Af Louis Bülow – her kan du læse endnu en ny artikel
Tirsdag den 3. oktober 1972 – dagen efter EF-afstemningen – skulle blive en af de dage i Danmarks historie, hvor tiden nærmest gik i stå, frosset fast i erindringen. Dén tirsdag ryddede budskabet om statsminister Jens Otto Krags beslutning om at stå af ræset og gå af som landets statsminister alle avisforsider og nyhedsflader.
Anker Jørgensen ved Krags gravsted i 1978 – Kilde Arbejdermuseet
Kun få dage før han lagde politikerrollen bag sig, havde Krag betroet sin dagbog:” Jeg længes efter enden på det lange ræs.”
Som den hidtil yngste minister nogensinde overtog Krag i 1947 som 33-årig Handelsministeriet i Hans Hedtofts regering. I flere årtier virkede han som en velklædt og tilknappet fagminister, inden han i 1962 overtog posten som landets statsminister.
Bag Krags lidenskabsløse og slipsebundne facade finder vi noget så sjældent som en toppolitiker, der aldrig søgte magten og netop derfor blev så magtfuld. En musisk boheme, en romantiker og livsnyder med store kunstneriske ambitioner.
Efter tre årtier i front på den politiske scene drømte han om frihed til at være sig selv og byde livet op til dans i ord og malerier uden at være tvangsindlagt til Christiansborgs talende jakkesæt med fersk artighed, lunken portvin og kedelig missionshustale.
Magtens korridorer
I magtens korridorer førte han som en suveræn taktisk begavelse politisk skakspil, altid med vel beregnede træk og et usvigeligt sikkert instinkt. Hans sidste handling med at gøre den upåagtede Anker Jørgensen til sin efterfølger som statsminister turde siges at være en politisk genistreg.
Med taktisk snilde og en formidabel handlekraft – tilsat tilpas brutalitet – fik han på rekordtid elimineret de mest oplagte kandidater til jobbet.
Jens Otto Krag noterede i januar 1972 i sin Dagbog Ved Et Årsskifte : “Lørdag aften nytårsfest hos LO. God stemning. Fortalte Anker Jørgensen lidt om mine tanker for fremtiden.”
Selv fortalte Anker Jørgensen i sine erindringer, at Krag ved Ankers 50-års fødselsdag den 13. juli 1972 holdt en tale, hvor han fremhævede, at “årene mellem 50 og 60 er de bedste i et menneskes liv. Man har stadig den ungdommelige kraft, men forener den med erfaringen.”
Krag tilføjede en sætning, som Anker tog til sig som en henkastet venlighed. Men andre bed mere mærke i ordene: “Arbejderbevægelsen knytter store forventninger til din person, Anker.”
Først et år efter sin afgang løftede Krag sløret i Politiken:
” Jeg har iagttaget ham i Folketinget og dets udvalg gennem mange år, og hans rolige, saglige, urokkelige optræden under folkeafstemningskampagnen, med et flertal i sit eget forbund imod sig, slog hovedet på sømmet i min bevidsthed. Her var manden, der evnede at løfte opgaven.”
Krag havde allerede længe haft et godt øje til Anker Jørgensen som sin afløser, men inden han traf den endelige beslutning, lod han måske tankerne søge tilbage til ankomsthallen i Aarhus Lufthavn engang i begyndelsen af 1970’erne.
Her var han tilfældigt var faldet i snak med Anker Jørgensen, der dengang var et menigt medlem af Folketinget og formand for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund, dét der siden blev til SID.
Pludseligt trængte en overrislet fulderik ind på de to politikere og begyndte højlydt at slippe sin indestængte vrede og frustration løs. Han lagde op til kort proces og pøbeljustits, da han truende overdængede Krag med hån og skældsord.
Kjeld Olesen fortalte
Alex Frank Larsen har i Anker – Et liv med fejder ladet tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen fortælle om den voldsomme episode: ”Det var ret ubehageligt, sagde Krag til mig. Men så stiller Anker sig lige pludseligt ind foran Krag, ser på manden og siger: Sig mig, vil du slås? Fulderikken blev lamslået og faldt straks ned …”
Med et fast håndtryk og jord under neglene var arbejdsmændenes formand nok karrig med store ord og armbevægelser – men ikke fedtet med sjældent fine menneskelige kvaliteter. På hat med de store og på bajer med bumsen færdedes Anker lige hjemmevant på de bonede gulve til nytårskur, taffel og gallamiddag på Amalienborg som til hyggesnak hos Maren i kæret.
Historien fra lufthavnen illustrerer ganske godt Anker Jørgensens mod og kompromisløse sans for retfærdighed, som Krag satte højt. Anker veg aldrig tilbage fra at kalde en skovl for en skovl og pakkede aldrig sin mening ind i diplomatiske vendinger.
Tog med toget
Som dengang Anker – nu som landets førstemand – efter en velfortjent feriedag i sommerhuset i Hundested tog lokaltoget mod hovedstaden. Da toget rullede ind og standsede ved perronen på hovedbanegården, skulle Anker videre med S-toget.
Her havnede han midt i en flok berusede bøller, der masede sig frem. En ung medpassager forsøgte at få dem til at gøre plads til dè rejsende, der skulle ud, men blev overfaldet med slag og spark.
Da gik Anker – uden at tøve et sekund – imellem og lagde hånden på brystet af den ene voldsmand for at holde ham tilbage: ”Er du rigtig klog. Har I tænkt jer at slås her? Manden skulle jo bare ud. Det er helt skørt.”
Den ene af bøllerne udbrød: ”Hva’ fa’en, det er jo Anker”, og det fik dem tilsyneladende til at falde lidt til ro, og de satte sig ind i S-toget. Med Ankers ord: ”Jeg satte mig ind ved dem i bare et minut. Alle folk i kupeen så på os. Så sagde jeg, at det kunne de ikke være bekendt … De svarede ikke igen.”
