GEV vil skabe lokal værdi med nye vindmøller

Foto: René Lind Gammelmark

GEV vil skabe lokal værdi med nye vindmøller og har søgt om opstilling af vindmøller

 

Kort før jul indsendte GEV deres ansøgning til Billund Kommune om at opstille vindmøller i lokalområdet.

Kommunen udvælger 1-2 projekter i løbet af 2025. De udvalgte projekter skal der derefter arbejdes videre med.

 For GEV handler det om mere end blot energi – det handler om at skabe værdi for lokalområdet. Som forbrugerejet forsyningsvirksomhed har GEV hverken eksterne investorer eller kapitalfonde, der skal have del i overskuddet.

”Vi er stærkt forankrede i lokalområdet og forpligtede til at sikre, at fordelen ved vedvarende elproduktion forbliver her”, siger udviklingschef Martin Østergaard fra GEV

 

Fokus på fremtidens energiforsyning

GEVs direktør, René Heiselberg Gier, peger på de mange fordele ved projektet:

”Vindmøllerne kan skabe stor værdi for lokalområdet. De vil mindske risikoen for afbrydelser, når elforbruget over tid stiger, fastholde og potentielt sænke varmepriserne og give os mulighed for at støtte lokale foreninger og kulturlivet endnu mere, når møllerne giver overskud.”

GEV er dog også bevidst om de udfordringer, der kan opstå.

”Det er et svært, men nødvendigt valg. Vedvarende elproduktion kommer til Billund Kommune – spørgsmålet er, hvem der skal stå bag. Som lokal virksomhed mener vi, at vi er de rette til opgaven. Samtidigt ved vi, at vi skal have alternativer klar, når vinden ikke blæser”, tilføjer René Heiselberg Gier.

René Heiselberg Gier – PR-Foto: GEV/ Charlotte Dahl

Dialog med lokalområdet

GEV lægger vægt på at udvikle projektet i tæt dialog med lokalområdet. Allerede nu har virksomheden været i kontakt med naboerne i det foreslåede område ved Kolstrupvej i Grindsted. Ét møde og flere opfølgende samtaler har allerede fundet sted, og GEV planlægger yderligere involvering, hvis projektet bliver udvalgt.

”Vi håber, at vi kan udvikle projektet sammen med de lokale. Det betyder løbende dialog, hvor vi sikrer, at alle bliver hørt og respekteret undervejs i projektet,” afslutter Martin Østergaard.

Martin Østergaard – PR-Foto: GEV/Charlotte Dahl

På GEVs hjemmeside, www.gev.dk/elproduktion, kan du læse mere om projektet og se det sendte projektforslag i sin helhed skriver GEV i en pressemeddelelse.