Julebrødrene fra Brørup pynter op til jul i vinduerne på 4 butikslokaler i Grindsted
De to enæggede tvillinger, Bønny og Brian Lillelund fra Brørup har fået en særlig opgave i år. De har nemlig drysset lidt julestøv over 4 butikslokaler i Grindsted midtby. De to brødre der netop har fejret deres 40-års fødselsdage, gik mandag den 18. november i gang med at pynte op til jul i de 4 tomme lokaler.
Brødrene Lillelund har de sidste to år også været på Julemessen i Grindsted, hvor de har haft en stand, samt pyntede op i bl.a. café-området. De kommer også igen til Julemessen i 2025.
Det var i forbindelse med Julemessen 2024 at idéen til at pynte op i nogle af de tomme lokaler i Grindsted kom på bordet. Johnny Hansen spurgte dem nemlig om ikke de kunne tænke sig at skabe lidt ekstra julestemning ved at pynte op i 4 af lokalerne ved torvet, hvoraf de 3 står tomme. Det sagde brødrene ja tak til. Bønny er uddannet blomsterbinder og elsker at pynte op i stor skala. Brian hjælper til med de praktiske gøremål i forbindelse med pyntningen, mens Bønny er den kreative. Der kommer også et lille udsnit af de mange gamle julekalendere som Brian Lillelund samler på.
I udstillingerne kan man blandt andet se nogle gamle mekaniske nisser – det er som om man kommer tilbage i tiden, til dengang hvor mekaniske nisser var i alle juleudstillinger.
Hvis man kunne tænke sig at se mere jul, så holder Brødrene Lillelund åbent i Lillelunds Julemuseum i Brørup. De holdt julemarked den 16.og 17. november og holder igen den 14. og 15. december. På julemarkederne er der ni stande, hvor forskellige kunstnere og hobbyfolk sælger hjemmelavede ting og sager.
De 4 steder hvor brødrene har pyntet op i vinduerne i Grindsted er:
Boutique Mary – mekaniske nisser
Den lille pingvin – mekaniske nisser
Grand Hotel
Den lille delikatesse – blandt andet med gamle julekalendere
Brian og Bønny Lillelund – Foto: Privatfoto
Bønny Lillelund -Foto: Privatfoto