Konen var hos dronningen – Bent skal til kongen

Bent Seemann får her overakt madaljen af Martin K. Madsen - Foto: Jette Seidenschnur

Konen var hos dronningen – Bent skal til kongen – Bent Seemann, Grindsted, modtager Den Kongelige Belønningsmedalje for 48 års tjeneste hos IFF.

 

Onsdag den 2. oktober passerede Bent Seemann gennem porten ind til IFF på Tårnvej i Grindsted.

Det er der for så vidt intet nyt i – for det har han gjort siden 1975, da han blev ansat som operatør på Grindstedværket. Men nu er det som gæst, at han har været på besøg. Han gik nemlig på pension i april.

48 års ansættelse blev det således til. Og det er nu blevet honoreret med Den Kongelige Belønningsmedalje, som Bent Seemann fik overrakt af fabrikschef Martin K. Madsen onsdag.

48 år på samme arbejdsplads – og så alligevel ikke. For der er sket ubegribeligt meget i den lange periode. Produkter er udgået, andre er kommet til; jobs er nedlagt, andre er kommet til; bygninger er revet ned, andre er kommet til; ejere er ophørt; andre er kommet til.

Alt det har Bent Seemann været en del af. I 1976 blev han ansat som operatør på fabrikken B2, der producerede vitaminer. Senere blev han undermester på B1, også med vitaminer. Men for omtrent 40 år siden blev vitaminproduktionen solgt fra til BASF. I stedet blev han undermester på emulgator fabrikken og senere driftsleder i Flavour.

– For cirka 20 år siden søgte jeg job i personaleafdelingen for at prøve noget nyt og få mere med mennesker at gøre. Og da tal også interesserede mig, var det perfekt at blive leder af lønbogholderiet, fortæller Bent Seemann. Senere blev han forfremmet til HR Business Partner – eller personalechef, som det hedder andre steder.

Han beskriver sig som selvlært i alle de funktioner, han har arbejdet med, men selvfølgelig med mange kurser undervejs.

– Der er jo en grund til, at man bliver så længe samme sted. Jeg har altid kunnet søge nye muligheder inden for hegnet. Og så er her en ånd og stærk firmakultur, som det er lykkedes at fastholde trods flere ejerskift undervejs. Det har ikke mindst Martin K. Madsen en stor andel i. Det betyder meget for mig og også for kollegerne. Det er et sted, man har lyst til at være – også i mange år. Jeg er jo langtfra den første, som bliver hædret for mere end 40 års indsats, bemærker Bent Seemann.

Han er såmænd selv gift med en tidligere modtager af Den Kongelige Belønnings medalje, nemlig Kirsten Seemann, som for fem år siden modtog den efter 43 år på fabrikken. Og mens vi er ved det familiemæssige: Da Bent Seemann blev ansat som operatør, afløste han sin far, som havde søgt et andet job på fabrikken. Og 14 dage efter ansættelsen måtte Bent Seemann bede om en fridag, fordi Kirsten var nedkommet med deres første datter.

Nu nyder han livet som pensionist med tid til at svinge køllerne i Gyttegård Golfklub og til at være sammen med de tre børnebørn. Og glæder sig over den kongelige belønning: – Det er en fin anerkendelse, synes han.

Nu ser Bent Seemann frem til at skulle til Amalienborg og takke Kong Frederik for medaljen, ligesom Kirsten i sin tid takkede Dronning Margrethe for sin skriver IFF.

Kirsten og Bent Seemann – Foto: Jette Seidenschnur

 

outletmesse2024