Af Carsten Sander Christensen
Moserne i Vorbasse Sogn og lidt om moser generelt
En mose har engang været en fladvandet sø. Med tiden er søen blevet fyldt af visne blade, væltede træstammer og andet affald fra naturen. De vandløb som løber til søen, har ført slam med sig, som har lagt sig på søbunden – og år for år er søens bund blevet hævet. Samtidig breder græsser, mosser, siv og andre planter, som kan tåle at vokse i vand, sig ind over søen. Og ganske langsomt bliver søen blevet til en mose. En lavmose – eller et kær. Moser finder vi på steder, hvor grundvandet står så højt, at jorden er vandmættet, men uden at jordoverfladen permanent står under vand. Dog er der ofte vandhuller i moserne, fordi de tidligere blev brugt til tørvegravning, og nu henligger tørvegravene som små søer i moseområderne. I Billund Kommune omfatter vådområder som enge, bundløse vandhuller, moser mm. 10% af kommunens samlede areal.
Biotopen mose og kær er lidt kompliceret, fordi jordbunden er sur og næringsfattig.
Men nogle planter og dyr trives i moserne. Forskellige arter af Kæruld er almindelig i mose og kær. Af andre planter kan nævnes Rosmarinlyng, Klokkelyng, almindelig Hedelyng, græs, tranebær og hvid Næbfrø. Også den sjældne Soldug skal nævnes. En af Danmarks eneste kødædende planter og meget sjælden.
Og moserne – ja dem har der altid været og er der stadigvæk en del af i det nuværende Billund Kommune. Godt 2.000 ha er mosejord i 2024, og det er derfor en stor del af åbne lands naturtyper. Større isolerede mosearealer som Urup Mose, Hjortlund Mose og moseområder på Vorbasse Sønderhede er eksempler på sådanne områder. Moserne har alle et naturligt plantedække af urter, buske og træer, tilknyttet den høje fugtighed.
Moseområderne har dog dækket et langt større areal af dette område.
Blandt andet i Vorbasse sogn. Inden midten af 1800-tallet, inden den systematiske dræning af mosearealerne i såvel Vorbasse sogn som i resten af Billund Kommune tog fart, var mere end 25-30% dækket af moseområder. Og langt de fleste af dem dannede tørv. Det var først i nyere tid, efter at moserne i Vorbasse sogn har ligget hen i nogle århundreder først under en såkaldt hængesæk (tæt lag af planter og mosser) og herefter under et tæt lag af lyng, at de lokale beboere fandt ud af mosetørvens store værdi som brændselsressourcer.
Dette skyldtes flere ting. Man havde jo i århundreder haft rigeligt med hedetørv – ja i en mængde så den nærmest syntes uudtømmelig. Hedebonden her på egnen foretrak i almindelighed hedetørven, der jo var en afskrællet lyngskorpe frem for mosetørven. Processen for fremstillingen for mosetørven krævede megen arbejdsenergi og mange kræfter. Ligesom tørven skulle tørres i rigelig tid. Kræfter som hedebonden jo kunne bruge i den daglige drift. Den ringe interesse for tørvemoserne i Vorbasse sogn i nyere tid kan også aflæses i tingbøgerne. I gennem mange århundreder var der ingen skel stridigheder om moseområder. Der var derimod en del, der omhandlede eng og mark.
Hedetørven var brugt som brændselsressource fra før Vikingetiden o. år 600.
For vikinger var jern et vigtigt materiale. Og det blev det også senere her på egnen. Og her kom hedetørven til kort. Ved brug af smedekul til jernfremstilling og ved teglstensfremstilling o. 1750 krævedes meget høj varme og man måtte bruge mosetørv. En anden vigtig årsag til at mosetørven blev vigtigere og vigtigere var brugen af kakkelovne i stedet for åbne ildsteder. Ingen ved rigtig hvorfor, idet såvel hedetørv som mosetørv kan bruges i kakkelovnen. En tredje årsag var at man drog til købstæder som Kolding og Vejle for at sælge mosetørven. Og i takt med at købstæderne blev større øgedes salget – og tørv var der jo nok af.
Mosetørv har været brugt som brændselskilde siden Ældre Jernalder men først under de to verdenskrige (1914-18 og 1940-45) eksploderede tørvegravning og efterfølgende eksport til resten af Danmark.
I Vorbasse sogn startede det hele i Skødebjerg lidt syd for Vorbasse, hvor Viggo Straarup startede en tørveæltefabrik. Tørveindustrien var født på Vorbasse egnen. I kølvandet blev der rundt omkring i Vorbasse sogn etableret flere ælteværker samt presseværker og tørveskærerier. Lokale mergelbaner med tilknytning til Troldhedebanen blev ligeledes etableret, og de tunge mosetørv var nu nemmere at få kørt ud til køber. Tørveindustrien blomstrede I slutningen af første Verdenskrig og i tiden herefter. Lønningerne om omkostningerne steg og steg og der var ofte røde tal på bundlinjen og dette kunne jo ikke gå i længden.
Under anden verdenskrig var årsproduktionen i sognet på omkring 200.000 tons tørv. Omsætningen var på 8 millioner. Lønningerne var stadig høje og antal af ansatte i tørveindustrien i Vorbasse sogn var mere end 500. De små mergeltog kørte nærmest i døgndrift. Men modsat under første verdenskrig så var der sorte tal på bundlinjen under anden verdenskrig.
Efter 1950erne begyndte tørveindustrien at miste sin betydning. Omkring 1960 ophørte tørveproduktionen. Mens brunkul blev brugt til såvel opvarmning af industrivirksomheder og varmeværker til omkring 1970.
Typisk moselandskab – Privatfoto
