Af Carsten Sander Christensen
I løbet af foråret 1945 sendte Tyskland på en befaling fra Adolf Hitler omkring 250.000 flygtninge til Danmark. Følelserne sad uden på tøjet hos danskerne i sommeren samme år. Fittinglejren var fra april 1945 til juli 1946 flygtningelejr og en af de bedste i Danmark. Lejrchefen Paul Lund og den tyske tillidsmand Rolf Blume skabte en human lejr for de tyske flygtninge.
Tyske flygtninge
I februar 1945, i en af krigens sidste og helt afgørende måneder, meddelte Berlin til København, at tyskerne, på direkte befaling fra føreren Adolf Hitler, agtede at sende sårede soldater og civile flygtninge til Danmark. Fra slutningen af april og i starten af maj strømmede sårede og flygtninge – omkring 250.000 – til især Jylland. På banegården i Grindsted kørte de tyske tog ind på perronen fra Nordtyskland. Herefter hoppede lokomotivføreren ud og koblede vognene fra og kørte videre nordpå. Også i år 2018 står der et minde om den ankomst i de sidste krigsdage. På Grindsted Kirkegård står der en mindesten tæt ved kirkegårdsdiget, som vidner de flygtninge der døde den lille uge de var i Grindsted.
Grindsteds borgere havde trods krigens genvordigheder dog overskud nok til at give flygtningene mad og drikke samt sovemuligheder i f.eks. byens kino/teater i Nørregade. Men indkvarteringen af de tyske flygtninge blev i længden et problem for kommunerne i det syd- og sønderjyske og staten indrettede flere flygtningelejre. Her i området var det Vingstedlejren, Oksbøllejren og Fittinglejren. I løbet af kort tid blev alle flygtningene i Grindsted området interneret i disse lejre, og Oksbøllejren var på et tidspunkt Danmarks sjettestørste by med mere end 36.000 flygtninge.
Følelser og stemninger
Hvad var danskernes opfattelse så af de tyske flygtninge? Bølgerne gik højt. Især i de kommunistiske organer som Land og Folk og modstandsbladet Frit Danmark blev flygtningene kaldt parasitter og det der var værre. Ligeledes i det politiske lidt mere moderate modstandsblad Information gik bølgerne også højt. Skældsord i læserbreve, lederartikler og debatindlæg var en hverdagsbegivenhed i sommeren 1945. Årsagen var jo, at det var i disse kredse, at folk var blevet sendt til forskellige Kz-lejre i Tyskland og adskillige havde mistet livet dernede. Dog have næstekærligheden for uskyldige flygtninge ikke gode kår hverken der eller i modstandsbevægelsens kredse. Man kan konkludere at dele af Danmarks befolkning havde høj feber og handlede i vildelse den sommer. Det var nemlig accepteret i størstedelen af den danske befolkning, at man skulle hjælpe flygtningene, men at de skulle sendes tilbage til Tyskland inden for en meget kort årrække. Som en af de eneste kendte personer gik revyforfatter og samfundsrevser Poul Henningsen (PH) imod strømmen og kritiserede såvel de gnavne danskere som de danske myndigheder for ikke at magte opgaven. Det var især i et opgør med den socialdemokratiske chef for den danske flygtningeadministration (1945-52), Johannes Kjærbøl, at bølgerne gik højt. PH blev i 1948 idømt 14 dages hæfte for ubeføjede udtalelser og påstande.
Fitting Flygtningelejr
Allerede inden den 5. maj 1945 boede der flygtninge i Fittinglejren. Efter de tyske militære tropper helt havde forladt lejren, overtog politiet bevogtningen af området. Tre overbetjente fra Kolding samt adskillige CB’ere (Civilbetjente) forestod bevogtningen af arealet. Dagligt inspicerede betjentene i deres guldtressede mørkeblå uniformer de forskellige vagtposter omkring lejren uden for pigtrådshegnet.
Umiddelbart efter kapitulationen den 5. maj blev al omgang eller fraternisering med de tyske flygtninge gjort forbudt. Dette mærkede nabobørnene til Fittinglejren også i disse forårsmåneder i 1945. Al samkvem med beboerne i lejren ophørte og det blev for beboerne og ikke mindst børnene i området nogle mennesker der levede bag pigtråden, der omgav lejren. Opholdet i starten var heller ikke opmuntrende. Danmark var ikke den velfærdsstat, der er i dag, og krigen havde været hård ved landet. Flygtningenes rationer af mad og andre fornødenheder var skåret ned på et minimum, lægehjælp var i nogle tilfælde et ukendt begreb og ellers skulle de lokale læger efterse dem. Medlidenhed skulle de heller ikke regne med fra lokalbefolkningen. Men som tiden gik blev forholdene anderledes. Det gjaldt især Fitting Flygtningelejr, der var en af de bedre lejre i Danmark.
Lejrens chef Paul Lund, der kom i begyndelsen af 1946, og var blevet ansat af Statens Civile Luftværn i Kolding, havde en særdeles god indflydelse på den måde lejren blev administreret på. Overbetjentene blev respekteret, men var vellidte såvel blandt personalet som blandt flygtningene i lejren. Flere flygtninge gav senere udtryk for at hans måde at indgyde dem tro og håb på en fremtid var meget gavnlig for mange af dem, da de kom hjem. Paul Lund skrev desuden en lille bog om tiden i flygtningelejren: ”Bag flygtningelejrenes pigtraad”, hvor han, som en af de eneste i Danmark, beskrev forholdene i flere lejre i området.
Allerede fra begyndelsen af sin embedsperiode begyndte Paul Lund at forbedre forholdene for de tyske flygtninge. Han indførte at beboerne indgik i forskelligartede forvaltningsområder så som sundhedstjenesten, forplejningstjenesten, kulturel service, forskellige former for værkstæder til forskellige håndværk og børnehave. Et problem i lejren var dog skoleundervisningen. Det var dog ikke mangel på lærerkræfter, der var problemet. I Fittinglejren var der såvel en professor som lektorer, der kunne undervise. Problemet var at få børnene til at sidde stille og modtage undervisningen. Der gik en rum tid før man fik problemet løst.
I månederne efter krigens ophør, opholdt der sig i gennemsnit mellem 800 og 1.000 mennesker i lejren. Heraf langt flest kvinder og børn. De var i alderen fra 0 til 80 år. De fleste steg af toget på Fitting Station og gik via Fitting Stationsvej over markerne til lejren i lange kolonner. Da det især var landmandsfamilier fra det tidligere Østpreussen nær Königsberg, blev markerne og kvægets tilstand i Fitting området heftig diskuteret blandt flygtningene og de kom til det resultat, at markerne var veldrevne og kvæget i god stand. Der opholdt sig i det hele taget flest kvinder og børn i lejren i perioden april 1945 til juli 1946. Flygtningelejren fungerede i hele denne periode primært som en gennemgangslejr, idet flygtningene efter en kortere eller længere periode blev sendt tilbage til Tyskland.
Rolf Blume
Beboerne i lejren måtte ikke forlade området. Men der blev dog slækket på dette forbud, da der fra tid til anden blev arrangeret udflugter til små skovsøer i området omkring Fitting og Vorbasse. Her spillede Rolf Blume og hans gode forhold til lejrchef Paul Lund en vigtig rolle. Rolf Blume fra Königsberg var den første og eneste tillidsmand for beboerne i lejren. Han var tillidsmand fra 12. februar 1946 til juli samme år, hvor flygtningelejren ophørte med at eksistere. Han kom fra Tyskland via en flygtningelejr på Lolland til Fittinglejren. I årene 1945 og 1946 skrev Rolf Blume dagbog i lejren. Hans beretning er en af de eneste i Danmark, der fortælles af en tysk flygtning om livet i efterkrigstidens Fittinglejr. Rolf Blume bosatte sig efter krigen i Saarbrücken i det sydvestlige Tyskland. Den 22. december 1951 blev der i Saarbrückener Zeitung bragt en del af hans beretning. Her beskriver han såvel de gode som de besværlige aspekter af livet som tysk flygtning i Danmark. Men han er overvejende positiv og har især respekt for overbetjentenes opretholdelse af justits i Fittinglejren. Men også meget følelsesladede oplevelser, som når flygtningene sang Lied auf Ostpreussen eller Land der dunklen Wälder, når alle længtes hjem.
Hilde Best (Werner Bests kone) og deres fem børn var på et tidspunkt internerede i Fitting Lejren – Kilde: Billund Kommunes Museer
Flygtningelejrens ophør
Der blev udstedt legitimationskort til lejrens beboere, ligesom der blev oprettet valgkort til valget af den ovennævnte tillidsmand. Det krævede omkring 75 personers medvirken, hvis lejren skulle fungere optimalt. Blandt flygtningene kaldtes lejren Havebyen Fitting, fordi der var udlagt et større areal til køkkenhave. Den 10.-11. juni kom så ordren fra København om, at beboerne hurtigst muligt skulle flyttes til en flygtningelejr i det østlige Aalborg ved den gamle flyveplads i Rørdal. Dette skabte naturligvis usikkerhed blandt flygtningene i Fittinglejren for lejren i Aalborg havde langtfra samme gode ry som Fitting. I løbet af få dage blev lejren i Fitting rømmet og dele af lejrledelsen blev overflyttet til Vingstedlejren.
I den førnævnte bog, som den tidligere lejrchef Paul Lund skrev, var der metre end tyve sider med takkehilsener som forskellige flygtninge havde skrevet som tak for lejrchefens menneskelige behandling af dem. Flere af flygtningene har senere udtalt, at det Paul Lund indgød dem, fulgte dem resten af deres tilværelse. Først i 1947 tillod englænderne, at de tyske flygtninge kunne vende tilbage til deres hjemland.
