Den 31. oktober 2022 åbner ni produktionsvirksomheder i Grindsted og Billund dørene for 337 studerende og undervisere fra hele landet, når Billund KarriereTour TECH gennemføres for ottende
gang. Her kan de studerende snuse til en fremtidig karrierevej og se teorien folde sig ud i praksis.
Billund kommunes største tech-virksomheder åbner dørene, og inviterer de studerende indenfor til en snak om støbeforme, stansemaskiner og 3D scanning. De unge mennesker kommer til at opleve
en verden af robotter, recirkulering og råvarer og får muligheden for at se, hvad deres uddannelse kan føre til.
I år har arrangementet fået støtte fra Billund Kommune og Ole Kirk’s Fond med det formål at give Billund KarriereTour et ekstra løft. Det har blandt andet givet mulighed for at binde en sløjfe på
dagen med et fællesarrangement i LEGO House, hvor de studerende kan møde både værtsvirksomheder og andre af kommunens produktionsvirksomheder ved stande og tale om praktikmuligheder,
jobåbninger og mulige projektsamarbejder, samt høre foredrag med tv-vært og tech-entusiast Nikolaj Sonne.
Nikolaj Sonne – Pressefoto
Det er Billund Erhverv, der sammen med værtsvirksomhederne, står for planlægning og koordinering af Billund KarriereTour, hvor de studerende kommer på rundvisning hos nogle af de bedste i
branchen inden for deres felt. Målet med Billund KarriereTour er at vise de studerende mulighederne for en karriere i området og derved tiltrække arbejdskraft til både produktions- og turismeindustrien.
At skabe et samarbejde mellem det lokale erhvervsliv og uddannelsesinstitutionerne står højt på Billund Erhvervs dagsorden, da det har store fordele for hele området på både kort og lang sigt.
“Koblingen af studerende fra hele landet og vores virksomheder er vigtig, når de unge skal se potentialerne i vores område. Det handler om at få de unge til at se karrieremulighederne i Billund
kommune,” siger Marie Skov Lillelund, direktør for Billund Erhverv.
Også hos Billund Kommune ser man vigtigheden af at tiltrække de unge fra uddannelsesinstitutionerne. Borgmester Stephanie Storbank udtaler: “Virksomhedernes engagement og de studerendes
interesse for dagen vidner om et stort potentiale for, at studerende fra hele landet kan finde relevante og spændende jobs i kommunen og også se potentialet i at flytte hertil. Det handler både om
arbejdskraft, erhvervsudvikling og bosætning”.
Stod med fire praktikpladser på hånden efter besøg
Der er rift om de unge menneskers arbejdskraft, og besøget hos en virksomhed, kan føre enten praktikaftale, job eller projektsamarbejde med sig for de studerende, hvis de viser engagement og
initiativ på dagen. En af deltagerne på en tidligere Tech Tour er Mustafa Saad Ahmoudi, som i dag arbejder hos Stansomatic i Billund. Han fik sit nuværende job efter en praktik hos virksomheden:
”I forlængelse af min uddannelse som produktionsteknolog, skulle jeg søge praktikplads. På det tidspunkt skulle vi på Tech Tour med skolen for at besøge produktionsvirksomheder i Billund. Jeg var
lidt usikker på, om det var noget jeg skulle bruge min tid på, da jeg havde tre semesterprojekter der også skulle laves. Men jeg gjorde det alligevel i håb om at få en praktikaftale i hus. Jeg syntes, det var
en god og spændende tur. Det var godt planlagt og man fik stor indsigt i de forskellige virksomheder. Man får et rigtigt godt billede af, hvordan en produktionsvirksomhed fungerer helt ned i detaljer. Da
dagen var omme, havde jeg fået tilbudt fire praktikpladser.”
Og Mustafa var ikke i tvivl om, hvor og hvad praktikken skulle bruges til: ”Jeg valgte Stansomatic, da jeg syntes, at firmaet lød spændende, og jeg fik mulighed for at arbejde selvstændigt med at finde
en innovativ løsning til implementering af et nyt transportsystem, der håndterer emner samt stanseaffald fra stansekabinen. Stansomatic var glad for løsningen og valgte at investere et større økonomisk
beløb på fremstillingen af dette system. Da mit praktikforløb samt eksamen var overstået, blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at være en fast del af Stansomatic. Stolt tog jeg imod tilbuddet
og blev fastansat hos Stansomatic. I dag sidder jeg i PTA-afdelingen som Production Engineer og er projektansvarlig i flere afdelinger. Jeg arbejder med mange forskellige spændende opgaver inden for
udvikling og optimering af produktion, LEAN, konstruktion samt kvalitet.”
Værter igen i år
Stansomatic åbner igen i år dørene for de studerende, og de er et populært valg blandt ønskerne fra uddannelsesinstitutionerne. Marketingkoordinator Dorte Kjeldsen udtaler: ”Stansomatic var en
af initiativtagerne til Tech Tour (nu Billund KarriereTour TECH) tilbage i 2015 og er stadig med, fordi vi gerne vil gøre opmærksom på os selv som arbejdsplads for de studerende. Det kan godt være de
ikke får job hos os, men måske ender de et andet sted, hvor de får brug for vores kompetencer. Så på den måde er de også potentielle kunder i fremtiden. For os er Billund KarriereTour TECH også
en slags anderledes messe, hvor vi giver de studerende mulighed for at se hverdagen i en produktionsvirksomhed, så de kan opleve og mærke, hvad det vil sige at arbejde hos Stansomatic. Jeg tror
på, at det er vigtigt, at de studerende får mulighed for at opleve, hvordan jobbet, som de er ved at uddanne sig til, er i virkeligheden.”
Bosætningsperspektivet fylder også hos virksomhederne, som vil kunne drage fordel af en synergieffekt, ved at tiltrække arbejdskraft til kommunen: ”Vi har generelt haft god dialog og gode tilbagemeldinger
fra de studerende gennem alle årene og vi håber, at det nye og forbedrede Billund KarriereTour TECH kan bringe flere dygtige medarbejdere til Billund, og vi glæder os til, at vi igen kan give dem et indblik i mulighederne ved Stansomatic som arbejdsplads,” slutter Dorte Kjeldsen.
Deltagerne skal hver især besøge tre af de ni virksomheder på dagen inden fællesafslutningen i LEGO House. De ni værtsvirksomheder er Anmasi, Billund Aquaculture, C.K. Produktion, Davinci 3D,
HN Group, IFF, LEGO, Stansomatic og Zebicon.
Fakta om Billund KarriereTour
• Den første Tech Tour blev afholdt i 2015 og var arrangeret i et samarbejde mellem 4 lokale virksomheder.
• Arrangementet skiftede senere navn til Billund Studiedag Tech og koordineringen overgik til Billund Erhverv.
• Tiltrækker årligt ca. 300 studerende på tekniske uddannelser.
• Den 21. september blev Billund KarriereTour TURISME afholdt for første gang. Pladserne blev hurtigt revet væk og de 230 deltagere var på besøg hos Lalandia, LEGOLAND, LEGO House og WOW PARK inden fælles afslutning i LEGO House skriver Billund Erhverv i en pressemeddelelse.
Se også billundkarrieretour.dk.