Gensyn med Bülows Hjørne: Gutter og godtfolk i gamle dages Grindsted

Af Louis Bülow (Oprindelig bragt den 15. september 2020)

Gutter og godtfolk i gamle dages Grindsted

I vor tids samfund, hvor stress, jag og overhalingsbane nærmest er flyttet ind i vore dagligstuer, kan det være en lise for sjælen for en kort stund at lade tanker og minder søge tilbage til stokrose-romantik, nostalgi og gamle dage i Grindsted.

Tilbage til en verden, der endnu ikke er gået helt af lave

I Grindsted er alt, som det plejer at være – ved det gamle. Her sidder den stoute gårdejer fra Morsbøl A. Chr. Andersen solidt for bordenden og holder et vågent øje med hønsestrik, rødstrømpebevægelse og hippiekulturens unge, der med sjov tobak, blomster i håret og peace, love and flower power krammer hinanden for en ny og bedre verden.

I Grindsted kan man støde på et broget univers af gutter, godtfolk og skæve eksistenser, der skiller sig ud fra tidens ferske artighed. Man møder dem på værtshuse, beverdinger, i Anlægget eller på bænke rundt omkring i byen, hvor de frister livet under åben himmel.

Vi taler ikke anonyme tal i en tør og kedelig statistik. Vi taler unikke og autentiske sjælefortællinger om mennesker, der er havnet i en social deroute med endestation på samfundets skyggeside.

Vi taler om dem, der aldrig fik en chance og har givet op på grund af krise og tiders ugunst. Dem, der har svært ved at holde sammen på tilværelsen og lever på nas, hutler sig igennem, tigger sig frem, småsulter og sover, hvor der nu er plads. Dem, der er bukket under for ubønhørlige præstationskrav.

Vi taler om alkoholikerne, stofmisbrugerne, junkierne, posedamerne. De kriminelle. De psykisk syge. De hjemløse. De fortabte. De hjemløse. De udstødte.

For at kunne sætte et menneskeligt ansigt på fordums dages gutter og godtfolk skruer jeg tid og sted tilbage til mine unge år i Grindsted til en eftermiddag i december lige op til julehøjtiden. En dag, jeg stadigt kan genkalde mig i alle detaljer.

Julebudskabets fortættede stemning af julefred har sænket sig over Torvet, mens hvide snefnug drysser sit blide slør over land og by. Flotte neonlys funkler om kap med stemningsfyldte juleudstillinger med tog på skinner, nikkende julenisser og kunstige snelandskaber.

På Torvets bænke sidder kammesjukkerne i tætte tobakståger, kærtegner deres julebryg med sidevogn og småsnakker fortroligt sammen. Måske spøger tyste dæmoner, måske skal uforløste drømme og bristede illusioner druknes.

I det fjerne kimer Hedens Domkirke julehøjtiden ind. Julen vækker stærke følelser, og tankerne søger tilbage til svundne tiders glade jul med familieliv, børn og tryghed stadig intakt. Tilbage til deres kære, til dem, de savner.

De sender et venligt smil til travle borgere med ressourcer, netværk og fyldte kalendere, der haster forbi for at nå de sidste juleindkøb. De fleste har nok i sig selv og passer deres, men ikke så sjældent trænger smilet igennem, og nogle stopper op, lytter, snakker og give et smil tilbage til gutterne:

 

Der den unge fyr, der som purung springer ud som bøsse

Uvidenhed og puritanisme har tidligt fået ham til at opsøge det pulserende liv i storbyens overhalingsbane, hvor han snart bliver opslugt af en cocktail af livsappetit, fristelser og eventyr. Hjemme på ferie finder han et fristed, et asyl, hos gutterne på byens bænke, hvor han ikke møder noget med dem – eller os.

Også den livskloge troubadour er der med en vise eller to på læben. Har han været på sprutten, kan han i timevis – belæst som han er – recitere klassiske værker af Shakespeare og Dickens. Ingen ved særligt meget om ham, men altid forsøger han at formidle respekt og kærlighed til historie og litteratur og skaber nærmest sit eget folkeuniversitet på Torvet.

Og selvfølgeligt den godmodige murer nærmest som fast inventar med nissehue og røde vanter, der er elsket af alle for sin sang og sit dejlige smil. Imødekommende, ordholdende og uden svig. Altid er han der for de andre. Er de unge faret vild i systemets kringelkroge med problemer på sjasen, er det ham, der træder til og hjælper dem ud af suppedasen. Er mureren ved muffen, er alle ved muffen.

Også en af havets helte med de mange tatoveringer og det saftige sprog sidder med. Efter årtier til søs med en dejlig pige i hver en havn har den gamle søulk kastet anker. Med mange farver på paletten kan han som ingen anden fortælle historier, skrøner og eventyr om livet på de syv verdenshave, og en tur med ham ad Memory Lane kan sætte fut i fejemøjet på Torvets bænke.

Og Vagn er der, der tilbage i sine unge år var en glimrende trommeslager i et lokalt pigtrådsband og tryllebandt med flotte trommesoloer. Da han døde som 57-årig, blev han af vennerne fra dengang sammenlignet med Ginger Baker fra supergruppen Cream: Ginger Baker var den største, men lige efter kom Rulle Vagn.

 

Den dag dukker også en fremmed op, der iklædt landevejsridderens velkendte slidte mundering kanter sig ind på den fjerneste bænk.

Han skiller sig lidt ud fra de andre, der hører til, men føler sig alligevel velkommen og nyder øjeblikkets fællesskab og sammenhold. Han kigger op, et lille smil breder sig over det hærgede ansigt, mens han venligt letter på sin fedtplettede sømandskasket..

Også andre af Torvets gutter sidder med den eftermiddag. Æ Guldgraver med kasket og sjove røverhistorier fra sin tid som tørvegraver i mosen, Gummistøvle  med mundharmonikaen, og Stiefel med den kulsorte manke, der i årevis gik til hånde på hotellet. Altid rar, venlig og imødekommende overfor alle og helt uundværlig.

Er der en sjælden gang højvande på Torvet med gutterne ved muffen, kan det lokale stamværtshus friste med fest, farver og glade timer. Det populære Hansens Hotel er tidens in-sted i Grindsted, skabt af de unge visionære hotelejere Irene og Søren Ude Sørensen.

Hotellets Cafeteria er indrettet i tidens bedste bodega-stil og er et eftertragtet samlingssted, hvor der bliver taget godt for sig både af mad og våde varer. Her regerer den vellidte slagtermester Kaj Jensen fra Fynsgade, der dygtigt forstår at skabe atmosfære og tage vare på de mange stamgæster.

Kaj – i folkemunde kærligt Kaj Slagter – er på fornavn med alle, på hat med de store og på bajer med bumsen. Han ser aldrig skævt til nogen men giver alle en behandling i Cafeteriet, der tør siges at være gæster på selv D’angleterre værdig …