Kai’s Corner: Aage Knudsens erindringer fra Grindsted Station – 1. del

Kai's Corner

Den 9. juli 2018

Aage Knudsens erindringer fra tiden, hvor han arbejdede på stationen i Grindsted-  Af Aage Knudsen, Grindsted – Genfortalt af Kai Bayer, Grindsted.

I tiden i 1960’erne, hvor Aage Knudsen var beskæftiget hos DSB i Grindsted, var det en meget aktiv og pulserende arbejdsplads. Der skete noget dengang. Om vinteren skulle der fyres i de gamle kakkelovne, 1 i rejsegodslokalet, 1 i kontoret, 1 i stationsforstanderens kontor, 2 i ventesalene og 1 i portørværelset, men den skulle de selv fyre op i. Så det var 5 stykker, som den der havde vagt i rejsegodset skulle passe. Vi fyrede op med en blanding af koks og itusavede, kasserede jernbanesveller.

 

Rejsegods

Den, der havde vagt i rejsegodset, stod for banepakker, ekspresbanepakker, ilgods og ekspresgods samt rejsegods. Fragtbrevene på il- og ekspresgods blev ekspederet inde på kontoret, resten stod vi for. Taksterne kan jeg ikke huske. Men en banepakke på 1-5 kg kostede 2,25 kr. og så blev den frit udbragt over hele landet, dog undtagen i landdistrikterne. Dem, der boede der, skulle selv afhente pakken på stationen.

 

Ikke brevpost

Brevpost angik jo ikke os, det var postvæsenets sag. Dem måtte vi ikke gå i bedene. Men jeg kan huske, at det skete, at sygehuset kom med prøver, der helst skulle hurtigt frem. Var der ikke flere togafgange den aften, så var det heldigt, at der skulle komme et særtog (brunkulstog) senere på aftenen. Så blev der bundet en snor om kuverten, så var det en ”pakke” og togføreren fik den med i lommen, så han personligt kunne aflevere den på Bramminge station, så den kunne komme videre og så var det problem klaret!

 

Materiel

Vi havde en benzindrevet perronkarre at køre rundt med. Trækkraften var en Ford A motor, så den kunne nok bestille noget. Så var der nok en 4-5 stykker 4-hjulede ladvogne med træhjul, som vi kunne spænde bagefter karren. Endvidere havde vi en 2-3 stykker 4 hjulede ladvogne med gummihjul (bilhjul), og de havde en løfteanordning bagtil, så vi kunne bruge dem til containertransport. Slagteriet ”Midtjylland” brugte meget containerne til transport af deres varer. Men  de blev også brugt en del af andre, f.eks. isenkræmmere til deres skrøbelige ting.

 

Travl tid

Det var en dejlig, men til tider meget travl tid.  Det foregik meget ”stødvist” med godset og ekspeditionerne kom tit i sidste øjeblik før togtiderne, og det skulle jo gerne med med det samme. Men til andre tider kunne det for andre godt se ud til, at vi ingenting havde at bestille. Det var med at ”rubbe” neglene, når det var påkrævet og så være kundevenlig, for vi var jo en slags service for både publikum og de rejsende.

 

Massevis af banepakker

Vi modtog og afsendte i massevis af især banepakker og ilgods. Dengang gik de både til togene til DSB, Vardebanen samt Troldhede-Kolding  banen. Der var en del forsendelser fra og til mekanikere. De største afsendere var Ford, GM, Volvo, Fiat og Nielsen og Aarestrup. Byens forretningsdrivende, Grindstedværket, Alfa Pedersen (kaffe), slagteriet, ægpakkeriet, smede, Winther og Heide, samt utallige andre.

 

Morgentogene

Meget af godset kom til os med morgentogene og det afgående herfra. Der havde vi det meste til afgang sydpå med 17-toget, som havde nummer 518, og det afgående herfra nordpå ved 23 tiden med toget som havde nummer 523. Og til disse tog havde vi sommetider så meget gods, at alle vore ladvogne var læssede og oprangerede til indlæsning, når togene kom, så der sket noget dengang.

Slagteriet leverede også en del i dritler, både store og små trædritler, og jeg kan huske engang, at ved indlæsningen om aftenen med de store dritler væltede der en ned på perronen for Erling, og indholdet viste sig at være grisemaver, så der blev lidt rengøring bagefter!

 

Samlingssted

Et stort problem for os var, at stationen var ligesom et slags samlingssted for mange, som sad og ”hang” i ventesalene, og de lavede en del griseri med affald osv. Så det var vanskeligt at få det til at se ordentligt og pænt ud, selv om vi prøvede på det så godt, som vi kunne.

Vi så mange forskellige mennesker. En af landevejens folk kom engang imellem, og han var fænomenal til at tegne ansigtsportrætter, men han var en skikkelig person, og gjorde ingen fortræd. Det sket også enkelte gange, at vi havde ”Danmarks Christian”, som skulle med Troldhedetoget til ”Lyng” i Stakroge, men en aften var han så fuld, at togpersonalet nægtede at have ham med, så jeg regner med, at vi ringede til politiet for at få dem til at hente ham. Det skete også en aften jeg havde vagt, at der var en mand inde i det lille venteværelse, som gik amok, og så var vi to mand, som tog fat i hver sin arm på ham og holdt ham indtil politiet kom og tog sig af ham.

 

Oplevede lidt af hvert

Så vi oplevede lidt af hvert både morsomt og mindre morsomt. En gang en sommeraften kom der 2 unge piger fra København, som var på ferie. De skulle besøge deres familie her i Grindsted – jeg har glemt, hvad familien hed. Da de kom ud til dem, var de ikke hjemme, og de fortalte os om deres dilemma, og jeg mener ikke, at de havde penge nok til en overnatning på et hotel, så der stod de. B. Jacobsen var fungerende vagt på kontoret, og vi diskuterede det.

Så fik vi det arrangeret, at når Kolding-toget kom hertil ved midnatstid med skinnebus med bivogn bagefter, og han skulle overnatte her, og så køre til Kolding om morgenen dagen efter. Så da jeg havde fået ham rangeret ud i remisen, og bivognen var rangeret ind på et sidespor på terrænet, så fik pigerne lov til at overnatte i bivognen, men de skulle blot være ude igen klokken 6 om morgenen, for da skulle den afsted igen.

 

Bemanding på stationen

Om morgenen ca. kl. 6 mødte fungerende assistent på kontoret, og samtidig mødte den, der havde rejsegodset, og så omkring klokkken 8 mødte stationsforstanderen og den kvindelige kontorassistent, som stod for billetsalg og andet forefaldende arbejde. Om morgenen mødte også en hjælper, hvis arbejde var at køre rundt til togene og andet forefaldende arbejde.  Hvornår portørerne (rangerpersonalet) mødte , var til skiftende arbejdstider. Mest 2 holdsskift. På pakhuset (fragtgods), som lå helt for sig selv , var der 2 mand beskæftiget. Et ømt punkt var der dog. Der var flere ansatte, som ikke så godt kunne lade øllerne stå. Og selv om stationsforstanderen var meget imod det, havde han ikke styrke nok til at sætte hårdt ind mod det, desværre.

 

Rangering

Der var meget rangering på Grindsted station. Der skulle rangeres ved pakhuset, på Grindstedværket, ved de 2 slagterier, kartoffelcentralen, samt en anden privat krtoffelcentral, på ladesporet samt sommetider vogne med træ og tømmer til Vinding-Dalgas, da der også gik direkte spor ned til hans tømmerhandel. Der kom også læssede vogne til engros firmaet T.C.O. som lå ude i kvarteret ved Nymarksvej, men det var Vardebanens arbejde at rangere dem derud. På ladesporet blev der også somme tider læsset eller aflæsset en del vogne med f.eks. juletræer, kartofler, tømmer til Præstegaards Tømmerhandel samt andre.

Aage Knudsen.

 

Læs mere næste tirsdag i anden og sidste afsnit af historien.

Kai Bayer foran vandpumpen ved stationen i Grindsted – Foto: René Lind Gammelmark

outletmesse2024