Af Carsten Sander Christensen
Hejnsvig Kirke og lidt om kirkens inventar
Hejnsvig er det nærmeste man kommer en ’bjergby’ her på egnen.
Bakkerne når over 90 meter i højden omkring lillebyen lidt sydøst for Grindsted. Selve Hejnsvig ligger også i et kuperet terræn og på en af bakkerne midt i byen finder man Hejnsvig Kirke. Der har ligget en kirke i området siden 1200-tallet. Måske har der ligget en trækirke fra Vikingetidens afslutning o. 1066. Men man har aldrig fundet rester af denne kirke. I dag fremstår kirken som fuldstændig landsbyidyl med en pittoresk lille kirkegård i omgivelserne. Perfekt til flotte sommerfotos. Over for kirken på den anden side af Kirkevej finder man den lille præstegård.
Hvis man forventer at finde en mindre typisk middelalderlandsby kirke ja så må man tro om igen.
I starten af 1900-tallet gennemgik sognenes kirker en stor forandring. Nye kirker blev rejst og flere af de ældre blev gennemrenoveret. Den nuværende Hejnsvig Kirke blev genindviet den 23. november 1919. Hejnsvig Kirke er i bund og grund en lille romansk landsbykirke og i dag indgår den lille middelalderkirkes bygningsdele i den nuværende kirke. I den renoverede kirke indgår den romanske kirke i østenden, hvor det oprindelige kor nu tjener som sakristi, mens det gamle skib er blev indrettet til kor. Kirken havde i gamle dage ingen tårn og den gamle klokke var ophængt i kirkens vestre gavl. Omkring 1841 blev der fra Københavns side givet tilladelse til, at ophænge kirkeklokken i en klokkestabel på kirkegården. Og der stod den indtil 1919.
Den nye kirke minder en hel del om kirken i Grindsted, og det er der en naturlig årsag til da arkitekten er identisk.
Han hed Harald Lønborg-Jensen (1871-1948), var fra København og han havde bygget og renoveret flere kirker i området. Bl.a. Stenderup, Grindsted, Hejnsvig, Skjoldbjerg og Skovlund. Den gamle kirke findes der jo selvsagt ingen fotos af. Men gamle optegnelser fra blandt andet tidligere præsters indberetning til København. Ud fra optegnelserne kan man danne sig et billede af en lille landsbykirke med få siddepladser. I romansk tid (1050-1275) blev mange landsbykirker opført af natursten. Dette var også tilfældet i Hejnsvig, hvor de ældste dele af byen var bygget af granitkvadre. Kirkens grundplan har været den traditionelle, romanske grundplan med skib og et lidt smallere kor mod øst.
Meget forandrede sig i Reformationstiden.
Også for Hejnsvig. Fra starten af 1500-tallet og næsten 150 år frem var Hejnsvig hovedsogn med Grindsted som annekssogn. I 1641 flyttede præsten i Hejnsvig til Grindsted til en nyopført præstegård og siden har Grindsted været hovedsogn her i området.
I 1810 blev Hejnsvig anneks til Vorbasse og var det i 100 år. Kun afbrudt i perioden 1822-1832, hvor Hejnsvig sammen med Grene var annekssogne til Grindsted. Siden 1910 har Hejnsvig været et selvstændigt sogn. I starten af 1900-tallet var kirken i en lidt sørgelig forfatning. Og i 1901 blev der i den lokale synsprotokol noteret at kirken var for lille og i dårlig stand. At der tillige kun var 150 pladser i den centrale del af kirken og 70 på pulpituret, men at presset på stolepladserne var langt større i kirken. I 1902 var antallet af kirkegængere i gennemsnit ikke under 250 de fleste søndage. Og det skal sammenlignes med det totale indbyggertal i sognet der lå omkring 900. Så kirken spillede en stor rolle i sognebørnenes verden dengang,
I de følgende år arbejdede man videre i Hejnsvig med en renovering af deres kirke, men som tidligere omtalt skete der store forandringer i pastoratet.
Efter opførelsen af Vesterhede Kirke i 1910 gik der gang i planerne på ny. Ved et syn i juni 1911 blev kirkens lidenhed igen sat i fokus. Og på ny var kirkens dårlige forfatning godt beskrevet. Men Hejnsvig borgerne skulle altså vente nogle år endnu før renoveringsplanerne blev sat i gang. Også 1. verdenskrig kom jo på tværs. Men i 1919 var planerne fuldbragt.
Hejnsvig Kirke anno 2025 eller rettere sagt inventaret afspejler de forskellige tidsperioder kirken har fungeret i.
Kirkens ældste inventar er den romanske døbefont af granit og kummen stammer fra middelalderen i Danmark (1050-1536). Døbefontens fod med malteserkors og symboler for alfa og omega er derimod af nyere dato. Der findes også et vievandskar fra middelalderen i kirken, dette er dog muret ind i våbenhuset. Karret er en kvadersten udhugget med en trugformet fordybning. Vievandskarret har en overgang været muret inde i nordvæggen og været brugt som døbefont.
Også Renæssancen i Danmark (1536-1660) er repræsenteret i kirkerummet.
Prædikestolen er fra 1592 og består af en kurv med fem fag som adskilles af halvsøjler og prydbælter med hjerteformede blade. Ligeledes altertavlen er fra Renæssancen og den er lavet omkring år 1600, givetvis af en lokal håndværker, men det er senere ombygget og forhøjet sammen med kirken o. 1919. Altertavlen har et storstykke med fire søjler med et maleri fra 1740 og motivet er nadveren. Endelig er de sidste hundrede år repræsenteret ved næsten alle større inventarstykker – alterskranke, kirkebænke og pulpitur er alle dele fra renoveringen.
Arkivfoto: René Lind Gammelmark
