Den 6. januar 2020 gik Billund Kommunes Museers krigsmindeguide live i appen Useeum. Museets guide til lokale krigsmindesmærker- og momenter fra 2. Verdenskrig blev første gang udgivet i efteråret 2018, men er nu kommet som en anden udgave i app-form. Anden udgave er blevet uddybet med spændende fortællinger om mindesmærkernes historie. Mindesmærker kan bestå af mindesten, monumenter og statuer, men kan også være gravsten og mausoleer. Mindesmærkerne rejses ofte af en gruppe mennesker på lokalt initiativ for at fastholde en erindring om en særlig person eller begivenhed.
2. Verdenskrig og besættelsen er den periode i danmarkshistorien, der har givet anledning til flest mindesmærker i Danmark. Mindesmærkerne hædrer i høj grad modstandsbevægelsen og de allierede flyvere, der styrtede ned i Danmark. Det er almindeligt, at der hører en mindekultur til et mindesmærke som for eksempel kransenedlæggelser. På den måde opretholdes en fælles erindring om personen eller begivenheden og mindet sikres for fremtiden.
Vi vil med krigsmindeguiden sætte fokus på 2. Verdenskrigs mindesmærker i Billund Kommune. De minder os om vores fælles historie, fælles identitet og fælles ophav. Vi har brug for historien for at kunne forstå vores egen tid, og vi kan lære af besættelsen ved at forsøge at sætte os ind i danskernes situation i årene 1940-45. Vi kan bruge mindesmærkerne som udgangspunkt til at spørge os selv, hvad vi havde gjort i deres situation, og dermed reflektere og perspektivere op til egen tid og fremtid.
I appen finder man et kort, hvor de 13 mindesmærker er blevet lagt ind, så man nemt kan finde dem selv og se nærmere på dem. For hvert mindesmærke har vi fortalt historien om det enkelte mindesmærke, den lokale historie, der hører til mindesmærket og den nationale eller internationale historie under 2. Verdenskrig, der relaterer sig hertil. Man skal derfor forestille sig, hvordan man dykker længere og længere ned i den helt specifikke historie, der knytter sig til mindesmærket. Til hver af de 13 mindesmærker er der endvidere en introduktionsfilm, en tekst og en række historiske billeder, som man kan trykke på og studere nærmere.
I appen Useeum under Billund Kommunes Museer kan du således blandt andet læse om Filskov-drengen Svend Immanuel Moustgaard, der gik i krig for Canada, de engelske fly, der styrtede ned i området, og de borgere, der vovede at gøre modstand mod værnemagten og betalte den højeste pris.
Billund Kommunes Museer håber, at man vil få berigende oplevelse, og ønsker god fornøjelse med turen ind i historien.
Den udvidede version af krigsmindeguiden vil også snart udkomme i papirform, som en folder på både dansk og engelsk. Krigsmindeguiden er lavet i samarbejde med Grindsted Arkivet, Besættelsessamling Grindsteds Venner og Hærhjemmeværnet Distrikt Sydøstjylland.
Download appen Useeum i din App Store eller Google Play Butik ganske gratis. Appen indeholder også en række andre danske og udenlandske museers bidrag i form af spil til børn, genstandsforklaring, film og meget mere skriver Billund Kommunes Museer i en pressemeddelelse.