Stor koncert inspirerer børn til at udforske naturvidenskab

Katrine Bille - Foto: René Lind Gammelmark

Stor koncert inspirerer børn til at udforske naturvidenskab i biblioteket.

Den 8. oktober kl. 10 fyldes MAGION Biblioteket med 400 børnehave- og indskolingsbørn, der skal til koncert med Katrine Bille.

Katrine spiller musik fra sit spritnye TV-program og børnealbum “Katrine Undersøger”.

Der er lagt op til en lærerig, musikalsk og sjov koncert, hvor de mange børn sammen med Katrine, bliver klogere på vores vilde, vidunderlige og videnskabelige verden.

Har du nogensinde fået et spørgsmål fra et barn, som du ikke kunne svare på?

Hvor kommer blæsten fra? Hvordan bliver sten til?

Forældre og pædagoger behøver ikke at føle sig utilstrækkelige, når de står over for børns store spørgsmål. For voksne skal ikke altid have et svar klar. Vi kan i stedet hjælpe børn i gang med selv at finde svaret ved f.eks. at spørge “hvorfor tror du det er sådan?” eller “hvordan kan du mon finde ud af det?”.

Denne tankegang er kernen i det nye formidlingsprojekt Katrine Undersøger. Udover et børnealbum og store live-koncerter rundt om i landet, findes der 8 TV-programmer (TV 2 Play), hvor værten Katrine Bille (kendt fra bl.a. Ramasjang-programmerne “Lille Nørd” og “Luk op, Luk i”) dykker ned i naturvidenskabelige fænomener på en legende og eksperimenterende måde.

 

Nysgerrighed og eksperimenter i fokus

Det er vigtigt, at børn i en tidlig alder stifter bekendtskab med naturvidenskab. Børns naturlige nysgerrighed og lyst til at udforske verden er samme tilgang, de skal bruge i naturvidenskabelige aktiviteter. Ved at eksperimentere, stille spørgsmål og søge svar bliver børn klogere på vores verden, natur og udvikler vigtige kompetencer for fremtiden.

Katrine Bille understreger vigtigheden af, at vi ikke skal være bange for at introducere børn til fagord. I TV-programmet møder børn ord som “fordampning” og “overfladespænding”, og i den populære sang “Ikke to sten der er ens” synges om sten som “amfibolit”, “basalt” og “porfyr” – og børn elsker at lære de nye ord!

 

Naturvidenskab på en ny måde

Naturvidenskab behøver ikke kun at handle om laboratorier og hvide kitler. I Katrine Undersøger er det fyldt med leg, musik og farver, som gør læring til en sjov og engagerende oplevelse. Børnene får lov til at undre sig og eksperimentere, hvilket giver dem mod på at stille spørgsmål til den verden, de lever i. På katrineundersøger.dk findes et online aktivitetsunivers, hvor forældre og pædagoger kan finde sjove aktiviteter til at lege og lære med børnene derhjemme.

Se mere på TV2 Play hvor “Katrine Undersøger” nu kan streames. Det er Billund Bibliotekerne der har sendt invitationen ud til de mange børn og deres pædagoger. “Katrine Undersøger” er blevet til med støtte fra Novo Nordisk Fonden skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.