Det danske rockband De Frigjorte tager til næste år ud på deres første tour i deres eget navn. I sommeren 2022 blev bandet valgt af TAK ROCK til at optræde på Smukfests LiveCamp og Karrierekanonen har tidligere været ude for at anbefale bandet.
I starten af 2022 udgav De Frigjorte deres andet album der havde titlen “I Dagens Anledning”. GAFFA’s Troels Frøkjær gav i den anledning 3 stjerner og skrev blandt andet “Inspirationen er meget tydelig – man tænker straks på Magtens Korridorers gennembrudsalbum Friværdi fra 2005, som i dag står som et lille dansk mesterværk. På pladens første nummer “Uha Ulla!” bliver man da også helt glad i låget over den spøjse sang med den fine og velfungerende hookline og en tekst, der fremstår flabet og forholdsvist vellykket. Meget på linje med sangene på førnævnte Friværdi”
Til De Frigjortes koncert på Smukfests LiveCamp skrev GAFFA blandt andet: “De er tændte lige fra første sekund og spiller til. Med en herlig selvironi ved de godt, at det er gammeldags, det, de spiller, men de er svære ikke at holde af. Det er rawk, spade og livslede, men det meste kan drikkes væk”.
De Frigjorte har kaldt deres første tour “Jorden Ryster” – det er også titlen på en af de tre nye sange bandet udgiver i slutningen af 2022. På touren besøger bandet følgende steder:
- 4. marts: Walthers Musikcafe i Skanderborg
- 1. april: Scene 7 i Herning
- 15. april: Stengade i København
- 5. og 6. maj: ARM i Aalborg
- 13. maj: Banehuset i Sommersted
Du kan finde billetter og meget mere på bandets hjemmeside
Sommer tour 2023 (flere datoer på vej)
- 27. maj: Hads Herred Rock Festival i Gylling
- 5. august: JelsFest i Jels
Om touren udtaler sanger og guitarist Kurt Sørensen: “Vi er helt vildt glade for at spillestederne tør lave det her med os! Vi er meget ydmyge overfor den tillid de har vist og vi arbejder benhårdt på at lave den bedste koncertoplevelse overhovedet! Folk kan regne med noget ud over det sædvanlige og et super flot og en mega underholdende koncertoplevelse for dem, som i forvejen kan lide vores musik – men jeg vil være så naiv og sige at det bliver et show som de fleste, med rock-hjertet på rette sted, vil syntes godt om!” skriver de i en pressemeddelelse.