Bülows Hjørne
I juli måned valfarter fra nær og fjern 250.000 gæster og andet godtfolk til det landskendte Vorbasse Marked til fest, farver og glade dage – et broget univers af skæve eksistenser, landevejsriddere, gøglere, skærslippere og landevejens frie fugle.
Ikke at forglemme bissekræmmere i deres velkendte slidte mundering og lirekassemænd med høj hat og pjaltet fintøj, der lokker sprøde valsetoner ud af en forpustet lirekasse – næsten så englene synger, og en lille abe med hat og blikdåse nikker med.
I sin familiekrønike Lillys Danmarkshistorie beskriver forfatteren Pia Fris Laneth – selv med rødder i Hejnsvig– Vorbasse Marked som barndommens forjættede land med rutschebaner, karruseller, radiobiler, skydetelte og boder. Hvor det flyder om ikke med mælk og honning så dog med vafler, is, pølser, sodavand, candyfloss og mørkebrune honningkager fra Christiansfeld
Om nogen er det den navnkundige gøglerkonge Professor Labri, der har gjort Vorbasse Marked landskendt med sine rablende skøre monologer. Flere af hans bevingede ord har siden bidt sig fast som navnkundige talemåder som Galoschens march over Knippelsbro og Vorbasse Krigshavn, hvor han udødeliggjorde gadekæret i den lille landsby på den vestjyske hede.
Og endeligt det legendariske mundheld om Frikadellens flugt over plankeværket, hvor det hæderkronede Hotel Eyde i Herning tør siges at spille en vis rolle …
Lad os skrue tid og sted tilbage til Herning en sommeraften engang i forrige århundrede, hvor en brødflov Professor Labri lægger vejen forbi Hotel Eydes gårdhave for at få sig et solidt måltid mad. Måske også træt efter en hektisk markedsdags barske strabadser.
Han har senere løftet sløret for, hvad der videre sker hìn mindeværdige aften: ”Jeg kom til Herning! I en krohave bestilte jeg middagen for mine sidste penge, bl.a. fik jeg frikadeller. Jeg var dødsulten og så på tallerknens ringe indhold … Jeg rejste mig og gik ind for selv at hente brødet …da jeg kom tilbage, lå der kun én frikadelle på tallerknen. En forsulten hankat havde snuppet den anden. Den sad nu oppe på plankeværket med den i gabet …”
Da gøgleren ser frikadellen forsvinde over plankværket i munden på hotellets kat, udbryder han halvt i smil, halvt i gråd: – Frikadellens Flugt over Plankeværket!
Som sprogets fornemste anarkist samler Professor Labri altid et stort publikum med sit gnistrende ordfyrværkeri af veltalenhed. I bedste gøgler- og plattenslagertradition annoncerer han frejdigt en høne med tre ben, som stepper på et forniklet hakkebræt, 25 benløse kanariefugle, der danser tango på kanten af en vaskebalje, og endeligt frikadellens flugt over plankeværket med en gaffel i ryggen, skarpt forfulgt af to røgede sild.
– Kom ind og oplev en ægte krokodil fisket op af Vorbasse Krigshavn, se en hane med to hoveder og skelettet af et menneske, lokker han. Indenfor i teltet viser det sig at være evige gavtyvestreger – en krukke dild, en vandhane med et hoved til koldt og et andet til varmt vand, og en skè, der bliver lettet af hans assistent.
Vi får lov til at opleve den sommers helt store attraktion med en menneskeædende negerhøvding Ngombli, fanget i Transvaal. Mens Labri går ind i teltet, råber han til de mange tilskuere, der flokkes ved indgangen: ”Nu skal menneskeæderen fodres, og jeg trækker mig tilbage … Skynd Dem, skynd Dem, negerhøvdingen er sulten og utålmodig! Hør, hvor han slidder i lænkerne.”
Få minutter senere er teltet stuvende fyldt, og Professor Labri træder op på scenen og letter med et galant buk på silkehatten. Med tryllestaven i hånden og ansigtet vendt mod tilskuerne trækker han et forhæng til side: Her ser De den berømte …
Længere når han ikke, for det utålmodige publikum kan kun få øje på et par mugne støvler på forhøjningen og giver højlydt udtryk for deres overraskelse. Professoren hiver støvlerne i vejret, stirrer ganske målløs frem for sig og udbryder så med rædsel i stemmen: Aah Herregud! Den stakkels mand har ikke kunnet vente, og nu har han ædt sig selv …
Da forestillingen i Vorbasse lakker mod enden, træder Professor Labri frem på scenen og beder så mindeligt publikum klappe, så det kan høres af de mange, der står i kø udenfor teltet. Han slutter forestillingen af med ordene:”Og så mine damer og herrer, landmænd, brandmænd, skraldemænd, bussemænd og jordemodermænd, skal De, som jeg har lovet Dem, se Vorbasse ved nat”.
Så løfter han teltets bagside op, og publikum kan forlade teltet og se Vorbasse og himlens stjerneskær ligge lige foran dem i aftenskumringen.
Lokalhistorikeren Egon Larsen har i øvrigt fortalt, at Professor Labri engang optrådte med en levende menneskeæder med blodig fråde om munden og et stykke råt kød i hånden. En husmand fra sognet syntes dog, at den uhyggelige menneskeæder mindede meget om hans nabo.
Det fik ham til at spørge: – Men er´ et da it Ras-Peter? Med et glimt i øjer hviskede menneske-æderen: -Jow, men do ska et vær ræd. A æder it dem a kender!
