Af Marianne Thorø
Nu sættes der gang i byggeriet af ny landsbykøbmandsbutik i Stenderup-Krogager
Meget symptomatisk for opbakningen indtil nu i projektet, så var der solid fremmøde på den gamle mejerigrund i Stenderup-Krogager lørdag formiddag til første spadestik på den nye købmandsbutik, der skal opføres.
Troede på det
Prisen på den nye butik i Storegade bliver 8,5 mio kroner – af dem har Stenderup-Krogager Invest, som står bag købmanden selv sikret de 6,5 mio gennem fonde og diverse indsamlinger. Blandt andet har adskillige af de 626 borgere i landsbyen spyttet mange penge i kassen, og dén opbakning slår alt, mener formanden for invest-gruppen, Kurt Kirkegaard.
– Det er helt vildt. Vi troede jo på det, da vi startede, ellers var vi aldrig gået i gang. Men der var alligevel sådan en lille spire i baghovedet om det nu kunne lykkedes, for så stor er vores by jo heller ikke. Men en ihærdig indsats fra alle i området og en velvilje fra byens borgere også med hensyn til pungen har gjort, at det har kunne lade sig gøre, siger Kurt Kirkegaard.
Selvom han var klar over, at der er et godt sammenhold i Stenderup-Krogager, så blev han alligevel overrasket over sine medborgeres kreativitet:
– Der er børn, der har løbet penge ind og nogen har passet pølsevogn og alverdens ting. Det er helt fantastisk med den indsats, siger Kurt Kirkegaard.
Borgmester holdt tale
En af deltagerne til dagens spadestik var borgmester Stephanie Storbank, som jo med dén hat på ofte er ude til sådanne spadestik. Men dagens var alligevel lidt speciel:
– I dag er alligevel lidt ekstra særligt for mig, fordi det er her i Stenderup-Krogager, hvor jeg selv bor med min familie, at vi tager det første spadestik til en ny købmandsbutik. Det har været et stort ønske længe for mange herude, at der kunne etableres større og mere tidssvarende lokaler til byens købmand. Og i dag tager vi endnu et stort skridt mod realiseringen af det ønske, lød det fra Stephanie Storbank i sin tale før spadestikket.
Hun brugte også lejligheden til at hylde de frivillige, der har knoklet på indtil nu i projektet:
– Jeg ved, at rigtig mange lokale kræfter har knoklet længe for at nå hertil. I så lang en proces er det vigtigt at fejre sine succeser løbende, så i dag kan I godt give jer selv og hinanden et klap på skulderen. Fra hele byens side har der været en fantastisk opbakning til projektet. Der er blevet solgt anparter for langt over en million kroner, der er givet sponsorater, og alverdens støttearrangementer har også spyttet tusindvis af kroner i kassen. Det har virkelig været opløftende at mærke det engagement, lød det fra borgmesteren, der for en gangs skyld ikke selv var med til at føre spaden.
Det klarede bestyrelsen i Stenderup Krogager Invest bestående af Kent Vinbech, Lone Hansen, Flemming Thorstensen, Lona Linding, Jacob Røntved og Kurt Kirkegaard.
Foto: René Lind Gammelmark
Fra venstre: Kent Vinbech, Lone Hansen, Flemming Thorstensen, Lona Linding, Jacob Røntved og Kurt Kirkegaard – Foto: René Lind Gammelmark
Fra venstre: Kent Vinbech, Lone Hansen, Flemming Thorstensen, Lona Linding, Jacob Røntved og Kurt Kirkegaard – Foto: René Lind Gammelmark
Der var kaffe og fastelavnsboller – Foto: René Lind Gammelmark
Kent Vinbech – Foto: René Lind Gammelmark
Foto: René Lind Gammelmark
Foto: René Lind Gammelmark
Kurt Kirkegaard – Foto: René Lind Gammelmark
Borgmester Stephanie Storbank – Foto: René Lind Gammelmark
Borgmester Stephanie Storbank – Foto: René Lind Gammelmark
Foto: René Lind Gammelmark
Foto: René Lind Gammelmark