Af Louis Bülow
Hedens Domkirke i Grindsted var fyldt til sidste plads, da den 22-årige frihedskæmper Kaj Schiørring den 21. januar 1944 blev stedt til hvile ved en mindehøjtidlighed i sin hjemby i overværelse af familie, slægt og venner.
Kaj Schiørring – Billedkilde: Frihedsmuseets Modstandsdatabase Billund Museum, Grindsted, Stig Sumborg
Som nævnt i en tidligere artikel i Netavisen Grindsted bragte forældrene, Grindsteds førende arkitekt Ejnar Schiørring og hustruen Anna, samt broderen Olav Schiørring en sidste hilsen, det sidste farvel, og Kaj Schiørrings farbroder, sognepræst Sigurd Schiørring, holdt en gribende mindetale for sin unge nevø, der modigt gav sit liv for Danmark.
Derimod kunne det ikke undgå at vække en vis opmærksomhed, at Kaj Schiørrings anden farbroder, den legendariske højesteretssagfører George Koch Schiørring, holdt en overraskende lav profil i forbindelse med mindehøjtideligheden.
Georg K. Schiørring blev dengang set ikke alene som en af sin samtids største juridiske begavelser men også som en uhyre driftig og velhavende erhvervsmand med store interesser i en lang række selskaber. Siden 1929 stod han som ejer af det hæderkronede og tidligere kongelige lystslot Frydenlund ved Vedbæk nær Øresundskysten.
Kobberstik Det Kongelige Lystslot Frydenlund – Kilde: Det Kgl. Biblioteks billedsamling
Schiørring stod som igangsætter af flere kendte byggerier i København, blandt dem Danmarks største kontorbygning Vesterport, landets største beboelsesejendom Tomsgårdsvej, landets største parkbebyggelse Tagensbo med 1000 lejligheder og det velkendte Hotel Astoria på banegårdspladsen.
I de unge år valgte Schiørring at studere jura på Københavns Universitet, hvor han snart vakte opsigt ved sit lyse hoved og sin skarpe tunge, både i Universitetsregi og Studenterforening som ledende Senior 1927-28.
Han dimitterede fra Universitetet i 1916 med en tårnhøj juridisk embedseksamen, 27 år gammel blev han Overretssagfører og kun fem år senere Højesteretssagfører. Med anerkendte fagbøger og dertil ditto juridiske artikler bag sig blev han berømmet fra alle sider i juraens univers.
Vi skal senere vende tilbage til Højesteretssagfører Schiørrings færden og ageren under den tyske besættelse men skruer først tid og sted tilbage til befrielsen i maj 1945, hvor frihedsbudskabet fra BBC nåede til Danmark.
Allerede den 5. maj 1945 krævede den nye statsminister Vilhelm Buhl i sit budskab til det danske folk kontant afregning og retsopgør med besættelsestidens landssvigere og værnemagere: Hurtig og håndfast skal denne afregning være, men ogsaa retfærdig.
I sammenligning med andre tyskbesatte lande havde Danmark under besættelsen en stor procentvis andel af stikkere og informanter, der uden skrupler trådte i tyskernes tjeneste og for ussel mammon solgte frihedskæmpere og modstandsfolk til en barsk skæbne.
Også i Grindsted huserede lokale nazisympatisører bag kulisserne, fristet af angiveriets lettjente penge, og de fik 12 modstandsfolk på samvittigheden ved at forsyne Gestapo med fatalt afgørende informationer.
Det illegale blad Grindsted Posten, der blev fremstillet og distribueret over Grindsted-egnen fra 1944, udstedte i sit andet nummer en skarp og utvetydig advarsel til de mennesker i lokalområdet, der blev set som stikkere, værnemagere, tyskertøser og andet godtfolk:
”X har forsøgt at overbevise forskellige Mennesker om, at han ikke er Stikker. Om det er lykkedes, skal vi lade være usagt. Han har dog ikke forsøgt at bortforklare sin Kørsel for Værnemagten … Y i Hejnsvig kører udelukkende for Tyskerne, men ham kan de vel ordne i Hejnsvig ? … Z har flere gange truet med at anmelde anderledes tænkende til Værnemagten. Hun kan jo prøve, om hun tør!”
Modstandsbevægelsens folk pustede til en oppisket folkestemning uden at levne plads til nuancer, og ved befrielsen kunne befolkningen slippe al sin indestængte vrede og frustration løs. Allerede på befrielsesaftenen satte man også i Grindsted jagten ind på landssvigere og nazisympatisører.
Folketinget indførte en lang række love om landsskadelig virksomhed med tilbagevirkende kraft, herunder dødsstraf, og almindelig anstændighed og retsfølelse kom til at stå for skud. I sin bog om folkestyrets historie Land at lede tager historikeren Kaare R. Skou for alvor bladet fra munden i forbindelse med efterkrigstidens retsopgør:
”Rigsdagens behandling af straffeloven var mildest talt lemfældig, men den handlede under pres fra frihedskæmperne og folkestemningen … vilkårligheden og forholdet mellem skyld og straf som tiden skred frem blev mere og mere åbenlys.”
Kaare R. Skou nævner tilfældet med gårdejer Kristen Juul Christensen fra Dansk Samling, der som modstandsmand var indtrådt som minister uden portefølje i befrielsesregeringen. Ministeren lagde dengang ikke skjul på, at man “gjorde klogt i at huske, at det var modstandsbevægelsens folk, der havde våbnene.”
Høresteretssagfører C. B. Henriques, én af Danmarks højest ansete jurister og formand for Mosaisk Troessamfund fra 1930 til 1946, manede til besindelse og beskrev retsopgøret med et ofte citeret udtryk: ”Vi lever i et et juridisk galehus”.
Det tør siges at være stærke ord, når en velestimeret jurist omtaler sit eget samfund som et juridisk galehus. Ordene faldt i oktober 1945 under en retssag mod netop G. K. Schiørring, anklaget for et omfattende og utilbørligt samarbejde med tyskerne og for storstilet værnemagervirksomhed med millionfortjeneste.
Som Schiørrings forsvarsadvokat henviste C. B. Henriques til samarbejds- og tilpasningspolitikken i begyndelsen af besættelsen:”Vi kommer let i en situation, der vil hævne sig, når nu dé mennesker, der fulgte de af regeringen godkendte og anviste veje, skal straffes herfor.”
Senere i de hektiske befrielsesuger troppede svært bevæbnede modstandsfolk op ved Frydenlund Slot og arresterede den navnkundige højesteretssagfører.
Frydenlund har i øvrigt sat sine dramatiske spor i Danmarks historie. Det blev givet i bryllupsgave til dronning Caroline Mathilde, da hun blev gift med Christian 7. i 1766. Hendes elsker og kongens livlæge Struensee havde sin bopæl på godset, indtil han blev halshugget 6 år senere.
Også en anden af Frydenlunds tidligere ejere fra 1907 – 29, Carl B. Thøgersen, gik det ilde. Den kendte grosserer blev efter 1. verdenskrig idømt to års fængsel for bedrageri. Hans sagfører déngang var i øvrigt den selvsamme C. B. Henriques, som nu skulle forsvare Schiørring.
- K. Schørring blev sigtet for at have arbejdet for tyske kapitalinteresser og som værnemager for sin nære tilknytning til A/S Gloria, A/S Nordwerk og A/S Nordropa, der producerede krigsmateriel, motorer og maskindele til tyske flyvemaskiner og rotorer til V2-raketter.
Det bitre retsopgør ved tre retsinstanser mod Schiørring gav genlyd over hele landet med massiv avisomtale og nåede igennem flere år alle forsider. Retssagerne strakte sig helt frem til december 1946, hvor det endelige punktum blev sat med dommen i Højesteret:
- Ved Københavns Byret blev George K. Schiørring pure frifundet, og dommen gav anledning til en voldsom debat. Datidens Hvem Hvad Hvor tilføjede lakonisk: – frifundet med skarpe præmisser.
- Ved Østre Landsret blev han idømt otte måneders fængsel, en bøde til Statskassen på kr. 100.000, kr. 31,000 i konfiskationsbeløb, frakendelse af stemmeret og valgbarhed i fem år og frakendelse af sagførerbestalling for bestandigt.
- Højesteret stadfæstede dommen fra Østre Landsret, dog således at fængselsstraffen nedsattes fra otte mdr. til fire mdr. og frakendelsen af sagførerbestalling til fem år.
George K. Schiørring døde den 14. juli 1952 under et ferieophold på sin lystyacht i Norge, 60 år gammel.
