Bülows Hjørne: Lars Løkke takker af i Venstre

Bülows Hjørne

Af Louis Bülow

Landets tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har i aftes i et opslag på Facebook meddelt, at han efter 40 års medlemskab af Venstre melder sig ud af partiet for at blive løsgænger.

Foto: René Lind Gammelmark

Med sit budskab skriver den 56 årige politiker sig ind i de historiske annaler og rydder med store overskrifter alle forsider og nyhedsflader. Som breaking news har nyheden bredt sig som en løbeild over hele landet.

Set af mange som en suveræn og ferm politiker, der længe har arbejdet for at komme historikerne i forkøbet og selv være med til at definere sit politiske eftermæle. Ved at knytte den politiske karriere sammen med en ganske bestemt fortælling i Venstre om lille Lars fra Græsted har han i årevis ellers satset på at komme på fornavn med nationen. At blive folkets mand på tinge med et fast håndtryk, på hat med de store og på bajer med bumsen.

 Det tør godt siges, at Lars Løkke Rasmussen af andre mest vil blive husket som en illusionsløs karrieremager uden kald, værdier og holdninger. En taktisk pragmatiker, der har forstået at rendyrke det politiske håndværk i magtens korridorer med et sikkert instinkt og en formidabel handlekraft. Som ikke har adskilt moral og politik men rendyrket lak og facade og ladet spindoktorer og reklamedrenge styre de politiske budskaber.

 Den tidligere Venstre-minister og æresmedlem af partiet Britta Schall Holberg gav således for år tilbage i et interview med Ekstra Bladet Løkke tørt på:” – Det er så trist, at statsministeren ikke har lært af den sidste omgang med tøjet og det der. Jeg kan ikke forstå, at han ikke har taget ved lære, og det rammer jo os alle sammen …”

 Et interview i forbindelse med den såkaldte kvotekongesag – af nogle kaldt Løkkes Skagengate – hvor det blandt andet kom frem, at Lars Løkke Rasmussen i juli 2016 takkede ja til en uges gratis ophold i en storfiskers sommerhus i Skagen. En gave til Løkkes 50 års dag i 2014.

Professor ved Syddansk Universitet Kurt Klaudi Klausen fulgte trop: ”Desværre er det jo ligesom en mosaik, der danner sig om denne her mand af svag moral og dårlig dømmekraft, og det tegner desværre et lidet flatterende billede af vores statsminister. Om der er noget at komme efter juridisk i den aktuelle sag, skal jeg ikke kunne sige, men det er der i hvert fald moralsk.”

Da formandskrisen i Venstre for få år siden var på sit højerste, oplevede man det hæderkronede parti som et nærmest dysfunktionelt parti med åben fløjkrig, bitre personopgør, stridigheder og skånselsløse magtkampe, der truede med endegyldigt at ødelægge partiet.

Dét fik Venstres folketingsmedlem Anni Matthiesen fra Stenderup-Krogager ved Grindsted til som en af de første at tage bladet fra munden og i et TV-interview kræve de nødvendige udskiftninger i V-toppen af hensyn til partiet. For Anni Matthiesen var det tydeligt, at der ikke længere var tillid til Venstres formand Lars Løkke:

Det er nødvendigt med nyt blod i toppen af partiet … En gang i mellem kan det være nødvendigt med drastiske skridt,” konstaterede hun og fortsatte med henvisning til partiets græsrødder:”Det er vigtigt, at vi tager vores bagland alvorligt – for uden baglandet er vi ingenting.”

Anni Matthiesen – Foto: René Lind Gammelmark

Mange vil mene, at beskyldninger mod Lars Løkke for skamløs ragen til sig, svag dømmekraft og skødesløs omgang med penge og bilagsrod i årevis har klæbet til den tidligere statsminister. Her tænker de ikke kun på bilagssager om habitter, slips og sko for 152.000 kroner, flybilletter til familiens ferie på Mallorca og rengøring af ikke-ryger hotelværelser, betalt af Venstres partikasse.

Festen synes allerede at være begyndt i de glade formandsdage i VU tilbage i 1980’erne. Som den politiske kommentator Niels Krause Kjær skrev om den daværende 25-årige VU-formand: “Det minder næsten på detaljen om et opgør i VU i 1989, hvor den afgående formand ikke blev valgt til Europa-Parlamentet, overskred alle budgetter og endda også havde erhvervet et jakkesæt på organisationens regning.

Mange så det ikke som enlige svaler men som et varsel om et væld bilagssager, der skulle følge.

Lars Løkkes ageren omkring borgernes skattekroner – nogle kalder det ødselhed med borgernes penge – fik den tidligere medarbejder i Venstres pressetjeneste, journalist Tanja Frederiksen, til at tale om ”så integreret et karaktertræk ved ham, at han hverken kan eller vil ændre det … et lidet flatterende karaktertræk, han har været i besiddelse af i hele sin politiske karriere, fra han var ung VU’er til i dag.”

Lars Løkke Rasmussen blev første gang valgt til Folketinget i 1994. Fra 1998 til 2001 var han desuden amtsborgmester i Frederiksborg Amt, og i hans tid som amtets førstemand poppede den store bilagsskandale op, der fyldte alle medier i 2008.

Et rædselskabinet af alskens bilagssager eksploderede i pressen, og tre journalister fra Danmarks Radio opregnede på DRs hjemmeside den lange liste. Det kan herfra citeres, at Lars Løkke fra 1998 – 2001 brugte Frederiksborg Amts kreditkort, når han skulle entrere Kasino Aalborg og diskoteket Crazy Daisy i Herning. I syv tilfælde købte han også cigaretter.

Ifølge DR besluttede Løkke i 2008 at tilbagebetale omkring 3.000 kroner for videofilm, restaurant-besøg og telefonopkald fra en rejse til New York i 1999. Samme år fik Lars Løkke Rasmussen som amtsborgmester udbetalt 148.000 kroner for køreture uden at fortælle, hvor turen gik hen. På 590 ture havde Løkke udfyldt bilagene forkert eller mangelfuldt. Samlet kørte Lars Løkke igennem fire år taxa for 241.526 kroner.

DR fortæller, at partiet Venstre i 2008 betalte knapt 10.000 kroner tilbage for partimøder, som Lars Løkkes tidligere ministerium, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, ellers havde betalt for.

Lars Løkke blev også skarpt kritiseret for at have været på en weekendtur til Rom i år 2000 uden fagligt indhold med det daværende sundhedsudvalg i Frederiksborg Amt.

I oktober 2013 kom det frem, at Lars Løkke havde brugt over en million kroner på 15 rejser som formand for klimaorganisationen Global Green Growth Institute, modtager af 90 millioner danske skattekroner til at fremme grøn vækst i fattige lande.

Ifølge websitet danske-nyheder.dk havde TV2 Nyhederne i december 1998 forsynet en taxa med skjult kamera. Formålet var at illustrere danskernes holdning til moral, og for rullende kamera skulle chaufføren spørge, om passageren “i anledning af julen” havde noget imod, at taxameteret ikke blev slået til.

En af de taxakunder, der tillod det, var den daværende næstformand i Venstre, Lars Løkke Rasmussen. Han indrømmede senere i TV2 Lorry, at han havde dummet sig.

Han havde ikke “overvåget andres moral” godt nok …