og derved synes, at de får en god og positiv oplevelse her i Grindsted.
Et mere detaljeret program vil senere blive meldt ud.