Af Louis Bülow
Vi skruer tid og sted tilbage til november 1912, hvor den legendariske rigsdagsmand og sociale samfundsrevser Peter Sabroe fra Aarhus i en artikelserie i Social-Demokraten tager bladet fra munden for at værne fattige og undertrykte børn mod vold og vanrøgt.
Under fede overskrifter tordner Peter Sabroe løs mod grove overgreb og mishandlinger af en retarderet og forældreløs dreng fra Sdr. Omme Michael, som Sognerådet for at spare penge har anbragt som stalddreng hos gårdejer Niels Berthel Mathiesen fra Østerbygård ved Sdr. Omme.
Hos Peter Sabroe vil man lede forgæves efter fersk artighed og lunken missionshustale. Med sin skarpe pen afslører han hårrejsende forhold hos gårdejeren, og hudløst beskriver han drengens tilværelse i Sdr. Omme med tørre tæsk og prygl som en naturlig del af hverdagen.
Han gengiver gårdejer Mathiesens tilståelse over for Værgerådet i Sdr. Omme, hvor denne erkender, at han ofte har slået den svært retarderede Michael og mange gange har hældt en spand vand over ham. Ved flere lejligheder og alene for morskabs skyld har han indsmurt drengen i komøg og smidt ham i åen, mens gårdens øvrige karle grinende ser til.
Sabroe fortæller videre, at Michael har en alvorlig knælidelse, som gårdejer Mathiesen uden videre har valgt at se stort på. Igennem to år tvinger han den bette knejt til at udføre det fysisk hårdeste og mest krævende arbejde, uden at nogen kan gribe ind.
I artiklen hedder det med Sabroes ord: ”Sdr. Omme Værgeråd har fralagt sig ethvert Ansvar for, at Drengen er blevet anbragt hos Gaardejer Mathiesen, og man har besluttet sig til at anmode Øvrigheden om en kriminel Undersøgelse.”
Peter Sabroe lægger ikke findrene imellem og fortsætter med henvisning til Jeppe Aakjær og Charles Dickens, der med barsk socialrealisme og indignation på paletten skildrer børnenes undertrykte tilværelse og trange kår:
”Sagen er mere end forfærdelig, den er en Skamplet … Jeppe Aakjær har ikke ét eneste Sted fortalt om noget saa grufuldt som dét, der er passerer i Aaret 1912 i Sdr. Omme. Ja, selv Charles Dickens har ikke i én af sine Romaner, der omhandler Børns Lidelser, fortalt om noget så uhyggeligt.”
Peter Sabroe fortæller, at da han i Øster Nykirke ved Sdr. Omme spørger én af sognets bønder, der sidder som medlem af Sognerådet, hvorfor man ikke i tide har fået Michael anbragt på en institution som Bregninge Aandssvage-Anstalt, får han det forventelige svar: ”Det er jo saa dyrt …”
Med Sabroes ord:”Og Øster Nykirke er ikke nogen fattig Kommune. Skatteprocenten er yderst lav, halvanden procent … Præsten i Øster Nykirke, som nægtede at konfirmere Michael, undslog sig herfor, fordi Drengen hverken kunne læse eller skrive. Præsten, som er Formand for Værgeraadet, saa roligt til, at denne arme Knøs lig en lille Slave lejedes ud for at bydes arbejde over hans Kræfter.”
I de måneder lægger Peter Sabroe flere gange vejen forbi Grindsted og Sdr. Omme, og på et møde med lokale socialdemokrater beder han sine partifæller overvåge og sikre, at der ikke sker mishandlinger og overgreb på småkårsfolk, tyende og børn fra fattige kår.
Torsdag den 27. februar 1913 kan man i lokale aviser læse, at gårdejer Niels Berthel Mathiesen fra Sdr. Omme er blevet idømt 14 dages simpelt fængsel ved Rørvang-Tørrild Herreders Ret for at have mishandlet den nu 16-årige og svært retarderede Michael, der i flere år har været anbragt hos den dømte gårdejer som tjenestedreng.
Mogens Wieth som Peter Sabroe i filmen: Kampen mod uretten – Kilde: Det Danske Filminstitut
Tre måneder senere bliver gårdejer Mathiesen dog frikendt ved Viborg Overret, der ikke mener, at der er tale om mishandling, ligesom retten ikke betragter Børneloven som overtrådt..
Mens den retarderede Sdr. Omme-dreng Michaels videre skæbne fortaber sig hen i det uvisse, får hele sagen fra Sdr. Omme Peter Sabroe til at stille spørgsmålet:”Hvor megen Uret, hvor mange Overgreb er ikke gaaet sporløst hen uden nogen Sinde at blive paatalt ?
Børn og unge havde dengang svært ved at bevare håbet på børnehjem, opdragelsesanstalter, gårde og herresæder. Blev tvangsarbejdet for barskt, pryglene for brutale og mishandlingerne for barske – da vil fortællingen, at selv de frommeste børn i stedet for at bede til Vorherre, beder til Sabroe.
Fra sovesal til sovesal lyder det i dé år med børn og unges grådkvalte hvisken: – hvor er Peter Sabroe? Hvor er Sabroe ?
Peter Sabroe så det som sin livsopgave at bringe sager om mishandlinger og overgreb frem i lyset, og med et kald og en mission i godhedens tjeneste sprængte han alle rammer for at værne fattige og forsømte børn, de forældreløse og de undertrykte mod livets svigt og fortrædeligheder.
Fra filmen om Peter Sabroe: Kampen mod uretten – Kilde: Det Danske Filminstitut
Vi sætter et menneskeligt ansigt på skæbnefortællingen om Peter Sabroe og fortæller den livsbekræftende historie om Godhavnsdrengen Kai Kronkilde fra Drengehjemmet Godhavn i Tisvildeleje. Kai var dengang 13 år gammel og nærmest jævnaldrende med drengen Michael, der samtidigt gik så grueligt meget igennem hos gårdejer Mathiesen i Sdr. Omme.
En lun sommerdag i august 1911 lægger Peter Sabroe vejen forbi Drengehjemmet Godhavn for at hilse på anstaltens drenge. Mine drenge, som han sagde.
I et gribende indlæg i Demokraten i anledning af 60-året for Peter Sabroes død i 1913 mindedes Kai Kronkilde den legendariske Rigsdagsmand, der ragede op som datidens helte-skikkelse: ”60 år er gået, men Sabroes minde lever. Jeg glemmer aldrig hans besøg i august 1911. Han spiste på Tisvilde Kro, kom tilbage med to bagersvende.”
Peter Sabroe og de to svende baksede med en stor kasse med lifligt duftende og nybagt wienerbrød, hvor der ikke var sparet på hverken remonce, kanel, marcipan, rosiner eller hakkede mandler.
Mens Godhavns forstander Frydensberg sammenbidt holdt sig på behørig afstand og inden døre, stimlede 60 forsultne Godhavns-drenge sammen og stillede sig op i to rækker foran Peter Sabroe med bare tæer, træsko og slidt institutionstøj med blå husarhue, bluse, forklæde og knæbenklæder.
Med Kais ord blev hver dreng forundt ”et to- og femøres wienerbrød, betalt af hans egen lomme. Jeg trådte ud af rækken og råbte: Sabroe længe leve! Han tog mig i hånden, sagde tak min dreng, tak alle sammen. Det glemmer jeg aldrig. Jeg var 13 år dengang …”
Da Peter Sabroe havde taget en følelsesladet afsked med Godhavns drenge, blev Kai kaldt ind på forstander Frydensbergs kontor, og nu var det slut med konditorens bedste hjemmebag på menuen. Forstanderen hvæsede: ”Skal Sabroe leve, skal jeg nok råbe for. Du skal ikke. Jeg vil nødig slå dig, men staten be’r mig om det.”
Med Kai Kronkildes ord i sin hyldest i Demokraten:” Det blev 10 slag i bagdelen. Vi, der var drenge og piger dengang, glemmer aldrig Peter Sabroe og dén gerning, han øvede, som lyste op i en mørk tid … Det er mit og manges ønske, at Danmark på årsdagen for Peter Sabroes bortgang i taknemmelig erindring vil mindes sin store søn. Manden med et hjerte af guld.”
Epilog:
I sommeren 1913 vakte budskabet om Peter Sabroes død ved jernbane-ulykken i Bramming på det nærmeste landesorg. Med digteren Jeppe Aakjærs ord, tilegnet den sociale reformator:
Du være den Fattiges Værner,
du være den Riges Ris!
Da faar du ej Ordner og Stjerner,
men bævende Læbers Pris.
Statuen af Peter Sabroi i Aarhus – Kilde Privatfoto/Hanne Haun