Handelsformand Jonas Pedersen er alvorlig bekymret for midtbyerne

Hr. P fylder 15 årJonas Pedersen - Foto: René Lind Gammelmark

Af Marianne Thorø

Formanden for Grindsted Handel, Jonas Pedersen er alvorligt bekymret for midtbyerne i Billund og Grindsted

Da økonomiudvalget i Billund kommune i går valgte at give grønt lys til både etableringen af en dagligvarebutik i den kommende retailpark og at butikkerne kan nøjes med en størrelse på 500 kvm, så er det stik imod hvad de to handelsforeninger i Billund og Grindsted har anbefalet i deres høringssvar. Og det skuffer formanden for Grindsted Handel, Jonas Pedersen fra Hr. P:

– Når vi sender et høringssvar ind og man vælger ikke at lytte til noget af det, så er vi jo ikke super tilfredse med den afgørelse, siger Jonas Pedersen.

Han tror at gårsdagens beslutning i sidste ende vil have den konsekvens, at bymidten i Grindsted vil dø:

– Jeg tror forholdene kan blive for hårde, når man tiltrækker de samme butikker. Og så frygter jeg, at man trækker nogle af butikkerne i midtbyen ud i retailparken – og det tænker jeg også er en fare for Billund: at man lukker en butik i Billund og en butik i Grindsted for så at åbne en ny i retailparken, lyder det fra Jonas Pedersen.

Han fastslår at Grindsted Handel ikke bare er sure over retailplanerne:

– Vi har hele tiden været for udviklingen og for at retailparken kom, men selvfølgelig med et håb om at man også kiggede på, at bymidten også skulle overleve, når man tager beslutninger om de her ting. Og det har man så valgt ikke at gøre, og så står vi i en helt anden situation, end vi havde håbet og forventet, siger Jonas, der ikke lægger skjul på sine bekymring:

– Jeg er bekymret på både egne og de andre butikker i midtbyens vegne.

Kontorbutikken refurb banner