Gunnar fejrede 83-års fødselsdag med en sejr

Foto: René Lind Gammelmark

Gunnar fejrede 83-års fødselsdag med en sejr på Fyens Væddeløbsbane i Odense

Gunnar Eriksen fejrede den 31. august sin 83-års fødselsdag – og gav alle sine unge konkurrenter baghjul på Fyens Væddeløbsbane i Odense.

Gunnar vandt med hesten “Doyouthinkiamsexy”, der er 9 år gammel og har kørt løb de sidste 5 år. Til løbet i Odense lå vi langt nede i opløbet, da vi manglede 200 meter, og speakeren havde egentlig udråbt en anden hest som vinder – men jeg slog denne lige før målstregen, forklarer han.

Foto: René Lind Gammelmark

Startede med heste samtidig med Billund Trav

Jeg startede egentlig samtidig med at Billund Trav startede, forklarer Gunnar Eriksen. Det var i 1971. Det er skrækkeligt, at banen i Billund er lukket. Vi kørte til Billund med de unge heste for at lære dem banen at kende og brugen af startvogn. Nu er vi nødsaget til at køre til Skive, Odense, Århus. Det er virkelig en katastrofe, mener Gunnar Eriksen. Da banen skulle lukke, overvejede Gunnar Eriksen, om han skulle stoppe med travløb, men blev enig med sin kone Anni, at han skulle fortsætte. Anni har også selv kørt travløb, og da de var yngre trænede de heste sammen hjemme på gården på Ølgodvej – det var nu hyggeligt, husker Gunnar.

Gunnar nyder at stå op, få morgenmad og så gå ud til hestene og træne dem – det får han formiddagen til at gå med. 

De fleste af hestene har vi helt fra føl, og det er sjovt at følge dem og se, at de bliver bedre og bedre. Det sker også af og til, at vi sælger en hest. Når vi har en hest, der viser lidt, er der ofte købere. For omkring 3 måneder siden solgte jeg en hest, jeg havde vundet med på Fyn – en treårig. 14 dage efter den havde vundet på Fyn, var jeg til start i Skive, og her fik hesten en andenplads. Der kom en hesteinteresseret ind i stalden, og han ville købe den. Det fik han lov til.

 

Gunnar lavede vandingsmaskiner

Gunnar Eriksen har ikke en uddannelse, men han har arbejdet som ufaglært i smedeafdelingen på Grindstedværket. Det var inden Anni og jeg købte gården her. 

Vi begyndte at lave vandingsmaskiner, og da det ikke var så moderne mere, blev det mere til stokerfyr og solvarme – det er det sønnerne Henrik og Jan, som ejer firmaet i dag – men firmaet hedder stadig GEJS.

Vi kom i gang med vandingsmaskinerne, da jeg drev landbrug. Når vi flyttede rørene til vanderne, tænkte jeg, at vi måtte kunne lave noget, der selv kunne køre. Så Jørgen Simonsen fra Smeden i Eg og jeg udviklede en GEJS vandingsmaskine. Vi var faktisk en af de første, der lavede en vandingsmaskine i 1972, fortæller Gunnar Eriksen.

 

Trænede hestene om aftenen

Dengang havde vi også hestene, og vi trænede dem om aftenen. Nu, hvor jeg er gået på pension, kan jeg jo bruge dagen til det – hvilket jeg virkelig nyder. 

Vi har tre børn Jan, Henrik og Finn (Jan og Henrik har firmaet GEJS).

Foto: René Lind Gammelmark

Bliver ved så længe helbredet kan – hele dagen går med heste

Jeg bliver ved med hestene så længe mit helbred kan. Tiden går godt, og man holder sig i gang. Om morgenen skal jeg jo op for at fodre hestene, og når jeg har fået morgenkaffe, er det tid til træning af hestene. Hvis ikke jeg havde det, skulle jeg jo finde på noget andet. Anni er stadig med til travløb og hjælper med at spænde for. 

Vi har 5 heste gående her og 3 heste i Stakroge. Dem jeg har halvpart i, fortæller Gunnar Eriksen.

Anni og Gunnar Eriksen her med fotoet af et af deres tidligere heste – Foto: René Lind Gammelmark

Kontorbutikken refurb banner