Af Carsten Sander Christensen
I denne uges udgave af Sanders Historiske Hjørne kan du læse om: Nød lærer nøgen kvinde at spinde, rationering og erstatningsvarer
Rationeringsmærker
For små 110 år siden, den 1. marts 1915, indførtes brødrationering såvel i Grindsted og omegn som i resten af Danmark. Og i 1917 blev rationeringerne langt mere omfattende. Det var nu kun muligt at få 2 kg brød pr. Grindsted-borger om ugen. Der blev endvidere indført prisreguleringer, forbud mod hamstring og rationeringer. 1. Verdenskrig rasede allerede i 1915 i det øvrige Europa, Danmark var jo som bekendt neutral.
Her i området var der på den tid kun små 40 km til den dansk-tyske grænse. Grænsestedet lå i Skodborg lidt syd for Vejen. Fra tid til anden red delinger fra de danske grænsegarnisoner der lå i Vejen området igennem byen til den lokale befolknings nysgerrige blikke. I de første krigsår var der kun rationering på udvalgte fødevarer, men derpå blev rationeringen udvidet til at omfatte alle vigtige fødemidler. Rationeringerne varede indtil 1921, selv om krigen endte tre år før.
For at undgå at løbe tør for varer
Formålet med rationeringen af vitale fødevarer var at undgå, at Danmark løb tør for varer. Men vel også at undgå optøjer på grund af en ulige fordeling af fødevarerne. Det var jo gullaschbaronernes æra. Derved skulle rationeringen også sikre, at varerne blev fordelt nogenlunde ligeligt i hele befolkningen. Rationeringsmærkernes fordeling var til en vis grad tilpasset folks behov. Dem som udførte hårdt fysisk arbejde, kunne eventuelt få uddelt flere rationeringsmærker. Især til fødevarer.
På et velfungerende marked vil markedsmekanismen sørge for at prisen og mængden tilpasser sig. Og hvis efterspørgslen efter en vare overstiger udbuddet, vil prisen stige, så der opnås balance mellem udbud og efterspørgsel. Men hvis særlige forhold forhindrer denne pristilpasning må der benyttes en rationeringsmetode til at bestemme varedelingen til den enkelte forbruger. Rationeringen var for øvrigt kun muligt, da de europæiske samfund var tilstrækkeligt opbygget til at kunne administrer et så omfattende kontrolsystem.
Rationeringsmærker blev indført igen
To årtier senere var den gal igen. Den 1. september 1939 invaderede tyskerne Polen. Danmark blev først trukket ind i krigen i april 1940, da tyskerne besatte Danmark og Norge. I september 1939 vedtog såvel folketing som landsting en såkaldt vareforsyningslov. Og allerede i september 1939 blev benzin og kul rationeret også her i Grindsted området og snart fulgte sukker, kaffe og te efter. Og i løbet af krigen forsvandt kaffe jo nærmest helt fra købmandens hylder. Det var jo før diverse supermarkeders tid. Inden udgangen af 1940 var yderligere dagligvarer som brød, gryn, smør, margarine og sæbe ligeledes blevet rationeret.
Rationeringsmærker blev trykt i forskellige farver og her i grøn (Privat foto)
Manglede ind i mellem rationeringsmærker
I besættelsestiden fik alle husholdninger i Grindsted og omegn med jævne mellemrum udleveret et afmålt antal rationeringsmærker. Denne mængde passede mange gange ikke antallet af voksne og børn i familien, og mange husholdninger løb hurtigt tør for mærker. Til tider fik f.eks. enkekoner desuden flere mærker end de kunne bruge. Naboer byttede og gav derfor mærker med hinanden eller man kunne købe rationeringsmærker af enhver art på det sorte marked. Jvf. tjener Boldt i jernbanerestauranten i Korsbæk i Matador, da jeg jo altid kunne sælge mærker fra sin hemmelige skuffe. I København rendte mange børn rundt og solgte i opgangene i den indre by.
Varemangel
Som tiden gik fik folk lært at spare på tingene, men alligevel slog de tildelte varerationer ikke rigtigt til. Og efterhånden forsvandt varerne simpelthen fra hylderne. Fremstillingen af dem var jo afhængig af råstoffer og råvarer i udlandet, og på grund af krigen og krigssituationen i det hele taget kunne varerne slette ikke indskibes i en dansk havn.
Opfindsomheden begyndte at blomstre. Selv om man måtte klare sig bedst som man kunne, så begyndte det det gamle ordsprog nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde at blive til virkelighed. Erstatningsvarer i alle afskygninger begyndte at se dagens lys.
Det kneb med opvarmningen
Værst var det med opvarmningen af de små hjem. Petroleum, kul og koks blev pludselig mangelvarer her på egnen. Vintrene i 1940erne var ekstremt kolde – helt ned til minus tredive grader i 1942. Man ventede med at tænde kakkelovnene i hjemmene til om aftenen. Som lyskilde brugte man karbid, et ikke ufarligt materiale. Ved blanding af vand og karbid opstod der acetylen gasser og karbid fremkaldte adskillige eksplosioner.
Man hamstrede sæbe i starten af 1940erne så man havde lagre. Sæbe blev også en af mangelvarerne og blandinger af diverse materiale med det sparsomme originale sæbe man havde i bunden af skufferne, antog sjove dimensioner. I blanding af ler og sæbe, for at gøre hygiejneartiklen mere drøj blev forholdet efterhånden 50-50 og sæben var så at sige komplet ubrugelig. Men det tog man i stiv arm. Vaskes skulle man jo.
Cyklen
Skulle man rundt i området eller i Danmark måtte man tage tog eller offentlig bus. Privatkørsel var indstillet. Eller også kunne man tage cyklen. Da cyklen kom frem i slutningen af 1800-tallet var dækkene en blanding af jern og træ. Gummihjul var ellers begyndt at vinde indpas o. 1940. Derfor kørte man på træhjul på de stene veje. Eller man spændte tovværk om fælgen. Ømme bagdele var en del af hverdagen.
Richs
Når man så kom hjem fra cykelturen skulle man have en tår kaffe og måske en cigaret. Kaffen var længst udgået som vare, men havde dog stadig noget i reserve i fadeburet. Det blev blandet op med kaffeerstatningerne Rich’s der driks eller Danmark’s der dur. Blå cikorier, der kan vokse i enhver have blev blandet i de sparsomme mængder af kaffe for at få det til at strække i længere tid. Og cigaretten ja den osede voldsomt ved antændelsen. Kirsebærblade var det helt store hit. Ja også i slutningen af 1940erne. Ellers måtte man ty til tobak af hæk. De fynske hække havde det bedste ry.
Måtte erstatte stof
Under krigen ophørte leveringer af bomuld og andre stoffer. Færdigproducerede beklædningsdele fra udlandet forsvandt helt fra tekstilforretningerne. Befolkningen, også her på egnen, måtte begynde at finde andre udveje for at forny garderoben. En stor del af tøjet blev derfor fremstillet af viscoserayon på basis af cellulose. Men også kradsuld vandt indpas. Andre materialer var papir og rødspætteskind. Man fremstillede veste, snor og tæpper af papir, mens rødspætteskind blev brugt til fremstilling af sko, tasker og veste. Man farvede skindene i forskellige farver. Men så begyndte englænderne at smide våben ned til modstandsbevægelsen med silkefaldskærme. Og så ændrede tøjvanerne sig …
