Af Carsten Sander Christensen
Når man en augustdag kører rundt i landskabet, falder den rød-violet farvede lyngplante en i øjet. Den lidt støvede farve ligger i større områder her på egnen fra juli til september. På Randbølhede kommer planten virkelig til sin ret. Det er hedelyngen man ser. Oprindeligt en dvægbusk der kan blive op til 50 cm i højden, men normalt kun 15-20 cm. Lyngen er er morr- og aldannende, hvilket gør at andre planter aldrig finder fodfæste i hedelandskabet. Næringsfattig jord er dens hjemsted og det er netop hedejorden her på egnen. Morbund og i højmoser blomstrer den tit. Udover hedelyng findes der her i området klokkelyng og rosmarinlyng. Vil man se de to sidstnævnte arter støder man på dem i Grene Sande i Gyttegård Plantage
Både bankopsparing og overlevelsesværktøj
Lyng var såvel engbondens som hedebondens bankopsparing og overlevelsesværktøj. Ud over fodring af får om sommeren, brugte man lyng i flere sammenhænge. Om vinteren var det foder til dyrene (kvæg og får). Hele året blev det brugt til brændsel i kakkelovne og det blev brugt ved opførelse af enggårde og hedegårde. Lyng var også det foretrukne brændsel i gårdenes bageovne. Det såkaldte lyngtørv er desuden blevet brugt til at bygge gravhøje af i bronzealderen og til at bygge stald/udhus af indtil slutningen af 1800 tallet, men man har også brugt lyng til at tække tage med sammen med rughalm. I gennem tiderne er det også blevet brugt som bændsel i fremstillingsprocessen af jydepotter.
Blev brugt til kitning og tætning
Lyngen blev primært brugt til at kitte de lerklinede sten sammen. Lyng blev endvidere til tætning af tage, fremstilling af koste og karskrubber og til brug i gårdens øvrige husholdning. Alle arter af lyng kan bruges som krydderi på kødretter, især bøf, og i te eller varme drikke ved tør hoste. De tørre lyngblomster er svære at tygge, – så derfor er det måske en god idé at forsøge sig i det små, eller si lyngen fra, hvis du bruger den i marinade. – Lyng har også været brugt til at røge kød og fisk. Fårekød brases ved at man gnider det ind i salt og holder en brændende tot lyng under, indtil saltet bliver brunt.
Lyngen var en del af gårdens drift. Pleje af hedelyng indgik i den lokale årlige drift af gården. Afbrænding af hedelyngens områder her på gjorde de nye hedeplanter stærkere og lidt mere næringsrige. Lyng har været brugt som madras i senge, som fyld i puder og til at farve uld med. Man har brugt lyng til ølbrygning siden vikingetiden og under 2. verdenskrig blev blade og blomster som nævnt før solgt som te-erstatning; lyng-te smager udmærket og kan sagtens måle sig med ægte te. Pluk blomster og blade fra lyng lad det tørre og brug det som almindelig te, blomsterne har en sødere og mildere smag end bladene. Lyng te er sveddrivende og godt mod blæresten.
Lyngen i Heksekunster og overtro:
Fra middelalderen frem til nyere tid (år 1500 til 1900) har der været meget overtro med lyng:
– Man pryner for brød, for at undgå forhekselse og for at brødet bliver godt, at pryne betyder at få en visk lyng til at blusse op foran ovnen, lige efter man har sat dejen i ovnen.
– Lyngblomster, der er syltet i sukker og honning kurerer malaria, hvis man spiser dem medens månen er i tiltagende.
– En lyngkvist, som lægges under lagenet kurerer krampe på patienten, der ligger i sengen.
– Kvæg, der græsser på lyngen medens den blomstrer, får blodpis.
– Lyngen skulle altid høstes inden St. Hans dag.
– Hvis lyngen blomstrer Sebaldus’ dag den 18. august, så kommer man til at gå i sne til halsen om vinteren.
– Mange lyngblomster varsler en lang og streng vinter.
– Hvis lyngen blomstrer først i toppen får man en tidlig vinter, blomstrer den først forneden får man en sen vinter (sagde man i Skagen andre steder i Jylland var det lige omvendt)
– Hvor lyngen har hvide blomster: ligger liget/offeret fra en forbrydelse, har et uskyldigt barn grædt eller har en hare pisset. Hvis børn tager disse hvide lyng med hjem, smider deres mor straks lyngen i ilden fordi, det er liglyng.
Lyng blev tørret og malet til mel
Under 1. verdenskrig have Danmark en stor produktion af lyng, som blev tørret og malet til mel, som derefter blev tilsat til foder og brød i Danmark og Tyskland. Blandt andet svigt i kornproduktionen var årsag hertil. Fra Vejle i øst til Varde i vest skød nu lyngmelsfabrikker op. Omkring 1916-1917 havde også Grindsted sin helt egen lyngmelsfabrik. Den lå på arealet hvor IFF, det tidligere Grindstedværk ligger i dag. På det tidspunkt var der endnu ret store hedearealer omkring Grindsted. Lyngen blev købt af landmændene, der med hest og vogn bragte lyngen ind til fabrikken, hvor den blev malet til mel. Lyngmelet blev især eksporteret til Tyskland. Under 2. verdenskrig producere man for øvrigt lyngmel tilsat blod eller melasse til fodertilsætning.
Lyngmelsfabrik ved Simmelbrovej
Efter tørring blev lyngen kørt til lyngmelsfabrikken ved den nuværende Simmelbrovej, hvor lyngplantens blomster og blade (brommen) blev fraskilt og findelt, herefter blev den malet i store kværne. Det færdige produkt blev som erstatningsprodukt blandet i rugmel og eksporteret til det krigsførende Tyskland, hvor store dele af befolkningen sultede. Til markedet i Danmark findeltes lyngen, som i form af briketter erstattede groft hø som kreaturfoder. Da 1. verdenskrig sluttede i 1918 var lyngmelsfabrikken allerede under afvikling. Alt i alt havde man kun formået at holde fabrikken i gang i kort tid, hvorefter erhvervseventyret sluttede. Primært fordi efterspørgslen på lyngmel forduftede i solnedgangen ude på heden.
Det lyngmel, som kom til fordeling på fabrikken i Grindsted, er et produkt af blade, blomster og frugt af lyng. Efter foreliggende analyser, foretagne af autoriteter, indeholder det omtrent 55 procent kvælstoffrie ekstraktstoffer. Værdien af stivelse beløber sig til rundt 36 kilogram i 100 kilogram lyngmel. Indholdet af råfibre er ved passende forholdsregler nedsat til 11,1 procent i det færdige foder. Lyngmel er i fin beskaffenhed lig det bedste enghø. Et særligt fortrin ligger i dets diætetiske virkning. Afkog af lyngmel har i de fleste tilfælde vist sig godt mod diarré.
Lyngheden har imidlertid ikke veget pladsen til fordel for opdyrket jord. I slutningen af 1700-tallet blev de første hede- og klitplantager anlagt. I dag er lyngen kun til pynt i naturen og den indikerer, at efteråret er på vej. I 1800-tallet fulgte de private Københavnerplantager anlagt og tusindvis af kilometer af læhegn. I dag er der kun få pletter med lynghede tilbage i Jylland. I dag indikerer lyngen at efteråret er på vej.
