Af Louis Bülow
Her i mit livs efterår med alderdommens pubertet og skranten lige om hjørnet er det mig, der er blevet gammel og gråhåret med hang til at tage på langfart ad Memory Lane til min barndoms forjættede land i Hejnsvig.
Louis i Hejnsvig – Kilde: Privatfoto
Med Mors Dag føler jeg mere end nogensinde ilden i min sjæl og og kærligheden i mit hjerte. Jeg mærker vingesuset af godhed i det lille landbosamfund, der for tid og evighed er knyttet til et væld af lykkelige erindringsglimt og kærlige stunder sammen med dig. Skønne godhedsøjeblikke, som jeg kan genkalde mig i alle detaljer og gavmildt har favnet og øset af livet igennem.
Jeg brænder for at kippe med flaget og lette på hatten for dig, lille mor, og erklære dig min evige taknemlighed og dybtfølte kærlighed. Du var mit hjertes kompas, og dit smil var solen i mit liv, fordi du var min mor …
Med et kald og en mission i godhedens tjeneste brød du den tunge arv, jeg var et produkt af. Med dig i hånden blev jeg frelst fra et Helvedes inferno af fars druk, vold og mishandlinger og jeg undgik at blive stuvet væk som socialt bundfald på 1950’ernes børnehjem og opdragelsesanstalter.
Du skulle blive mit livs elskede og ejegode plejemor, der lærte mig at byde håb og drømme op til dans og forvandle selv de tungeste dansetrin til en flot og fejende vals. Med en frysende smuk og betingelsesløs moderkærlighed som urkraft gav du dig selv for din bette knejt og sprængte alle rammer for at værne ham mod livets skyggeside.
Ane Lise – Kilde: Privatfoto
Med en kærlighed så stor som i H. C. Andersens hjerteskærende eventyr om moderen, der kæmper for at fravriste Døden sit barn. Moderen ofrer sig for barnet, og da Døden undrer sig, lyder hendes svar: – Jeg er en moder …”
Et erindringsscenarie fra min allerførste jul sammen med dig i det vestjyske toner frem. Vi træder ind i et vidunderligt tidsbillede fra dengang i 1950’ernes Hejnsvig med stokroseromantik, Morten Korch idyl og kanelduftende julenostalgi intakt.
Aldrig skal jeg glemme, som du sidder der i vor lune stue med din lille purk trygt og godt i favnen, mens du synger de gamle velkendte børnesange som Jeg ved en lærkerede og Solen er så rød, mor.
Eller når du læser H C. Andersens eventyr højt om Den lille Pige med Svovlstikkerne: ”Det var saa grueligt koldt, det sneede … I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden en lille, fattig Pige med bart Hoved og nøgne Fødder … Ak! En lille Svovlstik kunne gøre godt.”
I radioens bedste sendetid får folkekære Victor Cornelius alle blanke øjne til at flyde over, når han med tidløse landeplager som Mor er den bedste i verden og Lille Mor synger om sit livs kærlighed – Mor er den bedste i verden, fordi hun er min mor …”
Ikke et øje er tørt, når han hylder dig, lille mor, med sin fløjlsbløde tenorstemme, der får selv englene til at synge og alle andre til at nikke med.
Ane Lise – Kilde: Privatfoto
For tid og evighed vil jeg huske, hvordan julehøjtidens budskab om godhed og næstekærlighed lyser fra dit sind. Du forvandler mit barndomshjem i Hejnsvig til ét stort barnekammer og giver plads til julens magi og hemmelige verden. Du gør dig til barn med din lille pode, du leger, du synger og fortæller juleeventyr.
For dig er julehøjtiden knejtens fest, knejtens glade tid – og for ham er intet for godt …
Et erindringsbillede fra Grindsted Sygehus trænger sig på. Vi er i midten af 1990’erne, det er lige op til jul, og mærket på liv og sjæl af en dødelig kræftsygdom må du tilbringe din sidste tid i et trist hospitalsmiljø af hvide kitler, lange gange, sterile sygestuer, skærme og dropstativer.
Fremtid uden håb er din barske virkelighed, og dog omfavner du tappert din skæbne med mod og ukuelig livsvilje.
Kære lille mor, al sygdom, vemod og triste tanker til trods har du overskud og kræfter til at bære en fortættet stemning af julens højtid ind i sygestuen og gøre vores sidste juleaften sammen til glædens aften, fyldt med godhed, kærlighed og hjertevarme.
Vi sidder med hinanden i hånden og lader stilheden tale, til vore tanker og minder finder ord. Du blomstrer op med glade erindringsglimt fra barndommens land, lidt skælmeri her, et kærligt knus der, et lille smil, lidt latter. Vi husker, hvordan det var sidste år, årene før. Vi tænker på familie, slægt og venner og på dem, vi savner – dem, der ikke er mere.
Modelfoto
Det er ved at være sent og tid til afsked, og jeg slipper din hånd med et sidste farvel for at begive mig hjemad. Endnu engang rinder H. C. Andersens eventyr om den lille pige med svovlstikkerne mig ihú. Hun har tændt sin sidste svovlstik, er stille sovet ind og bliver fundet i den kolde morgenstund med røde kinder og smil på læben:
”Hun strøg igen mod Muren en Svovlstik … i Glansen stod den gamle Mormor, så klar, så skinnende, så mild og velsignet. “Mormor!” råbte den lille, “Oh tag mig med! … og der var ingen Kulde, ingen Hunger, ingen Angst – de var hos Gud!”
Der er koldt derude i Grindsted med frost og bidende polarkulde, der ubarmhjertigt skærer gennem marv og bén. Himlen græder méd i den råkolde vinternat, og hvide snefnug falder over gader og stræder som blide tårer …