Af Carsten Sander Christensen
Fåret, landbokvinden og lidt om egnen
En gammel regel lyder, at en nyfødt pige skulle sove sin første søvn i en såkaldt towkurv (en kurv til at lægge kartet uld i). Så ville hun blive en god spindekone. En dreng skulle derimod lægges i et sædeløb (en kurv til at bære komet i under såningen). Så ville han blive en god sædemand. Skikken blev næppe efterlevet ret mange steder i mands minde. Men der går vel aldrig brand af et gammelt ordsprog uden der er lidt ild i det …
Tilvirkning af uld og linned er netop temaet for ugens klumme.
Men også lidt om fåret og mennesket der tilvirkede ulden. Fåret, der jo er en drøvtygger, kom til Danmark for mere end 5.000-6.000 år siden, og er derfor et af de ældste husdyr i landet. Fårets unger kaldes lam. Et ungt hunfår, der endnu ikke har fået lam kaldes et gimmerlam. Hannen kaldes for vædder. Fåret er drægtigt i fem måneder og læmmer normalt om foråret et til to lam. Det klippes en eller to gange årligt og giver 2-10 kilo uld afhængig af race. Ulden bruges til strikkegarn og filtning.
Fåret og dets ”fætter” geden har mange lighedspunkter, men også mange markante forskelle. Begge dyr foretrækker græs, men hvor geden foretrækker højere planter, spiser fåret gerne lavere planter. Og så er fåret ikke så grovædende som geden og så har fåret en flokadfærd. Med andre ord fåret var født til de nøjsomme egne her i Sydjylland. Så dem var der rigtig mange af. Og så er der også den sidegevinst, at fårets mælk og osten deraf er særdeles lækker. Gedens ost kan derimod have en lidt ram smag som nogle mennesker ikke kan lide.
Den vigtigste årsag til, at fåret blev et superhit, var helt klart dets uld.
Og så var tilvirkningen af landbokvindens opgave. En landbokone tilbragte da også en væsentlig del af sin tilværelse med at spinde, og ophøret af hjemmetilvirkningen af uld og hør i 1800årenes sidste årtier fik følger for hele bondens dagligliv og indstilling til mangt og meget. Spindingen hørte vintertiden til. Klipning af fåret foregik i det tidlige forår, i løbet af sommeren og i efteråret. Men først skulle ulden vaskes og også det var landbokvindernes opgave. Det foregik normalt på den måde, at man trak fåret hen til en lokal dam, hvor fåret så blev sæbet ind og så pøsede man vand på fra dammen.
Klipning foregik med uldsaks, så det kunne godt være lidt ”hårdt” for fåret, og det skulle holdes fast.
Derfor forestod mændene klipning. Her på egnen var der et helt særligt problem. På grund af den karrige jord var det mestendels klitfår der befolkede gårdene og de har meget strid uld. Sortering af uld var derfor vigtig. Forårsulden var længere end efterårsulden, men da fårene havde tilbragt i hvert fald dele af vinteren i en snæver fåresti, var ulden blevet snavset, og den regnedes som mindre værdifuld end den uld, der var vokset ud i sommerens løb, og som betegnedes som uld. Den allerbedste uld var dog lammeulden, som blev klippet af om efteråret, idet den var både lang og ren.
Aftægtskonen, og dem var der en del af her på egnen i 1800-tallet som stort set var ophørt med at deltage i gårdens arbejder, kunne sidde ved sin spinderok sommer som vinter, men for gårdens øvrige kvinder var spindingen henvist til vinterhalvåret. Da var pigerne her på egnen forpligtet til at arbejde for madmoderen til sengetid i al fald de fem af ugens aftener. Lørdag aften regnedes nogle steder for helligaften, da pigerne havde lov til at arbejde med deres eget, og søndag måtte man ikke bruge til spinding. Så begyndte kartningen af ulden. Nogle gange var der forkartning hvis kvaliteten var ringe. Så her på egnen har givetvis praktiseret en del forkartning.
Spinderokkene kom først frem efter Helligtrekonger.
Så var der også fred og ro til at tage virkelig fat, og spindingen kunne fortsættes til ind i marts måned. Gregorius dag den 12. marts var ofte aftensædets afslutning. Ved kartning anvendes to såkaldte karter – rektangulære træplader med et håndtag på den ene langside, og undersiderne forsynet med en mængde små metalkroge. Herved løsnedes fibrene og ordnes til luftig pølse af garn, der blev lagt i aflange uldkurve.
På Varde egnen lavede man desuden kæmning af ulden.
Kæmningen foregik i køkkenet, og den ene kam blev fastgjort på en dør, i hvilken der var boret et hul, og på modsat side af døren blev der skruet en møtrik på, så kammen sad godt fast. Ulden blev sat fast på denne kam, efter at kammen var varmet og indsmurt. Også den kam, han holdt i hånden, blev flere gange under arbejdet varmet på nogle gløder og tænderne indsmurt, hvilket foregik på den måde, at han gned kammen frem og tilbage nogle gange på et stykke flæskesvær. Ulden blev så trukket gennem den fastsiddende kam over på den han holdt i hånden, og gentoges indtil det var færdigbehandlet.
Men man har nok næppe kæmmet uld her på Grindsted egnen, da kvaliteten af ulden jo skulle være af finere kvalitet ved kæmning. Herefter forestod spinding på rokken, der var fast inventar på en enhver gård, og brug af uldgarnet. Varme uldtrøjer var ikke at kimse af om vinteren. Ingen tvivl om at tilvirkning af uld og produktion af tøj har taget meget tid for landbokvinden her på egnen.
