Af Kai Bayer
Borgergade i 30’erne – 7.del
I anledning af aktuelle butikslukninger i Grindsted midtby samt – formentlig – store, kommende ændringer af bymidtemiljøet omkring Grindsted Midtpunkt, kunne en genudsendelse af en vandring gennem den engang så flotte og driftige bymidte, beskrevet af Knud Eskildsen, være på sin plads.
Om ham kan oplyses her, at han var barn af byen, født 8. september 1924. Han gik på Grindsted Kost- og Realskole, hvorfra han dimitteredes i 1941 med præliminæreksamen. Herefter blev han elev i Varde Bank’s Grindsted afdeling og blev allerede i 1946 som ung, knap 22årig bankassistent tilknyttet Grindsted Handelsskole som timelærer. Fra slutningen af 1950’erne varetog han endvidere regnskabsmæssige opgaver samt andre i fortsættelse af, at han derhjemme havde både skrivemaskine og duplikator. Begge var han fortrolig med fra besættelsestiden, da han var blandt dem, der fremstillede lokale illegale blade. Som fuldmægtig i Varde Bank blev Knud Eskildsen endelig pr. 1. august 1964 fastansat på handelsskolen som handelslærer, fulgt op af de obligatoriske handelsfaglærereksamener.
Ovennævnte kommentarer er skrevet af forhenværende Handelsskoleforstander Ruben Karstoft i oktober 1994. Ruben Karstoft døde den 25. januar 2022.
I nummer 38 finder vi først en lille butik inklusive skomagerværksted, hvor Magnus Kristensen dengang drev forretning.
Butikken udgjorde en udsøgt varmestue for alle slags folk inkl. børn som fik mangen en god snak med skomagermesteren og hans skiftende svende. I betragtning af, at han var invalid så længe det kunne huskes, må det siges, at han har klaret tilværelsen ualmindelig godt og har bevaret sit gode humør på trods af – det tør siges – men ikke nævnes her – svære private forhold.
Ellers var nr. 38, som nu huser Aktivbanken beboet af familie P. Madsen – regulær grimeskrædder og stolepolstrer. Når man kom ind i butikken ringede klokken, og så var det om at få råbt ”det’ bar mig” Det var signal om, at det ikke var tale om kunder. Ellers sås i huset fru Maren – en solid mor til Johan (far til læge Mogens Frost). Anna, Aage, Svend – som nu leder forretningen i Vestergade – Gunnar, Esther og Inger – jo der var fuldt hus. Mange munde at mætte og ikke meget at putte i dem, men vinden bar med og heldigvis fik P. Madsen selv lov til at opleve den opblomstring forretningen senere kom ind i, og den bærer jo stadigvæk hans navn!
Efter en smøge kom man til ”Motor Anders’” hus nr. 36
‘Han og hans kone drev – tro det eller ej – en forretning med småtrikotage og synåle etc. Navnet må han have fået som ung, for han nok har været pioner på motorcykler, men det fortoner sig i det usikre. Faktum er, at han aldrig hed andet end Motor Anders. På første sal boede overportør Munk (Jensen) med kone og sønnen Aage. Disse jernbanefolk var dyrefans og holdt bl.a. duer men også katte, dog ikke Munk Jensen!
I nummer 14 boede den sagnagtige ”hundeklipper”. En barber, som nok har haft en omsætning på ca. 5 kr. om dagen, hvis jeg gætter rigtigt. Hans navn var Andersen og hans kontrafej burde afgjort findes i byens arkiv, hvad det nu nok ikke gør. Han var høj, bred men en tynd mand med en stor krum næse, hvorimod hans kone var en lille væver tyk fremtoning,
Ottende del af historien kommer tirsdag den 4. marts 2024 her på Netavisen Grindsted.