Af Lukas Birch
Grindsted Revyens Dagbog 13. januar 2025 – dag 7
Kære Revydagbog
Endnu en hektisk, men fantastisk dag i revylokalet. Hele holdet har knoklet som gale, og selvom vi næsten har stået på hovedet for at få det hele til at gå op, så tegner det virkelig godt. Jeg kan mærke, at der er noget helt særligt på vej i år – energien, idéerne, og samarbejdet er på et niveau, der kun lover godt for premieren.
Dagen startede som de fleste andre lige nu: med kaos. Vi fik gennemarbejdet nogle af de sværeste overgange, og de begynder endelig at sidde. Skuespillerne har været helt på toppen, og det var tydeligt, at alle har gjort deres lektier. Der er så meget humor og timing, der allerede spiller – jeg kunne ikke være mere stolt!
Men dagens højdepunkt – uden sammenligning – var ankomsten af vores forestillingsleder, William, som kom hele vejen fra København. Det var som at få en kæmpe vitaminindsprøjtning midt i alt revystressen. William har den der sjældne evne til at få kaos til at føles som kontrol, og hans overblik og ro smitter af på os alle. Bare det at have ham i lokalet gav os et boost.
Jeg er optimist. Virkelig optimist. Det bliver en sjov revy, og jeg kan næsten ikke vente med at se, hvordan det hele kommer til at lande. Det kræver stadig blod, sved og sikkert en del flere kaffeomgange, men vi er på rette vej.
Nu venter endnu en lang dag i morgen, men i aften går jeg i seng med en kæmpe tro på, at vi er ved at skabe noget helt fantastisk.
– Lukas