20-årig sigtet for at have dræbt 43-årig med flere knivstik

Foto: René Lind Gammelmark

Af Marianne Thorø

Hukommelsen svigtede alvorligt for den 20-årige unge mand, der i dag sad i grundlovsforhør ved Retten i Kolding – sigtet for drab på en 43-årig mand på en ejendom ved Tingvejen ved Grindsted i går eftermiddags.

Politiet blev kaldt til adressen kl. 15.30 hvor den 43-årige var fundet død, og på samme adresse var den 20-årige, som blev anholdt og sigtet for manddrab.

Men det var som nævnt ikke meget fra gårsdagens begivenheder, som den unge drabssigtede kunne huske. Overfor dommeren erklærede den 20-årige, at han overhovedet ikke havde nogen ide om hvad der var sket eller hvornår han var blevet anholdt.

Anklageren kunne oplyse at den 20-årige er sigtet for drab ved at have stukket den 43-årige flere gange med en kniv og for besiddelse af kokain. Og meget mere fik offentligheden sådan set ikke at vide, før dørene blev lukket – trods pressens protester.

– Efterforskningen er stadig på et meget tidligt stadie, lød det fra dommeren som begrundelse for at sende presse og tilhørere ud af retssalen.

Kontorbutikken refurb banner