Idræts- og Kultur Akademiet IKA i Grindsted har startet en ny linje op – IKA Brick Academy

Idræts- og Kultur Akademiet IKA i GrindstedLaurits Hansen, Laurits Larsen, Otto Føns og Christian Veppler er de første elever på IKA Brick Academy i Grindsted. Helt til højre er deres lærer Caspar Bennedsen. - Foto: Marianne Thorø

Af Marianne Thorø

Idræts- og Kultur Akademiet IKA i Grindsted startede her fra august en ny linje op – ved siden af håndbold, badminton, boksning, golf, gokart, taekwondo og svømning – nemlig IKA Brick Academy.

– Nu har vi også fået pustet liv i K’et i IKA, kan man sige, griner IKA-direktør Flemming Pedersen, mens han viser rundt i den nye linjes hovedkvarter under Efterskolen PLAY i Tinghusgade i Grindsted.

Her er der netop landet mere end 4 mio LEGO-klodser, som de foreløbig 4 Brick-linjeelever er i fuld gang med at pakke ud og fordele i kasser og æsker, så de er nemme at gå til, når byggeriet begynder for alvor.

Selvom skoleåret netop er begyndt, kender de fire IKA-elever på Brick-linjen hinanden rigtig godt. De gik nemlig på Efterskolen PLAY sammen sidste år, hvor de alle var en del af Design- og Teknologilinjen, hvor der også blev bygget rigtig meget LEGO.

Christian Veppler, Laurits Hansen, Otto Føns og Laurits Larsen er de første elever på den nye linje, og da opholdet på PLAY sluttede før sommerferien, flyttede de over i IKA-huset på Tyttebærvej, hvor Jacob Vinholt von Magius har taget dem under sine vinger. Ligesom han har gjort de foregående år med alle de øvrige IKA-elever.

For når Jacob Vinholt von Magius ikke står i spidsen for GGIFs håndboldligaherrer, er han kulturel leder hos IKA og Talent Billund. 

– Jeg sørger for, at de befinder sig godt, at de får søvn og noget at spise, for det kan lige de her drenge godt glemme, når først der for alvor går LEGO-byggeri i den for dem, griner Jacob Vinholt Von Magius.

IKA Akademiet er bygget op, så unge kan tage en uddannelse, mens de dyrker deres passion indenfor sport eller kultur. Og man må sige at de fire nye IKA-elever er passioneret. De drømmer om at blive LEGO-designere i fremtiden, og til at hjælpe med at opfylde dén drøm, har IKA sikret sig samarbejde med Casper Bennedsen, indehaver af virksomheden Brick World, der lever af at bygge LEGO-figurer på bestilling og hjælpe legetøjsvirksomheden i Billund med events flere steder i ind- og udland.

– Hvis det her fandtes da jeg var ung, så var jeg sikkert blevet i skolen, siger Casper Bennedsen om IKA Brick Academy. For han er – ligesom de fire IKA-drenge – en sand LEGO-nørd. Hans baggrund, viden og passion for LEGO er årsagen til, at IKA har hyret ham som træner for IKA Brick.

– Vi kommer til at skulle lave flere byggeprojekter i løbet af den tid, vi har sammen, og meget af tiden skal eleverne bygge på egen hånd. Så kommer jeg og vejleder dem en gang om ugen, og hjælper dem videre. Men jeg står altid til rådighed på telefon og video, forsikrer Casper Bennedsen.

Og der er ingen tvivl om, at de fire drenge helst vil nørde løs med LEGO-klodserne, men hos IKA skal man også holde kroppen vedlige. 

– I skal i gang med styrketræning, drenge, forsøger Jacob Vinholt Von Magius sig, mens drengene kigger mistroisk på ham, men han mener det. Kroppen skal holdes i gang, og motion klarer hjernen, er budskabet.

Imens står IKA-direktør Flemming Pedersen og griner i skægget, mens han fortæller, at drengene var til diætist i går.

– Det vidste de ikke helt hvad de skulle bruge til, griner direktøren.

Kontorbutikken refurb banner