Pressemeddelelse fra Anni Matthiesen vedr. Statsministerbesøg i Grindsted

Foto: René Lind Gammelmark

Statsminister Lars Løkke Rasmussen var torsdag eftermiddag på besøg i Grindsted for at høre om forureningen. Først besøgte han Banegravsdepotet, som er beliggende langs den tidligere Troldhedebanes tracé umiddelbart nord for fabriksgrunden. Her har Grindstedværket i perioden fra 1934-1962 deponeret stort set alle affaldsprodukter på fast form fra virksomhedens produktion.

Efterfølgende gik turen til Engsøen. Søen blev oprindeligt anlagt som en del af spildevandsrensningen af spildevand fra ”det blå system” fra det tidligere Grindsted værket. Søen fungerede frem til 1998 som renseanlæg for overfladevand og lettere forurenet spildevand. På grund af tidligere tiders udledning af spildevand er der ophobet kviksølv på søens bund.

Statsministeren fik lejlighed til at høre om de bekymringer, som borgerne har og en repræsentant fra borgergruppen ”Ryd op efter Grindsted Værket” Susanne Mathiesen fortalte om de bekymringer hun hørte om.

”Jeg er meget glad for, at landets Statsminister valgte at komme på besøg og høre om denne store generationsforurening i Grindsted. Det er nemlig afgørende, at også Statsministeren selv har fået syn for sagen og hørt om denne meget store forurening” fortæller Venstres lokale folketingsmedlem Anni Matthiesen i en pressemeddelelse.

”Jeg er helt overbevist om at det rigtige er at samle disse store forureningsopgaver hos Staten, idet det kræver rigtig mange millioner for at nå i bund med de 9 generationsforureninger, som er her i Danmark. Derfor bliver det også uanset hvad nødvendigt, at Folketinget får ansvaret for at afsætte midler til at fjerne disse store forureninger. Derfor bør ansvaret også samles hos Staten” siger Anni Matthiesen (V).