Samarbejdsaftalen med DBU og DBU Jylland skaber fodboldoplevelser i børnehøjde

Der var rift om autograferne efter U16 kvindelandholdet mødte Schweiz i en venskabskamp på Billund Stadion. De mange lokale børn og unge havde forud for kampen deltager i en række fodboldaktiviteter med DBU instruktører - Foto: Billund Kommune

Som en del af samarbejdsaftalen mellem DBU, DBU Jylland og Billund Kommune lagde Billund Stadion i efteråret græs til to ungdomslandskampe.

Forud for kampene deltog lokale skolebørn i en række fodboldaktiviteter med DBU-instruktører og i pausen var der lokalopgør i straffesparkskonkurrence – alt sammen for at sætte fokus på børnefodbolden, bevægelsesglæde og fællesskabet omkring idrætten

Billund Kommune, DBU og DBU Jylland har indgået en ”velfærdsalliance”, der sætter børnefodbolden i fokus med dygtigere, sundere og gladere børn. De første initiativer under velfærdsalliancen er allerede i gang, hvor blandt andet to ungdomslandskampe skabte smil, glæde og fantastisk stemning på Billund Stadion.

”Vi er i Billund Kommune glade for at kunne skabe idrætsoplevelser i børnehøjde samt introducere vores unge for landsholdsspillerne som rollemodeller, der inspirerer til bevægelse og fællesskab. Samarbejdsaftalen understøtter foreningslivets arbejde med fremtidens frivillige, og sikrer tilbud til vores børn og unge, som jeg glæder mig over, at rigtig mange børn, lærere og forældre bakker op om,” siger Simon Nicolajsen Jørgensen, formand for Teknik-, Plan- og Kulturudvalget i Billund Kommune i en pressemeddelelse.

U16-kvindelandsholdet og U16-herrefuturelandsholdet har blandt andet spillet to venskabskampe mod hhv. Schweitz og Belgien. Til hver af kampene var der over 500 tilskuere, hvoraf de ca. 300 var lokale børn, og de skabte en fantastisk stemning på stadion. Derudover var en række lokale børn involveret som ”boldhentere” og indløbsbørn under begge kampe.

 

Fodboldaktiviteter for lokale skole- og børnehavebørn

I timerne forud for kampene summede Billund Stadion af liv, da flere lokale 4.-klasser deltog i en række fodboldaktiviteter med DBU-instruktører. Her kunne de prøve kræfter med en række sjove øvelser, der styrker fællesskabet og glæden ved sporten. Lokale 7.-klasseelever deltog som ”hjælpetrænere” og fik en motiverende snak med DBU-instruktører og talentudviklingschefen for DBU. Desuden var der i pausen i begge kampe arrangeret straffesparkskonkurrence hvor lokale klasser dystede.

Som en del af samarbejdsaftalen har DBU Jylland afviklet fodboldaktiviteter for lokale børnehavebørn. Aktiviteterne var arrangeret i samarbejde med Billund IF, som stillede med en repræsentant. Derudover deltog pædagogerne fra de lokale børnehaver. I alt deltog 100 børn i arrangementet, hvor det primære formål var at introducere børnene for fodbold og give dem en sjov oplevelse med fokus på motorik og leg med bolden som omdrejningspunkt. Desuden har samarbejdet fokus på at skabe brobygning til klubberne.

”I Billund Fodbold er vi rigtig glade og stolte over at kunne få de to U16-landskampe på stadion. Vi har haft et super godt samarbejde med DBU, DBU Jylland og Billund Kommune, hvor vi har haft ca. 200 børnehavebørn og skolebørn igennem et træningsforløb. Det har været rigtig sjovt og lærerigt. Der har været rigtig god opbakning fra skolerne og fantastisk stemning til kampene. I Billund Fodbold ser vi tilbage på nogle rigtige gode dage, og vi er også klar en anden gang,” siger Lars Thomsen, Formand for Billund Fodbold.

 

Fakta om samarbejdsaftalen med DBU og DBU Jylland

  • Velfærdsalliancen med Billund Kommune løber frem til sommeren 2027.
  • Det skal være et fælles eksperimentarium som et videnscenter, der bygger på leg, kreativitet og bevægelse, og som er med til at skabe kreativitet om de skæve, sjove og legende aktiviteter, som DBU, DBU Jylland og Billund Kommune gerne vil afprøve og udvikle sammen med børn og unge i kommunen.
  • Velfærdsalliancen skal være med til at styrke idrætsfællesskaberne i fritiden, understøtte foreningslivet gennem børneudviklingstrænere samt gøre de mindre byer attraktive for børnefamilier.

’Bedre Børneliv’ er en del af DBU’s nye strategi. Målet er at skabe verdens bedste rammer for de yngste, hvor omtrent 135.000 børn i alderen 0-12 år allerede er medlem af en fodboldklub. Som en del af velfærdsalliancen med Billund Kommune vil DBU og DBU Jylland derfor gerne gøre en forskel for kommunens fodboldklubber. Her vil DBU og DBU Jylland hjælpe klubberne i arbejdet med at skabe de bedste rammer for børnefodbolden med børnene i centrum. Det gælder både de klubber, der allerede er i fuld gang med børnestrategien og dem, der har brug for en ekstra håndsrækning

Lions Nytårskoncert 2025