Af Louis Bülow
Ved det amerikanske præsidentvalg for fire år siden den 8. november 2016 vandt milliardæren og reality tv-fænomenet Donald Trump en overraskende, men overbevisende, republikansk sejr over den tidligere demokratiske udenrigsminister Hillary Clinton.
Med fænomenet Donald Trump fik USA den demokratisk valgte og legitime præsident i amerikansk historie, der uden sidestykke har adskilt sig mest fra alle gængse forestillinger om, hvordan verdens mest magtfulde mand traditionelt bør agere.
Igen og igen udfordrede han parnasset, det politiske etablissement og de etablerede medier ved at bryde alle rammer for, hvad en amerikansk præsident kunne tillade sig. Væk var den gode tone og de pragmatiske løsninger – med Donald Trump var alt det normale aflyst i USA.
Scenevant styrede den gamle reality-stjerne The Trump Show og greb ud efter de mest ombejlede TV-kameraer, de største projektører og mest kraftfulde mikrofoner. Det hele til akkompagnement af giftig retorik, der fængede, letkøbte budskaber, der flyttede stemmer, og smarte postulater, der talte til kernevælgerne i den hvide underklasse.
For Donald Trump var intet helligt – i ly af et væld af løgne, spin og skamløst blændværk gjorde han sort til hvidt, krig til fred, nat til dag. Eksplosive afsløringer ryddede gang på gang alle medier og nyhedsflader, fik jorden til at skælve under den kontroversielle præsident og satte den ultimative dagsorden i Washington.
Trump yndede at optræde i sin røde USA-kasket som en mand af folket med Amerika First i Guds eget land og på den globale arena. En farverig og balstyrisk bajads, der under valget til præsident i 2016 konsekvent hånede sin modkandidat Hillary Clinton som Korrupte Hillary.
På valgmøde efter valgmøde dirigerede han ivrigt sin tusindtallige tilhængerskares taktfaste hylekor Spær hende inde! Spær hende inde!
Ved offentlige vælgermøder lovede han at bygge en mur ved grænsen mod Mexico for at holde alle immigranter ude fra USA – ikke andet end narkohandlere, voldtægtsforbrydere og kriminelle, råbte han til sine begejstrede tilhængere.
Nu er Donald Trump blevet fortid, og det bliver Barack Obamas vicepræsident i gennem otte år, den folkekære Joe Biden – i folkemunde altid kaldt Onkel Joe – der afløser Trump som USA’s 46. præsident. En garvet og retskaffen hædersmand, omgivet af dybtfølt sympati, der har været med i front på den politiske arena i mere end fire årtier.
Joe Biden tager ikke alene en lang og succesrig politisk karriere med sig ind i Det Hvide Hus, men også en ret så tragisk fortid.
I maj 2015 måtte Joe Biden tage afsked med sin ældste søn Beau, der bukkede under for en ondartet hjernetumor som kun 46-årig.
Godt fire årtier tidligere i 1972 havde Joe Biden mistet sin første kone Neilia og parrets 13 måneder gamle datter Naomi i en forfærdelig trafikulykke, hvor også deres to små sønner Beau og Hunter blev alvorligt kvæstet. Den tragiske ulykke skete blot en måned efter, at 30-årige Joe Biden for første gang var blevet valgt som senator.
Efter ulykken gav Joe Biden et løfte til sine to sønner. Med Hunters ord: – Så længe vi ikke havde andre planer, kunne vi når som helst komme med far på arbejde.
Som altid holdt Joe Biden sit løfte
