Af: Louis Bülow
I 1988 besluttede FN at gøre den 1. december til international aids-dag i den globale kamp mod hiv og aids. Allerede først i 1980’erne var der begyndt at dukke forlydender op om den gådefulde sygdom, der nærmest skabte paniske tilstande i det globale samfund og ændrede verdens seksualmoral for altid.
Den dødelige epidemi har siden kostet mindst 35 millioner mennesker livet, og FN anslår, at et tilsvarende antal i dag er smittet med hiv …
Èt af de tidlige ofre for sygdommen er en ung mand fra Grindsted i det vestjyske, der få måneder før sin død skal give anledning til massiv medieomtale og trække store avisoverskrifter ved modigt at træde frem og advare mod aids.
Vi skruer tid og sted tilbage til en råkold forårslørdag den 23. marts 1985 – det mest bedrøvelige forår i mands minde med tåge, regn, blæst og vindstød af stormstyrke.
I en hospitalsseng på Rigshospitalets Epidemi-afdeling i København ligger en hiv-smittet mand i sit forvaskede patienttøj i overstørrelse. Den 29-årige Peter Bonde – for ham er det – er indlagt til observation for aids og afventer lægernes endelige dom i et trist hospitalsmiljø af hvide kitler, kolde sygestuer, lange gangsystemer og sterile opholdsrum.
Efter mange måneder med en vifte af sikre aids-symptomer som lungebetændelse, hudinfektioner, vægttab, feberanfald og svækket immunforsvar frygter den unge fyr fra Grindsted det værste. Den barske virkelighed omkring årtiers mest frygtede sygdom er fremtidsudsigter uden håb – kun lidelser og død at se frem til.
Mærket på liv og sjæl lader Peter tanker og minder søge tilbage til barndommens land med tryghed, godhed og kærlighed intakt. Tilbage til sine kære, tilbage til dem, han savner. Han sætter sig op i hospitalssengen for at læse Ekstrabladet, der netop den lørdag bringer en helsides artikel med hans historie under overskriften Peter på 29 ser døden i øjnene – ramt af aids.
Med avisartiklen går tæppet for sidste akt, og frysende åbenhjertigt fortæller han om sit liv som bøsse i det indre København med dens diabolske cocktail af eventyr og fristelser. Han lægger ikke skjul på sin mission – at tænde alle røde advarselslamper om den dødbringende aids:”Jeg vil gerne advare alle andre bøsser. Derfor står jeg frem nu!”
Han gør meget ud af at få gjort op med den ensomhed og isolation, der er forbundet med hiv-smitte, og sætter fokus på vigtigheden af forebyggelse og en åben information omkring aids:”De ansvarlige burde have slået alarm i tide og fortalt den barske sandhed. Så havde jeg måske ikke ligget her på Rigshospitalet – med aids i kroppen.”
Udstødt som en paria føler Peter sig forladt af Gud og mennesker men har kræfter til at gøre op med myter og skrækhistorier om bøssepesten som Guds straf over de homoseksuelle for et syndigt liv. I de år bliver bøsser overalt lagt for had og forfølgelse, beskyldt for at være roden til al ondskaben.
Til slut udtrykker han et desperat håb om kun at have pådraget sig præ-aids:”Da står mit liv til at redde. Så får jeg brug for at komme til kræfter. Tænk, om jeg kunne få råd til en lille tur sydpå … jeg er så bange for at dø.”
Helsideshistorien om Peter fra Grindsted giver genlyd over hele landet og skaber en følelsesladet debat i skyggen af hiv og aids.
I midtfirserne giver den ansvarlige minister i pressen udtryk for, at hun ikke finder aids i Danmark alarmerende. Indstillingen er, at der ikke skal bruges flere ressourcer på den forebyggende indsats. Hun skriver med kuglepen en rap bemærkning – De kan rende og hoppe … i margenen på en ansøgning om bevilling af penge til at sikre blodpræparater mod hiv-smitte.
For at få sat et menneskeligt ansigt på Peters tragiske skæbnehistorie må jeg følge sporet tilbage til de unge år i Grindsted. Tilbage til 1960’erne til en kæk og opvakt knægt med mod på livets mange facetter, eventyrlysten, altid med på den værste.
Et parcelhus i et stille villakvarter danner rammen om Peters tilværelse, hvor han har en dejlig barndom og opvækst. Allerede som skoledreng springer han ud af skabet som homoseksuel – dengang en modig beslutning at turde stå ved den, man er.
Han lægger ikke skjul på, at han oplever mennesker i sin hjemby som karrige med hjerte- og husrum, når det gælder dèm, der skiller sig ud fra den ferske artighed. Fordomme klæber til fodsålerne, når der trædes ved siden af den slagne vej.
I flere år må Peter kæmpe mod hverdagens intolerance i et samfund, hvor der ikke levnes megen plads til dèm, der er anderledes. Anstændighed og socialt ansvar står for skud med løs sladder og ondskabsfuld snak, der fyger over altaner, ligusterhæk og stokroser.
På et tidspunkt føler han sig jaget på porten af puritanisme og uvidenhed, og som 15-årig pakker han sin kuffert for at byde livet op til dans i storbyens overhalingsbane. Han bukker under 15 år senere den 16. december 1985, kun 30 år gammel.
Konturerne af et erindringssbillede fra den smukke kirkegård i Grindsted toner frem. Til lyden af fuglekvidder og vindens blide hvisken fanger en enkel granitsten opmærksomheden, prydet med to spurve og et navnetræk med teksten – du lever i vore hjerter.
I dag er Peter Bondes tragiske skæbnefortælling indhyllet i glemslens tusmørke, men tilbage i 1980’erne gav han sig selv for andre med en indsats i godhedens tjeneste, der fortjener at blive draget frem og husket.
Dødsmærket fandt han modet til en sidste gang at råbe vagt i gevær, at nedbryde tabuer og fordomme omkring aids og sætte sygdommen på datidens dagsorden.
I den sidste ende var han med til at redde menneskeliv …
