Levende historie med Karensmindes Venner
Tirsdag den 11. og onsdag den 12. februar kl. 10-16 skaber Støtteforeningen Karensmindes Venner en helt særlig atmosfære på Mark | Museumsgården Karensminde, med aktiviteter, der giver et levende indblik i historien om bearbejdningen af uld, som har været en bærende del af dansk landbrug og en central ressource i den industrielle udvikling.
Foto: René Lind Gammelmark
I stuehuset kan man blandt andet opleve vævning, strik og traditionel madlavning.
I laden bliver uldens rejse fra råmateriale til færdigt produkt demonstreret med spinding på rok og håndten, kartning og nålefiltning. Der laves fårehoveder af kaffefiltre og snoning med grovgarn, og der vises en miniudstilling af strikket tøj.
Der gøres også klar til fastelavn, som afholdes på Museumsgården Karensminde den 2. marts. Der bliver nemlig mulighed for at hjælpe med at pynte fastelavnstønderne.
I træværkstedet bygges der flyvemaskiner, og i smedjen kan man lave hjerter i jern.
Foto: René Lind Gammelmark
Foto: René Lind Gammelmark
I madpakkehuset kan man lave fuglekugler af klejnefedt, og udenfor er der brændekløvning for dem, der vil prøve kræfter med gammeldags håndværk.
I Kaffestuen sælges lune tarteletter med kanin ligesom vaffelboden holder åbent.
Tirsdag og onsdag er de jyske heste spændt for vognen og som en særlig oplevelse tilbyder Mark guidede ture med hestevogn gennem plantagen tirsdag og onsdag kl. ca. 11 og kl. ca.13. En tur med hestevogn koster 20 kr. pr person.
Foto: René Lind Gammelmark
Billetter købes i udstillingsbygningen (gratis entre for børn) skriver museet i en pressemeddelelse.