Fondskonference 2023 åbnet for tilmelding

PR-Foto

Arrangørerne bag fondskonferencen er nu klar med det endelige program og åbner dermed op for tilmeldingerne til dette års fondskonference den 28. februar i Vejen Idrætscenter.

 

Med et begrænset antal pladser og endnu et spændende program tyder alt på, at Fondskonferencen igen i 2023 vil kunne melde alt udsolgt – så hurtig tilmelding anbefales!

 

– Vi har arbejdet hårdt på at få det endelige program på plads inden for tidsplanen, og det er lykkedes. Det er ikke kun et godt program, det er et rigtigt godt og meget spændende program, som vi er stolte af at kunne præsentere, fortæller arrangørgruppen som består af repræsentanter fra Billund, Vejen, Middelfart, Kolding, Fredericia og Haderslev kommuner.

 

Årets fondskonference sætter fokus på projekter der passer under FNs Verdensmål nummer 11, ”Bæredygtige byer og lokalsamfund” – og der er tale om projektudvikling og fundraising helt nede på jorden.

 

Konferencen, som igen i år afholdes i Vejen Idrætscenter, skydes i gang med et oplæg fra Peter Wissing, fra Wissing Sustain. Han kickstarter konferencen ved at pege på, hvad det er foreningerne, kommunerne samt fondene kan supplere hinanden med for at nå i mål med netop verdensmål nr. 11: ”Bæredygtige byer og lokalsamfund.”

 

Derefter vil deltagerne have mulighed for at deltage i forskellige oplæg og workshops, efter eget valg, og her er mulighederne mange.

 

Ud over en række rådgivningsvirksomheder kommer fondene selvfølgeligt også: Realdania, Underværker, Lokale- og Anlægsfonden, Nordea-fonden, Friluftsrådet, Velliv Foreningen, Kulturstyrelsen/Creative Europe samt Region Syddanmark og Interreg6A har valgt at bakke op om konferencen og fortæller om deres arbejde med FN’s Verdensmål nr. 11 og hvilke støttemuligheder der er til udvikling af bæredygtige lokalsamfund.

 

Derudover er det muligt at hente inspiration til egne nye projekter ved en række forskellige oplæg, både fra fonde, projektholdere og rådgivere, ligesom man kan blive klogere på Crowdfunding og hvordan man via sit netværk kan rejse midler til et givent projekt.

 

– Vi håber programmet bliver taget lige så godt imod som ved Fondskonferencen i 2020, hvor vi måtte melde alt udsolgt i løbet af meget kort tid. Ved evalueringen af sidste fondskonference oplevede vi en stor efterspørgsel på inspirationscases, hvilket vi med dette års program har forsøgt at imødekomme, fortæller arrangørgruppen i en pressemeddelelse.